Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om Optimisme saaledes til en vis Grad er logisk i sin Natur, idet den umiddelbart skaber Glæde, Lykke og Tilfredshed, er den ikke bygget paa Intelligensen, men er betinget af et Følelsesoverskud eller, om man vil, et Intelligensunderskud. En Livsindstilling kan nemlig ikke tilegnes, blot fordi den er behagelig og lykkebringende, der maa noget mere til. Der kræves, som vi nys har set, at denne er i absolut Overensstemmelse med det paagældende Væsens inderste Natur og dybeste Begær. Nu har alle Mennesker selvfølgelig et Ønske om at blive lykkelig; men de kan ikke alle blive det paa samme Maade, idet de forskellige Mennesker kræver forskellige Begær eller Ønsker tilfredsstillede eller opfyldte og heller ikke har de samme Forudsætninger til at opnaa dette. Det er derfor klart, at de forskellige Individer maa benytte sig af vidt forskellige Midler hertil; men da en Livsindstilling jo netop maa betragtes som et saadant Middel, er det ogsaa klart, at Individerne maa have eller benytte sig af forskellige Livsindstillinger. En Pessimist kan saaledes ikke saa godt benytte sig af den optimistiske Livsindstilling. Nu er Spørgsmaalet altsaa blot, hvilke Karakteregenskaber og Begær et Menneske skal have for med Udbytte at kunne benytte sig af den optimistiske Livsindstilling. Ja, Svaret bliver, hvor utroligt det end kan forekomme nogle, at de Begær, der kan tilfredsstilles ved Optimisme, er nøjagtig de samme, som vi har set, bliver tilfredsstillede ved Pessimisme, nemlig Selvdyrkelse og Selvhævdelse. For at forstaa dette, behøver man blot at stille sig Spørgsmaalet, hvorledes et Individ, der ganske vist nok er i Stand til at hævde sig paa almindelig Vis ved Hjælp af f. Eks. Dygtighed, gode Evner eller Egenskaber, Overlegenhed paa Felter af materiel eller aandelig Art, o. s. v., men som gerne vil hævde sig yderligere, skal kunne blive i Stand til dette, og man vil se, at den optimistiske Livsanskuelse netop er egnet hertil, idet den ved at gøre alt omkring Individet "lyst" lige som fremhæver dette til at udgøre et "Lysets Midtpunkt" og derved gør dette endnu "større" og mere "straalende". Nu vil mange maaske mene, at jo mørkere en Baggrund er, desto stærkere vil et Lys synes, og det er naturligvis ogsaa ganske rigtigt; men her maa man huske paa, at Optimisten umuligt vilde være i Stand til at male Baggrunden for sig selv synderlig mørk, idet der i saa Fald vilde dannes en selvopløsende Inkonsekvens. Hvorledes skulde Optimisten relativt kunne hævde sig og føle sig i Kraft af f. Eks. sine Evner, sin Dygtighed, sine Penge, sit Held o. s. v., hvis han (hun) samtidig skulde benytte disse Ting til at danne en relativ mørk Baggrund. Naturligvis kan et Væsen med et lyst Livssyn godt fremhæve sig selv ved at udpensle og forstørre de Vanskeligheder, det har været ude for, naar det vel at mærke har overvundet disse, og en saadan Manifestation staar det som Regel heller ikke fremmed overfor, hvorimod det i Almindelighed ikke nævner noget om de Vanskeligheder, det ikke har været i Stand til at overvinde, eller ogsaa bortforklarer det disse som et Uheld eller en hel Undtagelse. Medens Pessimisten ser sin Fordel i at "male" alt, hvad han (hun) er i Forbindelse med, saa mørkt og trist som muligt, for derved at paavise det utænkelige i, at han (hun) underkastet disse Omgivelser eller den Skæbne skulde kunne have drevet det videre, end det er sket, samt give det Udseende af, at han (hun) i Virkeligheden er et miskendt og forurettet Væsen, ser Optimisten sin Fordel i at "male" alt, hvad han (hun) er i Forbindelse med eller har med at gøre, saa lyst og godt som muligt, for derved at vise, hvorledes alt, baade Omgivelserne og Skæbnen staar ham eller hende bi i alt, hvad han (hun) foretager sig. Herved bliver han (hun) nemlig hævet og beundret og eventuelt ogsaa misundt som et af de Væsener, der altid har Medgang, og for hvem alting lykkes. Et saadant Væsen, der er begunstiget af Skæbnen eller Guderne, maa der jo være noget særligt ved, noget, der altid maa udgøre et Plus for Væsenet selv, og som ikke kan undgaa at kaste en vis Glans over det og gøre det til et Forbillede, Medvæsenerne ikke kan undgaa at se op til og nære en vis Ærbødighed og Beundring for, hvad enten nu Væsenets Medgang eller Begunstigelse skyldes dets gode Evner, visse værdifulde Egenskaber hos det eller bunder dybt i dets Natur som noget uudgrundeligt. Desuden vil Omgivelserne ved ovennævnte Manifestationsform lettere faa Forstaaelse af Betydningen og Berettigelsen af de Ting, han (hun) beskæftiger sig med og har Interesse for og maaske ofrer en stor Del af sine Evner og sin Tid paa, hvorved han (hun) ogsaa hæves i Betydning og Værd. Et Væsen, der saaledes er traadt ud af Ubemærketheden og gerne vil indtage et lidt højere Stade og spille Sejrherrens Rolle, maa naturligvis helst ikke have for mange mørke Partier i dets Manifestationer, og man ser da ogsaa, at den optimistiske Anskuelse netop er fortrinlig til at udviske den Slags Partier og gøre det hele en Tone lysere, end det i Virkeligheden er.

At det optimistiske Livssyn dybest set udtrykker en Form for Selvhævdelse og iøvrigt bygger paa Følelsen, kan man let overtyde sig om ved en Gennemgang af de 7 Punkter, hvormed vi indledte Afsnittet om Optimisme.

Ganske vist kunde Pkt. 1 maaske tydes som Resultatet af en ren forstandsmæssig Vurdering, og tilsvarende kunde det synes, at Dannelsen af dette Livssyn ligeledes maatte skyldes en intelligensmæssig Vurdering. Naturligvis benytter Optimisten sig saa vidt muligt af forstandsmæssige Ræssonnementer til at underbygge og støtte sine Anskuelser, men at Logiken ikke er afgørende, viser Ræssonnementernes logiske Ufuldkommenhed og Primitivitet ofte kun alt for tydeligt. Eller mener man maaske, at en ensidig Vurdering (Pkt. 2), d. v. s. en Forstørring og Overdrivelse af visse Detailler i Modsætning til andre Detailler, bygger paa Logiken? Kun et Følelsesoverskud kan stimulere en saadan Tendens til Ensidighed, hvad enten denne gaar i den ene eller i den anden Retning, og nævnte Tendens kan Optimisten lige saa lidt som Pessimisten sige sig helt fri for at have. Men blot et Overskud af Følelse kan ikke være nogen primær Grund hertil, vi maa søge denne nede i Individets Begærverden. Nu vil nogle maaske synes, at det dog i sig selv er en meget naturlig Ting, som ikke behøver en nærmere Forklaring, at Individet helst vil undgaa at beskæftige sig med det triste og ubehagelige i Tilværelsen; men her maa man huske paa, at det i dette Tilfælde ikke blot drejer sig om, at Individet helst ikke vil beskæftige sig med de ubehagelige Realiteter, men at det først og fremmest drejer sig om, at det optimistisk indstillede Individ helst slet ikke vil erkende disses Eksistens eller i alt Fald paa en eller anden Maade for sig selv og andre gerne vil søge at reducere deres Betydning. Da det i Almindelighed maa siges at være det rigtigste eller mest fordelagtige for et Individ klart at erkende ogsaa de ubehagelige Ting og deres virkelige Betydning, uden at det derfor i mindste Maade behøver paa unyttig Vis at beskæftige sig mere med og lade Tankerne til Stadighed kredse om disse Foreteelser, vil det altsaa sige, at man alligevel andre Steder, nemlig i Individets indre Motivverden, maa lede efter den udløsende Aarsag for Tendensen til en ensidig Vurdering, ogsaa naar denne som her altid er i det behageliges og glædeliges Favør. Da Optimisten ikke ved sit ensidige Syn er i Stand til at fjerne eller undgaa de reelle Lidelser og Skuffelser, der vederfares ham (hende), eller kan bringe det skete til at være usket, men tværtimod netop ved sin Ensidighed ofte paafører sig selv unødvendige Vanskeligheder og Ubehageligheder, kan Motiveringen for et Væsens Tilbøjelighed til nævnte ensidige Vurdering, altsaa til at lave lidt om paa den objektive Sandhed, ikke godt tænkes at være noget andet end, at det herved kan skaffe sig en eller anden Fordel, d. v. s. faa et eller andet Begær eller Ønske tilfredsstillet.