Hvis vi ikke tilegner os kendskabet til disse vore små medvæsener i den del af Guds altomfattende rige, som udgøres af vor egen organisme, og derfor ikke opfylder de for dem gældende livsbetingelser, vil det være ligegyldigt, hvilket af de førnævnte smukke prædikater vi så end måtte sidde inde med. Vi vil nemlig før eller senere komme til at opdage, at vi ikke er raske, at vi har den eller den organiske lidelse, sygdom eller svækkelse, idet disse lidelser udelukkende kun er identiske med virkningerne af forsyndelser mod mikroverdenen, mod mikroindividerne i vort eget legeme. Og det er således i kraft heraf, at vi i stor udstrækning bliver vidne til, at de såkaldte "hellige", "frelste", "troende" og "salige" ligeså godt er besværede med sygdomme og lidelser som de såkaldte "ugudelige", "vantroende" og "onde". Dette vil altså med andre ord sige, at ingen er virkelig gudfrygtig, virkelig frelst, virkelig troende eller virkelig salig, sålænge han endnu er uvidende, "vantroende" eller ufuldkommen i den del af de "mange boliger i Faderens hus", der i form af hans egen organisme udgør et hjem for mikroindividerne.
      Det er således blevet synligt for os, at den retmæssige overholdelse af det store kærlighedsbud og det deraf følgende bevidste, virkeligt realistiske møde med Gud, oplevelsen af det højeste klarsyn, den fuldkomne lykke, umuligt kan opleves uden gennem skabelsen af den fuldkomne harmoni i samarbejde mellem makrokosmos og mikrokosmos, mellem individets egen tilværelse og mikroindividernes tilværelse i dets egen organisme.