Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Herre, i ufuldkommen Venten, venter jeg stadig paa dig; min Færden er forvirret og mine Forberedelser tomme. Ørkesløse Timer sløver min Tanke, tomme Ord forvirrer mit Sind!

Herre, indholdsløs og stum sidder jeg i stadig Venten og bier paa dig.

Som en Flom af Støv og Snavs hvirvler mine Tanker omkring mig og skjuler dit Aasyn for mig".

"Herre," jeg raaber evindelig ud mod Verden: "Hvor er du?"

Og evindelig svarer du mig tilbage: "Jeg er .".

I den taagede Morgendæmring stirrer jeg ud mod Verden, – men jeg kan intet se uden mig selv; thi jeg rejser mig jo ikke og søger i Taagen.

I dyb Enfoldighed folder jeg mine Hænder og anraaber dig inderligt af Hjertet, – ja, selv mine Øjne har lukket sig for at holde mine ensomme Taarer tilbage. Urokkelig sidder jeg og kalder dig, ubevægelig og lille er min Krop, medens mine Tanker til dig vokser sig store og straalende. – – –

Aah, Herre! Jeg vidste, du vilde svare mig.

Se, Taagen tætner sig, blander sig med mine Taarer og falder som store, klare Draaber til Jorden. Selv Himmelen græder med mig!

Saa slap og stille jeg sidder og stirrer mod Horisonten, medens Freden langsomt breder sig i mit Hjerte.

I Nattens Dunkelhed anraabte jeg dig, mens indholdsløse Tanker fyldte mit Sind, – og Herre, som jeg var – var ogsaa du min Barmhjertighed! Dit Mørke skjulte mig, var endnu tættere end mit, for at ingen skulde møde mig saadan.

I den spæde Dagnings graa Enfoldighed græd jeg af Ensomhed, – og Herre, du var som jeg. Dit Aasyn var dækket af Taage og Taarer, – du var om mig overalt i min Ensomhed, for at vise mig, at jeg aldrig var en Ensom.

Nu vejres Taagen langsomt bort – – – en straalende, glitrende Flimren af Lys viser sig paa Horisontens østlige Himmel, – langsomt breder Lyset sig, og stille lister Dæmringens kolde, graa Taage bort, som vidste den, hvor ussel og trist den var. Kun dens Taarer bliver tilbage i Morgenrødens Skønhed og blinker i Græsset for min Fod. – – Taagens stumme Bøn om Tilgivelse for sin Usselhed......

Pludselig stiger en vidunderlig ren og klar Fløjtetone op fra en lille Fugls Bryst mod Himlens dybe Blaa, – uendelig er Tonen i Skønhed! Langt borte svarer en anden Fugl og endnu een og stadig flere.

Græshopperne gnækker ogsaa nu deres Morgenhilsen ud mod Dagningens rødmende Glæde!

Fra Skovens dunkle Skygger løber Hjorten let henover den aabne Slettes lave Græs ned mod Floden. Den standser – staar afventende og lyttende, skuende henover den vaagnende Moder-Jord inden den bøjer sin slanke Hals for at drikke af Flodens friske, rindende Vand.

Men som Tanken flyder Floden evigt videre, hviskende og syngende sin Længsel efter sin Elskede: Havet!

Lyset strømmer i varme, gyldne Straaler fra Himmel til Jord blidt vækkende alt slumrende med gode, varme Kys og Kærtegn til en ny Dag.

Herre, min Gud! Jeg føler din Hjertevarme og uendelige Kærlighed gennem Solens gyldne Straaler, – jeg hører din Musik i Havets tunge Sukken og Kildens rislende Pludren, – jeg føler din Aande gennem Vindens blide Luftning, og jeg hører dine Fodtrin over Blades legende Lethed, – Herre, jeg ser din Skønhed flamme i Blomsternes spraglede Kroner, og jeg møder dig i din Uendelighed ved Dag og Nat i Himmelens evige Hvælvning. Jeg ser dig i Barnets uskyldige Smil, – og jeg berører dig ved min Elskedes Læber!

Herre, i evig Uendelighed og i mine Tankers tusinde Traade lyser og glimter du i almægtig Kærlighed.

Een enkelt Gang saa jeg det Under, der sker hver eneste Døgn; – en ny Dag gaar mig imøde – – – Du gaar mig imøde!

Hvor kunde jeg spørge atter og atter: "Hvor er du?" Du, som ser paa mig, er om mig og i mig til Evighed, – "Herre, min Gud".