Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse
Symbol nr. 23
296. Her har vi symbolet over princippet for overvindelsen af fjendskabet, krigen, det dyriske princip. Det kan kun overvindes ved logisk tænkning, der er videnskab, som altid vil vise, at det er tåbeligt at hævne sig og at modtage fjendskab med fjendskab.
      Denne videnskab kan jo først blive rigtig aktuel, når væsenet tilsvarende er blevet så humant udviklet, at det ikke kan nænne at gøre det. Det er det, vi ser på symbolet. Den orange bue skal symbolisere en dræbende bølge, en hadbølge, der går fra et væsen til et andet. De to hænder skal symbolisere, at de bliver enige om at lade fjendskabet ophøre. Det ene væsen kan ikke nænne at gøre det mere, det kan tilgive, og det forstår det andet væsen, og så er fjendskabet ophørt. Ved denne handling udsender dette væsen en ny kærlighedsbølge, en sympatibølge, der kommer det til gode senere. På denne måde får det sine kommende liv renset ud for det dræbende princip, der er symboliseret ved den orange farve. Det dræbende princip bliver renset ud af bevidstheden, således at dets liv bliver renere og renere, for til sidst at være helt rent. Vi ser, at i nogle af skæbnebølgerne er farverne blandede, den orange farve står for de mørke karmabølger. Den gule farve står for det humane, for humane oplevelser, lykke og glæde. Den gule farve ude til højre symboliserer liv, hvor der kun er lykke og glæde, og sådanne liv kommer virkelig til menneskeheden. Det kommer, og når det bliver til en vane, vil mennesket altid være garderet imod fjendskab.
      Fjendskab kan ikke bide på dette væsen. Det får aldrig onde tanker, og efterhånden har det ikke mere noget dyrisk i sig. Det er helt borte, og så er det beskyttet. Det kan heller ikke komme ud for disse karmabølger (orange farve), og så opstår der denne anden bølgelængde (gul farve), hvor der slet ikke mere er dyriske tendenser i bevidstheden. Den er fuldstændig analog med universets grundtone, som er den fuldkomne skabelse, som netop er en manifestation af den fuldkomne tænkemåde. Når væsenets tænkemåde og handlemåde er ligesådan, lige så logisk, jamen så er det jo, at det går i forbindelse og kommer i kontakt med universets grundtone, der er kærlighed. Det giver indslag i bevidstheden, og der opstår den organiske proces, som jeg kalder den store fødsel.
      Ved den store fødsel vil mennesket opleve en bevidsthedstilværelse uden for den vante daglige fysiske tilværelse. Det bliver bevidst i livet helt udenom, i alle de psykiske verdener, i Guddommen, i sin egen udødelighed, i den del der er uden for tid og rum. Alt det strømmer til væsenet, og det kan blive ved med at strømme til. Det har altså fuldstændig adgang til universets visdom, som eksisterer i et særligt lag. Det skal jeg komme ind på senere, men her vil jeg bare lige i forbifarten vise, hvordan virkningerne bliver.
      Det, man opnår, er ikke sådan helt uden nytte, for det er ikke blot det, at man i øjeblikket skaber glæde ved, at man kan fjerne fjendskab med venskab, men det skaber jo også en om. Man vokser og vokser, og til sidst bliver man ét med Gud, ét med universet, ét med det hele, og så ser man alting fra det samme syn som Gud: "Alt er såre godt". (Se stk. 72, 238, 545, 549)