Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I "Livets Bog", 1. Del, Stk. 180, skriver Martinus – under sin Gennemgang af Udviklingen fra Dyr til Menneske – følgende om Videnskaben:

"Da Videnskaben udgør den første begyndende Viden om Verdensaltet og Tilværelsen, bliver den saaledes den kosmiske eller aandelige Verdens Periferi. Den er den gryende kosmiske Bevidsthed. Den er den friske Søluft i Nærheden af Havet. Den moderne Videnskab vil altsaa i Virkeligheden være et uomstødeligt Bevis for Jordmenneskets Aandeliggørelse".

Og senere i samme Stykke:

"Men da Videnskaben jo endnu kun er "Duften fra Havet" og ikke det virkelige "Hav", hvilket altsaa vil sige, at den ikke er i Renkultur, men er iblandet og bundet af altfor store Mængder Tyngdeenergi og dog kan udgøre en saadan Lyskilde for Verden, hvor meget maa den saa ikke komme til at betyde, naar den bliver i Renkultur, hvilket igen vil sige, naar den naar frem til at være Udtryk for Tilværelsens allerhøjeste Grundenergi, det altgennemtrængende Lys: Intuitionen. Man maa nemlig forstaa, at Videnskabens nuværende Form kun repræsenterer et midlertidigt Stadium i vor Udvikling, som vil komme til at give Plads for et endnu fuldkomnere Stadium".

Naar jeg her trækker dette Stykke frem, skyldes det, at saa mange Mennesker, i hvis Bevidsthed de aandelige Interesser er ved at bryde igennem, let faar det Syn paa Videnskaben og dens Repræsentanter, at det er det rene "Materialisme"; et Udtryk, der i saadanne Menneskers Mund stærkt nærmer sig Kategorien "Skældsord", omend maaske nok i noget kultiveret Tilstand!

Naturligvis er et saadan Synspunkt kun et Mellemstadium hos de paagældende Mennesker, men det er desværre temmelig almindeligt, og for at dele Sol og Vind saa nogenlunde lige, synes jeg, man bør erindre, at Videnskabens Repræsentanter lige fra den første Stenaldermand, der lokkede Gnisten ud af Stenen, og frem til vore Dages Atomfysiker, Tiderne igennem har gjort det uvurderlige Arbejde at organisere Hvermands Erfaringer saaledes, at nye Perspektiver aabnede sig for det bestandigt søgende Jordmenneske. At mange saa maaske kun har været Videnskabsmænd af Navn, – nuvel, hvor mange har ikke været Kejsere, Konger, Læger, Præster osv. kun af Navn, uden at sidde inde med de Kvalifikationer, som Titlen kræver. Det er ikke paa Undtagelserne, ikke paa "de braadne Kar", man skal bedømme en Kategori af Mennesker, thi saalænge Mennesket lever i en Overgangszone, maa man være forberedt paa indenfor denne Gruppe at kunne blive stillet overfor Repræsentanter fra begge Ender af Skalaen; men man maa forstaa, at det altid maa blive indenfor den virkelige Elite, at man møder Udslaget af, hvad den paagældende Gruppe evner at bringe Menneskene!

Og selv om man bliver Vidne til, for nu at vende tilbage til Videnskabsmændene, at endogsaa denne "Elite" paa et vist Tidspunkt synes at udgøres af "Materialister", forstaaet paa den Maade, at de i deres Bestræbelser paa at forklare de Fænomener, de i deres Forskning stødte paa, udelukkende søgte Aarsagerne indenfor "Materien" – indenfor Stoffets Verden – og søgte at reducere alt til Reaktioner mellem fysiske Stoffer, saa maa man derfor ikke falde til Ro i den Opfattelse, at saaledes vil Videnskabens Indstilling og dens Repræsentanters Opfattelse i al Evighed være.

Der er i alt Fald ikke nogen logisk Begrundelse bag et saadant Synspunkt, da Videnskabens fornemste Kendetegn netop har været en uophørlig Evolution, en ustandselig Vækst ud af gamle Synspunkter og ind i en nøgtern Afprøvning af nye, for igennem en stadig stigende Erkendelse at komme nærmere og nærmere til Sandheden.

Alligevel møder man som sagt ofte hos Mennesker med aandsvidenskabelig Indstilling – dog mest hos den Type, hvor det "videnskabelige" ikke spiller saa stor en Rolle – den Opfattelse, at Videnskaben er "helt galt paa den", og det vilde jeg gerne forsøge at kaste lidt Lys ind over, ved gennem Referat af forskellige Artikler fra Videnskabsmænd at vise, hvorledes den ærlige Forsker før eller siden maa naa frem til Sandheden, selvom han saa skal passere alle Fejltagelser først. Hvor det virkelig er Ønsket om Sandhedserkendelse, der er den drivende Faktor, og ikke blot Ønsket om personligt Ry, og de dermed følgende forbitrede Forsøg paa at dokumentere, at hans egne Teorier er de rigtige, og at alt andet er forkert, der vil Videnskabsmanden uundgaaelig til Slut naa frem til den allerhøjeste Erkendelse af Tilværelsens Mysterium. Naar man kan kassere en brugt Teori med Glæde over, at det nu er bevist, at den ikke duede, fordi man dermed føler sig et Skridt nærmere Sandheden, og ikke beklager, at en saa tilsyneladende skøn Tankebygning maa forlades til Fordel for noget endnu uvist, da har man noget af den virkelige Videnskabsmand i sig. (Alt for mange er tilbøjelige til at hygge sig i gammelkendte Teorier uden med nøgtern Kritik at undersøge, om det maaske er "kalkede Grave").

Og vender man sig saa mod Videnskaben for at faa noget at vide om den Verden, vi lever i i Dag, ja, saa vil man naturligvis kunne faa alle mulige Svar, og det vil i meget stor Grad afhænge af den spørgendes egen kritiske Sans, om han ud af alle disse af Detailforskning prægede Svar formaar at drage netop det, der er i Stand til at belyse det største af alle Spørgsmaal, – Meningen med Tilværelsen, Hensigten med Mennesket – hvad det hele egentlig er for noget mystisk noget. For det Menneske, der beskæftiger sig med Aandsvidenskab, ikke blot for Tidsfordriv, men udfra et dybtgaaende Ønske om at skabe Plan i sit eget Liv paa Basis af Kendskabet til en langt større Plan, maa det altid være en Kilde til Inspiration at møde de højeste Sandheder belyst fra saa mange Sider som muligt. Saa længe vi endnu har Jordmenneskebevidsthed, og følgelig ikke er bevidste i vor egen Udødelighed og evige Eksistens, men endnu overfor disse Problemer staar som en Forsker overfor et ikke klarlagt Felt, gælder det, at den Hypotese, der omfatter hele det mægtige Perspektiv ustandselig maa funderes og støttes overalt, hvor vi paa vor Vej møder Materiale, der egner sig til at drage Hypotesen indenfor det erkendtes Omraade. I dette store Arbejde har man ikke Lov til haanligt at rynke paa Næsen, fordi det maaske er "nogle haabløse Materialister", der fremdrager de Støtter, vore egne Hypoteser kan hvile paa, nej, her maa man indstille sig paa, at Sandheden gaar frem for alt! I Øjeblikket bliver der maaske nok set lige skævt fra begge Sider paa Modparten; Videnskabsmanden føler sig (og ikke helt uden Grund) mere saglig i sin Forskning end de forskellige Religioner og Sekter, som i indbyrdes Strid udfolder sig omkring ham, men mange af disse har det forud for ikke saa faa Videnskabsmænd, at de, maaske nok ofte paa en lidt barnlig-naiv Maade, erkender en højere og ikke-fysisk Aarsag, som Videnskabsmanden først igennem Tusindvis af Eksperimenter skal tvinge sig selv til at erkende. Blandt de aandeligt indstillede møder man ofte Mennesker, der maaske ikke har den skarpe Hjerne, der kræves for at kunne dissekere et Problem intelligensmæssigt, men som til Gengæld har det store Hjerte, som mangen en Intelligens-Type først erhverver sig gennem mange Inkarnationers Graad og Taarer. Igennem en upartisk Erkendelse af, at begge Typer er Redskaber i Forsynets Hænder, og at man lige saa vel kan lære af den ene som af den anden, faar man det mest fuldstændige Billede af det Problem, der til alle Tider har været det største, og i hvilket alle de andre gaar op.

Jeg vil i det efterfølgende gerne forsøge at vise, hvorledes Videnskaben gennem sin Forskning mere og mere nærmer sig de Zoner, der hidtil kun er blevet betraadt af Filosofferne og de store Vise, for hvem de store Facitter aabenbaredes gennem Intuitionen, og som ikke behøvede at vandre Eksperimentets Vej for at dokumentere det, de i Forvejen vidste var rigtigt. Dette bør ikke foranledige Dem til at hovere over, at "Videnskaben nu endelig er ved at komme til Fornuft", men derimod til at erindre, at "den der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Stad", thi det er helt nye Baner indenfor videnskabelig Tænkning, der hermed betrædes, og det er som bekendt de første Skridt, der koster. Som sagt vil De stadig indenfor Videnskabsmændenes Rækker træffe den saakaldte "materialistiske" Type, der med Vold og Magt ønsker at reducere alt til Reaktioner mellem "døde Stoffer", men De vil ogsaa møde en stadig voksende Skare af Forskere, for hvem Erkendelsen af det aandelige som Aarsag til det fysiske mere og mere tager Form, og det er fra disse sidste, vi vil hente nogle Udtalelser.

Uden at lægge nogen Betydning i Rækkefølgen af de nedenfor omtalte Artikler og Bøger – den ene kommer saaledes ikke "før" end den anden – skal jeg til at begynde med gennemgaa en Artikel, hentet fra Gads Danske Magasin, 35. Aargang, November 1941.