Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er med en besynderlig Følelse af Lettelse, at jeg idag ser tilbage over den nu svundne Vinter. Vanskelighederne ved dens Begyndelse var mangeartede og Spekulationerne over, hvordan den vilde forløbe, kunde nok give Anledning til Uro. Men som det oftest gaar her i Livet, viste det sig hurtigt, at man ikke skal tage Forskud paa Bekymringerne. Trods Mørkelægning og øvrige Hindringer overskred Tilgangen til Studiekresarbejdet hurtigt forrige Aars Deltagelse, og nu, da er endt, er det med en Følelse af dyb Glæde, at jeg kan sige, at det var en dejlig Vinter! De enkelte Hold er nu helt stabiliserede og Arbejdet gaar paa hvert af dem sin støtte Gang. De to ældste Hold naaede at blive færdige med Gennemgangen af Livets Bog II, og de to "yngre" Hold er nu saa trænede, at de til næste Vinter kan paabegynde det egentlige Studium af Martinus Analyser.

Vinterens største Glæde har vistnok været den meget høje Mødeprocent. Selv paa Aftener, hvor Sneen har ligget højt og Kulden har bidt igennem baade Frakke og, hvad man ellers har haft til at lune sig med, har jeg haft den store Inspiration det er, at se det store Flertal trodse alle Vanskeligheder og indfinde sig til Undervisningen. Jeg er klar over, hvilket Offer hver enkelt her har bragt, og jeg bringer hver eneste Deltager min kærlige Tak herfor!

Vi har haft mange Gæster i den svundne Vinter. Aften efter Aften har nye Ansigter lyst mig venligt i Møde. Megen Ungdom flokkes om dette Arbejde, og af Samtaler jeg har haft med disse nye Deltagere, har jeg set, hvorledes Martinus Analyser i sig ejer en vældig Evne til hurtigt at gribe og give Livet Indhold. Tiden i "Kvindelig Læseforening" og Borups Højskole var dejlig, men det er som om der er kommet en helt ny Tone ind i Arbejdet, siden vi har faaet vore egne Lokaler. Det mærkes særligt paa Aftenens Gæster. De føler sig hurtigt hjemme i den smukke Sal og tiltales stærkt af den smukke Stemning, der raader Deltagerne imellem. Personlig bliver jeg vist aldrig træt af at lytte til den muntre og tvangfri Passiaren mellem Rækkerne, som hver kendetegner de forskelliges Glæde ved Gensynet. Da jeg som ganske ung begyndte Studiekresarbejdet, var mit højeste Ønske det, at det mere end et Sted, hvor man drøftede svære, næsten utilgængelige Ting i dyb og højtidelig Alvor, vilde stræbe imod at lade dette Arbejde blive Rammen om et frit og kærligt menneskeligt Samvær, hvis hele Understrøm skulde være de Tanker og Idéer som Livets Bog udtrykker. Der er i Forvejen saa megen Kulde i Verden, at mere af det er overflødigt. Maaske beror det paa en medfødt humoristisk Sans, at al mental Stivhed ligger mit Sind saa fjernt. Det har altid staaet for mig saaledes, at et ganske almindeligt Menneske, med dets indrømmede Fortrin og Fejl, er langt mere værd end haandpolerede Tanker iklædt Smoking. Jeg har altid følt og føler stadigt lige levende, at den skønneste Livsform opstaar dèr, hvor Forstandens og Hjertets Dannelse finder hinanden i et harmonisk Samarbejde.

Naar jeg i dette Øjeblik lader Tankerne gaa tilbage over de mange svundne Aftener, synes jeg, at jeg har faaet mit Ønske opfyldt. Enhver, der har fulgt min Undervisning, ved, at jeg søger at lede den i en Form hvor Alvor og Smil faar hver sit. Livet i Formernes Verden bestaar af Illusioner. Lader man dem stivne og leve længere end Livet selv berettiger dem til, bliver de haarde og skarpe og sanses som Tilværelsens Tyngde. Virkelig aandelig Undervisning maa derfor ikke størkne i en Form. Den maa være det Livets Vand, der stadigt rinder og paa hvis Overflade den guddommelige Humor lindrer i smaa diamantklare Lyn.

Vinterens store Overraskelse blev Skabelsen af den Afdeling Bladets Læsere kender under Navn af "Korrespondanceafdelingen". Idéen til den havde længe ulmet i mit Sind og slog ud i lys Lue, da Martinus begyndte at holde sine maanedlige Foredrag paa Holdene. Tanken om, at alle disse Foredrag skulde unddrages Venner i Provinsen var mig uudholdelig, og jeg begyndte i Stilhed Forberedelserne til i Brevform at kunne glæde gode Venner med de nu kendte Referater. Hvor beskedent det hele var tænkt, vil man forstaa, naar jeg nu her afslører, at jeg havde regnet med ca. fyrretyve Deltagere, – saa vilde jeg selv være tilfreds. Afdelingen tæller nu flere hundrede Deltagere og fortsætter, paa manges Opfordring, Aaret rundt. Ogsaa paa dette Omraade føler jeg Trang til at udtrykke min Taknemmelighed overfor Deltagerne i dette specielle Arbejde. Jeg tror, det vil glæde adskillige at høre, at Afdelingens Sukces har bevirket, at vi allerede nu forbereder Udgivelsen af de samme Breve paa flere Sprog, et Forarbejde, hvis Virkninger efter denne frygtelige Krig, kan faa uanede Konsekvenser.

Men foruden det egentlige Studiekresarbejde vokser der, i Tilknytning til Bureauet, et andet Skolearbejde frem. Jeg tænker her paa den oprettede Esperantoafdeling, som ledes af Fru Thora Hammarlund. Ogsaa den er i stadig Vækst og bereder sine Deltagere stor Glæde. Det vil sikkert interessere "Kosmos" Læsere at høre, at Thora Hammarlund i al Stilhed arbejder paa at oversætte "Livets Bog" til Esperanto, et meget stort Arbejde, som udføres i direkte Samarbejde med Martinus og som i Fremtiden vil faa den allerstørste Betydning.

Og endelig har Frk. Inger Gaarde ogsaa faaet sin specielle Afdeling, idet hun, foruden sit Sekretærarbejde hos Martinus, har faaet overdraget Koloreringen af de meget smukke Fotokopier af Martinus Symboler. Disse Kopier, der udføres af en af Sagens trofaste Venner gennem snart mange Aar, Hr. Fotograf Louis Hertz, Lyngby, er saa efterspurgte, at Inger Gaarde kun ved megen Flid kan efterkomme de talrige Bestillinger.

Med Hensyn til Studiearbejdet i Provinsen ved jeg, at det har været meget vanskeligt at gennemføre, men da dette Arbejde helt hviler paa Mogens Munchs Skuldre, kommer der sikkert en lille Artikkel om dets Forløb fra hans egen Haand. Kun tør jeg jo nok nævne, hvad han selv vanskeligt kan, at vi her paa Bureauet i Vinterens Løb har modtaget en Mængde Vidnesbyrd om den Glæde hans Arbejde rundt omkring har skabt, Vidnesbyrd, som det ikke alene er ham, men ogsaa os andre en stor Glæde at modtage.

Som Læseren vil forstaa, har det været en arbejdsrig Vinter, vi har gennemlevet. Men da dette Arbejde er hele vort Liv, haaber jeg ikke nogen vil finde det udfordrende eller pralende, naar jeg siger, at vi alle igennem det, har fundet den Lykke, vi hver for sig har begæret. En Vinter er svundet og har i Bevidstheden efterladt sig en dyb og inderlig Følelse af Taknemmelighed imod det Forsyn, der gav os Lov til at virke for den Sag, som mere end noget andet staar vort Hjerte nær. Selv er jeg ved Klint nu i fuld Gang med, sammen med Hr. og Fru Flygge Jørgensen at forberede den tilstundende Sommersæson. Alle Koloniens Huse er idag udlejet, og vi gaar saaledes en meget stor Sommer i Møde. Mange Vanskeligheder ligger paa Grund af Forholdene forude, men jeg fortrøster mig til, at paa samme Maade som Vinterens Problemer løste sig paa kærligste Vis, saaledes vil ogsaa Sommeren 1942 skænke enhver af vore Gæster en stille og fredfyldt Tid – fjernt fra alt det, som ellers tynger Sindet.