Bisættelse
100. KAPITEL
Makrovæsenets og mikrovæsenets skæbnesamhørighed
Men når menneskene ikke kan tænke rigtigt og ikke har lært, hvilket ansvar de pådrager sig ved forkert tænkning, må de jo lære dette. Og de jordiske mennesker befinder sig derfor også som "mikrovæsener" i et univers eller en organisme, indenfor hvilken der forekommer megen disharmoni, katastrofer, lemlæstelse og lidelse. Men var det ikke også det, vi blev vidne til inde i de menneskelige organismer? –
      Den store "organisme", i hvilken menneskene befinder sig som "mikrovæsener", er således i sin natur af samme kvalitet som det jordiske menneskes. Dette vil altså igen sige, at det jeg, der har jordkloden til organisme, heller ikke tænker rigtigt. Dette væsens tankeenergi eller livskraft, der er identisk med vore "naturkræfter", er således heller ikke fuldkommen. Der opstår naturkatastrofer, oversvømmelser, vulkanske udbrud, jordskælv, cykloner, dødbringende kulde og varme, altså en besværliggørelse af livsbetingelserne for dets "mikroindivider", hvortil menneskene hører.
      Men hvorledes skulle disse mennesker kunne gøre krav på eller få nogen betingelse for at komme til at være "mikrober" i en anden organisme, hvilket altså vil sige: være beboere af en anden klode eller verden, hvor alt var strålende fuldkommenhed og harmoni, hvor naturkræfterne umuligt kunne udløse sig i katastrofer for noget levende væsen, sålænge de selv blindt ved deres egen fejlagtige tankeenergi udløser en tilsvarende katastrofal eller dødbringende "naturkraft" for mikroberne i deres egen organisme? – Umuligt! – Sådanne mennesker ville på en sådan verden eller i en sådan "organisme" fremkalde disharmoni, være altfor primitive mikroindivider. Så viselige er tilværelsens guddommelige love, der befordrer skæbnens veje, indrettet, at ethvert levende væsen netop kommer til at befinde sig som mikroindivid i den del af et makroindivids organisme, der netop repræsenterer den udviklingsstandard, den kvalitet i overholdelsen af det store kærlighedsbud, den disharmoni eller harmoni, som det nævnte mikroindivid selv repræsenterer. Det samme mikroindivid får således gennem sin ydre verden et samlet billede af sin egen indre verden. Det høster gennem den første det, det sår gennem den sidste. Og den evige analyse: "Hvad et menneske sår, skal det høste", bliver blandt andet også her til kendsgerning for den udviklede forsker.