Sålænge man endnu i kraft af suggestionen jager og dræber dyrene, som dog står det jordiske menneske forholdsvis nær i udvikling, flænser og flår deres indvolde og fortærer deres lig, skal man ikke vente sig megen forståelse eller pardon, når det gælder planterne eller de vegetabilske former for levende væsener, der jo står det menneskelige udviklingstrin endnu fjernere end dyrene, og hvis identitet som levende og følende væsener man derfor har endnu vanskeligere ved at forstå og fatte. Blomsterdrab og lemlæstelser bliver da også udført ved næsten enhver tænkelig given lejlighed i den jordmenneskelige tilværelse, ved enhver hyldest, ved enhver gunstbevisning. Og jo mere berømt eller socialt højt på strå en person er, en desto større mordglorie i form af afskårne blomster, amputerede plantelemmer vil hans fødselsdage, jubilæumsdage, hans begravelsesceremoni, hans ligkiste være indhyllet i, ja, helt ned i selve graven fyldes undertiden en hob af disse afrevne plantelemmer, – organiske legemsdele af levende væsener. Suggestionens mørke er komplet. Mordglorien skjules i ceremoniudløsningsøjeblikket af blomsternes endnu skønne duft- og farvesmil. Thi det har planterne tilfælles med alle andre levende væsener, der står i meget nær tilknytning til de højeste verdener, (planten har sin dagsbevidsthed i "salighedsriget", se Livets Bog, stk. 183), at de endog i dødskampen stadig udløser deres guddommelige smil og varmer deres bødler eller mordere med denne deres altomfattende strålende velsignelse.