At det her berettede preller fuldstændigt af på det fuldt ud suggererede individ og virker på dette som fantasi eller naivitet er naturligvis en selvfølge, idet et sådant væsen endnu ikke er modtagelig for en intellektuel udredning i nævnte bevidsthedsfelt. Men for væsener af denne art er, som vi i det efterfølgende skal se, nærværende beretning heller ikke skrevet. At vække disse væsener af den guddommelige suggestion kan kun livet selv gøre i kraft af gengældelsesloven. Ved en fortsættende overtrædelse af naturlovene opstår der disharmoni. Disharmoni afføder igen ulykkelige skæbner for sine ophav. Ulykkelige skæbner består af lemlæstelser og lidelser, sorg og modgang. Disse realiteter udgør igen tilsammen den guddommelige almagts banken på det hårdtsovende væsens dør, dets udfrielse fra suggestionen og befordrer dermed dets opvågnen til intelligens og visdom, til modtagelighed for udvikling af evnen til at tænke Guds tanker efter, for evnen til at ransage hans evige og ufejlbarlige veje.
      Og det er altså for væsener med denne vågnende modtagelighed, at jeg med mine analyser kan være til nytte. Disse væsener vil være "den gode jord" for kosmiske analyser, for logikkens kerner, der netop i dem vil komme til rig udvikling, bære mange fold, medens de øvrige væsener mere eller mindre endnu kun vil være at udtrykke som "den hårde stengrund".