Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1942/1 side 68
Dette Nummers Indhold af "Livets Bog".
735.  Hvorledes det ses, at Talentet ikke gaar under sammen med den fysiske Organisme. At Talenterne fremtræder som Udtryk for Trin gør dem identiske med Udtryk for en Erfaringsgrad, Individet undertiden udelukkende kun kan have tilegnet sig i tidligere Liv.
736.  Talenterne kan ikke være en Arv fra Forældrene, men er en Konsekvens fra Væsenets egen i tidligere Liv oplevede Erfaring og Øvelse.
737.  Talentets Udvikling i Form af "A. Viden", "B. Viden" og "C. Viden".
738.  Med Talentudviklingens Analyse bliver alle Organfunktioners fuldkomne Logik eller Planmæssighed saavel i Naturen som i vor egen Organisme afslørede som selvfølgelige og ligetil, ja, bliver en realistisk Dokumentation af, at vort Jeg har haft en uoverskuelig Tilværelse forud for dets nuværende, og uden hvilken denne sidste vilde være en Umulighed.
739.  Talentet er "C. Viden" overført af Jeg'et fra fortidige Liv til dets nuværende i Kraft af dets Skæbneelement og Talentkernefunktion.
740.  Hvis Genfødelsen ikke eksisterede, vilde Tilværelsen være Kulminationen af Uretfærdighed. Perversitet vilde være Naturens normale Funktion.
741.  Væsenernes Lidelsestilstand kan ikke retfærdiggøres ved at komme efterfølgende Væsener til Gode. Uden Genfødsel bliver ethvert Udviklingstrin ikke alene en total Overflødighed, men ogsaa en ligefrem Umulighed.
742.  Talentudviklingens Analyse nødvendig for at komme til den fuldkomne Afsløring af Sandheden. – Hvis Genfødelsen ikke eksisterede, og vi kun eksisterede i vort nuværende Liv, maatte vi frygte Guddommen mere end Djævelen. – Den logiske Konsekvens af Gudsbegrebet i den kristne Opfattelse lader det være uden Forbindelse med selve det virkelige Liv.
743.  De Forudsætninger, der bevirkede, at Kristendommen kunde blive en Livserkendelse, paa hvilken Humanitetens Kultur kunde begynde at naa frem i Dagens klare Lys.
744.  Hvorfor de autoriserede Hovedreligioner opløser sig i smaa intolerante Sekter eller Samfund, der mere eller mindre bekriger hverandre.
745.  Ved at benægte Reinkarnation eller Genfødsel vil de kirkelige Autoriteter være uden det logiske Mellemled, der forbinder de store religiøse Facitter med selve Virkeligheden eller gør dem til Kendsgerninger i Væsenernes eget praktiske Liv. – Et evigt Liv efter Døden kan ikke retfærdiggøre Væsenernes nuværende uforskyldte Lidelser, ligesom et evigt Liv ikke er noget, der kan opstaa, idet enhver Form for Liv, der kan opstaa, kun kan eksistere underkastet Alder og er dermed en timelig Foreteelse. – Et uskyldigt Væsens Korsfæstelse for de skyldiges Synder kan heller ikke mere erstatte det manglende logiske Led mellem de overleverede Facitter og det virkelige Liv, ja, vil endog mere og mere blive synlig som en Besudling af den alkærlige rene Guddom.
746.  Væsenernes Hunger efter en virkelig intellektuel Bro fra de store Facitter til det rent praktiske daglige Livs Erfaringsmateriale kan ikke mere tilfredsstilles med Trosformularer, men udelukkende kun med en videnskabelig Erkendelse af "Udødelighed" og den heraf følgende Reinkarnation eller Genfødsel.