I dyreriget, hvor livet er en kamp for tilværelsen, har dette floksystem naturligvis ikke alene sin berettigelse, men er også en stor naturnødvendighed for arternes beståen. Overfor fælles fysiske vanskeligheder, fælles fysisk modstand, fælles fysiske "fjender", står flokken jo bedre end eneren. Floksystemet er da også blevet en tradition og basis, der følger dyret gennem udviklingen helt op i dets fremtræden som "jordisk menneske". Hvad er nationerne, religionerne, sekterne, foreningerne andet end hver for sig "flokke" om en fælles basis, om et fælles mål? – Og hvorledes skulle disse realiteter være blevet til, have fået indpas i jordzonen og fremdeles have hævdet sig uden de enkelte eneres "floktendens" eller instinktive lyst til at gå i følge? –
      Denne floktendens er en naturlov i udviklingsspiralens første tilværelsesplaner, hvor individet endnu er i "fostertilstand", hvilket vil sige, endnu ikke har oplevet "den store fødsel" (se Livets Bog stk. 20). Men den kan endogså spores helt ned i selve den fysiske materie og fremtræder da som en lov, der bevirker, at det større altid tiltrækker det mindre. Og det er i kraft af samme princip, at vi netop holdes bundne til jorden, at vore fysiske legemer ikke svæver ud i verdensrummet, ligesom det bestemmer vor gang og hele vor øvrige bevægelses natur. Hele den fysiske tilværelse er en jongleren med dette princip. Og i form af floktendensen spiller det samme princip også en udstrakt rolle ved den guddommelige suggestion.