I denne menneskehedens førelse fra uvidenhed til viden har vi her passeret spørgsmålet "ligbrænding" og befinder os altså ved et sted, hvor spørgsmålet om – afskårne blomster – er blevet aktuelt.
      Men da dette at afskære eller plukke blomster lige så vel som troen på, at planten er uberørt af denne lemlæstelse, er en mangetusindårig tradition, er der selvfølgelig mange mennesker, der slet ikke kan følge med i nærværende analyser, men kun kan betragte disse som fantastiske, som overdrivelse, som naivitet og overlegent vil trække spottende på smilebåndet. Men aldrig har vel et spottesmil været mere direkte rettet mod sit eget ophav, været mere ugunstigt blottende af samme ophav overfor det virkeligt vidende væsen end netop i nærværende tilfælde.
      Er ikke dette smil, er ikke enhver laden hånt om antiblomsterplukningen, et suggereret væsens søvngængeragtige slag ud i den tomme luft efter en eller anden foregøglet realitet, som savner fuldstændig intellektuel begrundelse? – Er ikke uvilje, hån og modstand mod antiblomsterplukningen udelukkende baseret på den omstændighed, at dette at plukke blomster er en mangetusindårig tradition, i hvilken de allerfleste af jordens mennesker tager del? – Men at påstå eller mene, at en handling er rigtig, fordi den er tradition, er blevet skik og brug, er blevet mode, at erklære den for absolut fuldkommen eller ufejlbarlig blot af den grund, at den udøves af mange mennesker, har absolut intet med intellekt eller videnskab at gøre. Tværtimod, de nævnte realiteter er netop de udløsende momenter for suggestion, for næringen af "floktendensen", og gør derfor individet åndeligt sovende.