Foruden det her gennem ligbrændingen analyserede massemyrderi af mikroindividerne er det almengældende, at der forekommer en endnu ret udstrakt drabs- eller lemlæstelsesproces af levende væsener af en hel anden art ved det jordiske menneskes jordefærd. Disse levende væsener har en fremtræden i tilværelsen så skøn og ren, har endnu så meget af "salighedsrigets" eller det åndelige plans atmosfære over sig, hvorfra de er kommet, og hvor deres dagsbevidsthed endnu har hjemme, at de ikke alene kaster glans over deres egen fysiske fremtræden, men er også efterhånden blevet uundværlige i alt, hvad der skal smykkes, overalt, hvor der skal være fest, overalt, hvor der skal være glæde. Deres navne er blevet poesiens udtryksmidler for al forherligelse, de er jordiske symboler på uskyldighed, ophøjethed og renhed.
      Intet under, at man hurtigt fandt ud af at benytte disse former for liv til kroning af den fysiske tilværelses skønneste drømme såvel som til tilsløringen af dens tungeste sorger. De lyser op foran den unge brud foran alteret, såvel som de dækker over gravens tunge alvor. Deres duft breder sig fra festsalens strålende toiletter* til sygesengen i hospitalets fjerneste enecelle. De er barnets hyldest til moderen. De er ynglingens kærtegn til sin unge elskede. De er mandens erkendtlighed for trofast kammeratskab og årelangt samarbejde. De er de sidste lysende momenter ved oldingens dødsseng. De vidner om et overjordisk rige, hvorfra han kom, og hvortil han går.
      Denne verden af levende væsener, hvis atmosfære således kaster glans over den fysiske tilværelse, er "planteriget". Og det er i form af "blomster", at dette riges mægtige glans kulminerer og baner sig vej til hjerterne, tør de frosne sind op, og med sin farvestrålende sommerkåbe søger at lægge et mildnende skær over al jordisk ufuldkommenhed.
 
____________
* Tidligere kunne betegnelsen "toiletter" også betyde klæder til fint brug, især damekjoler og -dragter.