Plantevæsenet tilhører altså et plan, hvor man endnu kun kan frembringe – levende kunstværker. Blomsterne er af kød og blod. Mennesket derimod er nået længere ned i materien. Udenfor sit organiske legeme kan det skabe i uorganisk materie. Disse frembringelser er uden følelse og kommer derved til på en vis måde at repræsentere "død materie". Disse menneskelige frembringelser vil således i denne forbindelse være at betragte som – døde kunstværker. Dog frembringer menneskene ligesom planterne automatisk levende kunstværker. Ligesom plantevæsenet kan have smukke blade og blomster, således kan et menneske også have smukke øjne, hænder og fødder, kønt hår o.l. Disse realiteter svarer i princip til plantevæsenets frembringelser, dets blade og blomster. Hvis man nu tænker sig, at der fandtes nogle, menneskene overlegne, væsener, der nærede den samme interesse og sympati for disse smukke øjne, hænder osv., som menneskene nærer for planternes smukke legemsdele, men derimod ikke kendte mere til menneskets sjæleliv og følelse, end menneskene kender til planternes, da ville disse væsener i deres egoisme og uvidenhed rive nævnte øjne ud af hovedet, skalpere håret fra issen og brække lemmerne fra kroppen af menneskene for at tilegne sig disse amputerede legemsdele. Og vi har da nøjagtig i princip her et billede af den kendsgerning, som menneskenes forhold til plantevæsenerne repræsenterer.
      At menneskene netop ikke er offer for et sådant princip, skyldes kun den omstændighed, at man på de for mennesket overliggende trin forlængst er kommet bort fra det dræbende princips udløsning og i besiddelse af høj visdom og humanitet kun kan tjene de underliggende væsener i harmoni med de højeste kærlighedslove.