Men hvad gør menneskene til gengæld overfor dette ocean af kærtegn? – Er de onde, er de hensynsløse, er de utaknemlige mod planterne? –
      Vi må herpå til menneskenes ros svare, at bevidst er der næppe noget normalt menneske, der kan nænne at gøre en plante fortræd, og at der i selve naturen næppe findes noget, der har så stor en plads i de menneskelige hjerter som netop blomsterne. Er det ikke vanskeligt, uden for storbyernes stenørkener og pladsmangel, at tænke sig et privathjem, det være sig slot eller hytte, villa eller bungalow, uden spor af have, planter eller blomster? – Hvad med de senere års store blomsterforretninger, de store drivhuse og omfattende planteskoler? – Taler de ikke deres eget sprog om planters og blomsters uundværlighed i den menneskelige tilværelse? –
      Jo! Menneskene har stor kærlighed til blomsterne. Men denne er endnu på et vist felt ganske primitiv og uden kultur. På basis af uvidenhed og blind iver bliver den ofte så hårdhændet, at den bliver til drab og lemlæstelse for planten. Afstanden mellem plantens bevidsthedsform og det almene jordiske menneskes er for stor. Og det sidstnævnte væsen bliver ofte i forhold til planten, åndeligt set, næsten at ligne ved en elefant, der vil kærtegne en flue og derved kommer til at knuse denne. Dette gør sig navnligt gældende i sådanne tilfælde, hvor menneskene netop i deres beundring for plantens skønhed betjener sig af denne til udsmykning af en eller anden genstand, det være sig festsal eller ligkiste. Her kulminerer plantebeundringen i en udløsning af en ligefrem slagtning, henrettelse eller lemlæstelse.