Hvorledes kan man da i et givet tilfælde kontrollere, om det er en sandhed eller vildfarelse, man har for sig? – Og her må svaret naturligvis, som overalt i mine beretninger om livet, blive, at den absolutte sandhed eller virkelighed manifesterer sig gennem en hundrede procents logik, hvilket igen er det samme som en hundrede procents hensigts- eller planmæssighed i nyttefrembringende udløsning, og at en hvilken som helst oplysning om et problem uden denne logiks tilstedeværelse er ganske blottet for sin tilknytning til det matematiske ligevægtspunkt i den guddommelige verdensplan, hvilket igen er det samme, som at den er uden nogen som helst matematisk bevislighed.
      Dette forstås måske bedre, når man erfarer, at verdensaltet er en matematisk enhed. Alle eksisterende detaljer i tilværelsen har rod i denne enhed, er med til at få samme til at gå op i et særligt hovedfacit, der alene kun kan udtrykkes med ordene "alt er såre godt". Dette er den samlede verdenslogiks generalfacit og bliver derved det altbeherskende ligevægtspunkt, med hvilket en hvilken som helst realitet i sin dybeste analyse samstemmer. Enhver analyse af et problem, der ikke går op i dette facit, udtrykker derfor ikke problemets sande samhørighed med verdensplanen og er således som analyse betragtet ganske uden tilknytning til den samlede verdenshensigt eller logik. Men en analyse, der er uden tilknytning til nævnte hensigt eller logik, kan tilsidst kun vise sig at være meningsløs. Men en meningsløs analyse er ikke en analyse. Den er et falsum.
      Et sådant falsum eller en fremsat oplysning uden matematisk bevisførelse kan ikke være identisk med en hundrede procents virkelighedserkendelse, idet den manglende bevisførelse nødvendigvis må betinge uklare felter i oplysningen og derved i samme grad gøre denne til "mystik". Mystik er igen det samme som oplysninger, hvis kærlighedsopfyldende, planmæssige tilknytning til det samlede verdensalts generalfacit ganske mangler eller er ukendt.