Den fremskredne åndsforsker, der gennem sin udviklede kærlighed forlængst har fået lov til at "se Gud" og oplevet verdensplanens matematiske ligevægtspunkt, gennemskuer med lethed den uvidenhed, der befordrer nævnte postulat. For ham er Guds veje ikke uransagelige, tværtimod. Han har forlængst opdaget, at absolut intet liv kan befordres i tilværelsen uden på basis af erfaringsoplevelse. Men da denne igen ikke kan eksistere uden at omskabe uvidenhed til viden, kan intet individ eksistere uden at befinde sig midt i denne omskabelse. Men da samme omskabelse er identisk med "Guds veje", bliver en hvilken som helst erfaringsoplevelse således uomstødeligt identisk med en "ransagelse af Guds veje". Ethvert levende væsen befinder sig altså midt i denne "ransagelse", der oven i købet er dets livsbetingelse. Postulatet, "Guds veje er uransagelige", kunne her ikke stå for verdenslogikken. Det måtte smelte for matematikken som isen for varmen. Og således vil det gå med alle postulater, moralbegreber og dogmer, der ikke udtrykker den virkelige sandhed. Kun den virkelige sandhed kan ikke opløses, smeltes eller forgå. Den går strålende og urørlig gennem logikkens eller matematikkens brændpunkt.