Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og der, hvor deres uvidenskabelige Paastande ikke kan gøre Udslaget, rettes Kritikken i værste Tilfælde imod selve de nævnte Analysers Ophav. Bagtalelse eller alskens Uvederhæftigheder, der kan mistænkeliggøre dette, lanceres nu til højre og venstre for om muligt ad denne Vej at faa standset eller svækket dettes formentlige sorte Manifestationer. Ord som "Charlatan", "Svindler" eller "Bedrager" er det særlige Kasteskyts, hvormed man ynder at stene fremmede religiøse Bevægelsers Ophav og deres Medarbejdere. Da førstnævnte Væsener, som det ogsaa fremgaar af vor tidligere Beskrivelse, grundet paa deres store følelsesbetonede Tilstand, ogsaa er baade forfængelige og ærgerrige, vil Spørgsmaalet om Bevarelsen af deres egen Sekts fysiske Position og Anseelse ogsaa være en stor afgørende Faktor i deres Bedømmelse. Enhver anden Bevægelses Vinden Terræn i fysisk Position og Popularitet som en faretruende Medbejler til Publikums Gunst er ogsaa af en stærk fremtrædende mørk Indflydelse paa disse Væseners Holdning overfor en saadan voksende ny religiøs Indstilling.

Som vi her har set, er disse i altfor høj Grad følelsesbetonede Væsener saaledes ude af Stand til at give en saglig Bedømmelse af nævnte ny Indstilling. Deres eget Selv's rent personlige Velvære, Position og Anseelse er endnu i en altfor høj Grad knyttet til deres særlige religiøse Sekts Struktur og Position, saaledes at samme Velvære for dem synes at staa og falde med nævnte Sekts Væren og ikke Væren. Virkelig Højintellektualitet er endnu ikke nogen afgørende Faktor i disse Væseners Bedømmelsesevne. Enhver Form for Kritik fra saadanne Væsener vil derfor næsten altid afspejle sig som en ren Indignation imod Udviklingen af religiøse Institutioner og Bevægelser, der kan være en faretruende Krænkelse af deres egen personlige religiøse Position, ganske uafhængig af, hvor intellektuelt berettiget og underbygget de nævnte Institutioners og Bevægelsers mentale og fysiske Fundament saa end maatte være. Det er en saadan Kritik af mit Aandsarbejde, vi udtrykker som "D. Kritikken". Overalt, hvor et aandeligt Arbejde bliver kritiseret eller angrebet ved Hjælp af Indignation, Bagtalelse eller uintellektuelle, følelsesmæssige Begrundelser eller en ren og skær personlig Forfølgelse af anderledes tænkende Væsener, vil det altsaa være denne uintellektuelle Kritik, der gør sig gældende. Men naar Bagtalelsen ikke har nogen realistisk Begrundelse i Virkeligheden, og Kritikken af vor aandelige Indstilling kun er en uintellektuel, følelsesbetonet Udløsning af et Væsens Indignation, vil den være ganske uden Indflydelse overfor alt, hvad der virkelig er af Sandhed. At gengælde saadanne Væseners mentale Forfølgelse med en ny Indignation vil kun afsløre, at man selv er en udpræget "D. Kritiker". Thi enhver Form for Indignation er en følelsesbetonet Udløsning, der urokkelig afslører sit Ophav som uintellektuelt.

Foruden de fire Former for Kritik, vi her har beskrevet, eksisterer der endnu en Form for Kritik. Denne stammer fra "E. Kritikerne" eller Væsener, der alle uden Undtagelse er urokkelig trosbundne til religiøse Sekter. Da dette at være trosbundet er det samme som at være suggereret ind i en eller anden mental Tilstand, er saadanne Væsener endnu ikke at betragte som frie Væsener med Hensyn til de Tanker eller Opfattelser, der hører ind under den Side ved deres Mentalitet, der er underkastet Suggestionen. De kan derimod være udmærkede intelligensbetonede Forskere, ja, kan endog være Videnskabsmænd paa mentale Felter, der ligger udenfor den bundne Side ved deres Mentalitet. Da denne Suggestion binder alle de Tankecentre i samtlige Væsener, igennem hvilke de opfatter Religiøsitet, kan disse Væsener slet ikke tænke eller opfatte i nogen som helst anden religiøs Retning eller have nogen anden religiøs Forestilling end den, der kan rummes indenfor Suggestionens Spærregrænse. Det vil saaledes være ganske umuligt for disse Væsener at sætte deres Fornuft eller Intelligens i en harmonisk Forbindelse med den religiøse Indstilling, som Suggestionen tvinger dem til at have. En saadan Brug af Forstanden eller en saadan Forbindelse er for dem Helligbrøde, er Blasfemi, ja, er ligefrem syndig. Guddommen er for dem "uudforskelig", ligesom "hans Veje er uransagelige". Og de nævnte Væsener er fuldstændig tilfredse med denne Indstilling. De føler ikke paa nogen som helst Maade Savnet af virkelig logisk Begrundelse for deres Tro. De holdes urokkeligt i denne af det samme Urinstinkt som det, der fører Trækfuglene frem og tilbage over Land og Hav, eller faar den lille lige udrugede Kylling til med det samme at lede eller skrabe efter et Korn. Ligesom nævnte Urinstinkt kan lede Væsenet, saavel over Land som Hav, Tusinder af Mile, eller lede den lille Kylling til Kerner eller Korn, kan det ogsaa føre det levende Væsen frelst igennem den uintellektuelle Sfære eller Vinterzone i Spiralen.

I en Zone, hvor Intelligensen endnu ligger latent, vilde Væsenerne være saa temmelig uheldigt stillede, hvis ikke nævnte Suggestion som et Urinstinkt holdt dem urokkeligt bundne til den for dem engang foreskrevne Vej gennem det Mørke, der skiller Spiralernes intellektuelle Sfærer fra hinanden. I en saadan mental Mørkezone, hvor Væsenerne endnu ikke ad intellektuel Vej kan klare sin kosmiske Rejse, er det guddommeligt, at Forsynet gennem Suggestionen kan binde Væsenerne til solide Førere, der kan føre dem frelst gennem alle mentale Skær, indtil de ved egen Hjælp gennem Udviklingen kan tage deres egen Intellektualitet i Brug og dermed frigjort kan fortsætte Spiralrejsen ved egen fri Villieføring. Det er denne Flokbevidsthed, Instinkt- eller Trostilstand, vi kender fra "Livets Bog" som "Den guddommelige Suggestion".

Da alle "E. Kritikerne" er Væsener, der endnu er underkastet denne Suggestion, der netop viser sig som en umaadelig stærk Tro og en herpaa baseret ligesaa stærk Tilslutning til en eller anden religiøs Sekt eller Bevægelse, uden at denne Tro og Tilslutning er baseret paa noget højere intellektuelt Grundlag, men derimod mere paa Instinkt, vil disse Væsener saaledes være ganske uimodtagelige for intellektuel Bearbejdelse af denne deres Indstilling. Den kan ikke rokkes ved noget som helst udover de drastiske Lidelsesskæbner, der i særlig Grad er Primitivitetens eller de mentale Mørkezoners Kolorit. Disse bearbejder efterhaanden Følelsesevnen, der igen kaster Refleks tilbage paa Instinktevnen, hvorved Suggestionen rokkes i sin Grundvold, og Væsenets Tro begynder at opløses i en Række Tvivl. Og det var jo en mere eller mindre fremskreden Tilstand af denne Opvaagnen, der netop karakteriserede de andre Former af de her i nærværende Artikelserie omtalte Kritikere af "Livets Bog". Medens disse var mere eller mindre modtagelige for intellektuel Paavirkning, er "E. Kritikerne" derimod Væsener, der endnu ikke har naaet den virkelige Tvivlstilstand. De tror ganske uafhængig af nogen som helst intelligensmæssig Begrundelse. Om det, de tror paa, eller den religiøse Indstilling, de har, er logisk eller ulogisk er ganske uden Indflydelse paa deres Tro.

At disse Væsener ikke kan forstaa et Værk som "Livets Bog" med den overvældende religiøse Frihed og Uafhængighed af Tro, Dogmer, fortidige Profeter og hellige Bøger, som den repræsenterer, er naturligvis en Selvfølge. For saadanne Væsener vilde en Acception af samme Bog være det samme som et Spring ud i en bundløs mental Afgrund. De har jo ikke selve Intellektualitetens stærke Vinger til at bære sig eller holde sig oppe, saaledes som alle de Væsener har, til hvem nævnte Værk er skrevet. At tro, at man kan omvende disse Væsener til "Livets Bog", vil være en meget stor Misforstaaelse, ligesom et Forsøg herpaa vil være et Brud paa Kærlighedens Love og saaledes slet ikke være i Kontakt med selve "Livets Bog"s Forskrifter. De Intellektuelle maa dog være "ældre" i Udviklingen end de Uintellektuelle. Hvad er da i dette Tilfælde mere i Kontakt med Livets Kærlighedslove, end at de "Ældre" maa forstaa de "Yngre", de Intellektuelle maa forstaa de Uintellektuelle. Og med denne Forstaaelse indtræder jo en fuldkommen Tolerance.