Gennem nærværende bog er vi nu ført så langt frem i analyserne, at vi har fået et lille indblik i det store og mægtige sammenspil, der forekommer mellem makroindividerne og mikroindividerne. Nævnte analyser vil, hvis vi har været tilstrækkeligt opmærksomme, have vist os dette sammenspils store rolle i vor egen skæbnedannelse. De vil have klarlagt for os, at mikroverdenen er det store fundament, på hvilket al vor fremtræden er baseret, og at det således ikke er nogen særlig omfattende opfyldelse af det store kærlighedsbud kun at elske sådanne medvæsener, som hører til det for vor fysiske oplevelsesevne synlige område, såsom andre mennesker, dyr og planter, men at man for at blive fuldkommen, for at være i kontakt med livet, også må føre mikroindividerne ind under begrebet vor "næste", som vi skal "elske som os selv". Ved kun at elske de væsener, vi kalder "mennesker", "dyr" og "planter", kan man ganske vist opnå en tilsyneladende position i andre menneskers øjne, man kan blive anset for at være "hellig", "gudfrygtig", "retskaffen", "frelst" spatieret. Men hvad betyder alle disse smukke prædikater, når man intet særligt begreb har om den af levende væsener umådeligt befolkede verden, som er betroet os i form af vor egen organisme, den verden, igennem hvilken det virkeligt bliver en kendsgerning, at vi fremtræder i "Guds billede efter hans lignelse" som en art gud i et univers? –