Men efterhånden som udviklingen skrider frem, vokser individerne ud af nævnte suggestion, får deres logiske sans eller tænkeevne mere og mere frigjort af flokkens eller flertallets mening, begynder at klamre sig mere til virkeligheden end til flokken. Dette bevirker naturligvis ofte, at sådanne afvigende individer bliver "uglesete" og forfulgt af flokken. Og denne gene får naturligvis mange til at tøve med officielt at vedkende sig deres faktiske mentale indstilling.
      Men derimod er der heldigvis andre væsener, der er længere fremskredne, og som derfor ikke er bange for flokkens skærsild. For dem er sandhedens afsløring og praktisering det absolut eneste mentalt bestemmende i deres fremtræden, ganske uafhængigt af hvilken lidelse, hån, spot og bagtalelse fra den uvidende hob de så end måtte være genstand for.
      Og denne standhaftighed gør dem ganske vist til enere i en ny flok, men i denne flok er det ikke flertallet eller mængden, der er bestemmende, men derimod udelukkende enhver eners ny erobring af den absolutte sandhed, der er den eneste herskende manifestationskraft.
      Og i dette kendsgerningernes solklare dagslys bliver eneren eller mindretallet til "den lille tue, der vælter det store læs", til det lille moment, der befordrer verdensgenløsningen for det store flertal, udfrier hoben fra uvidenhedens og suggestionens favntag og er således det lille retmæssige "sennepskorn", af hvilket "himmeriges rige" vokser frem på jorden.