Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Julen, – den skønneste Tid i hele Aaret!

Vi ser for os straalende Juletræer, blanke og glade Barneøjne, festligt dækkede Juleborde med brogede Papirsservietter og Guirlander. Vi hører i det fjerne Strofer fra skønne, gamle Julesalmer og ser gavmilde Hænder strakt mod os med Gaver.

Tyste, knirkende Fodtrin i den fine, hvide Sne; blinkende, lokkende Stjerner vinker til os højt fra en natblaa Vinterhimmel, – – alt det er Julen; de gavmildes Tid!

Som Barn glæder man sig kun til Gaverne og Juletræet, som Voksen er det mere Tanken om et Par fredelige Dage tilbragt sammen med gode Venner og lidt god Mad, der lokker Smilet og Glæden frem i Sindet; – men for den, der er gammel i Livet, betyder Juleaften noget langt større og mere, for ham er den et Symbol paa, hvordan man altid kunde være – ogsaa til Hverdag.

Allerede et godt Stykke Tid førend selve Juleaften føler det virkeligt kærlige og søgende Menneske en langt mere venlig og behagelig Atmosfære omkring sig. Han ser, at Folk er forventningsfulde og er lettere til Smil; Arbejdet bliver skabt med større Glæde, og Dagene bliver bragt til Ende paa en langt gladere og lysere Maade. Op mod Jul har Menneskene en Følelse af at gøre noget for hinanden, og hver især gør de det ogsaa – nogle meget, andre mindre, – uden at vide, at deres Færden er en ubevidst Stræben og Længsel efter en større og skønnere Væremaade.

Almindeligvis bliver Folk – naar de første Juledage er forbi – juletrætte, og det er jo egentlig ikke saa mærkeligt; thi allesammen var de jo indstillet paa "et Par rigtig dejlige Juledage", og naar saa det, de havde set saa forventningsfulde hen til, er overstaaet, saa er der jo ikke længere noget til at flamme dem op. Alle de smaa venlige og kærlige Smil og Smaatjenester, man saa ivrigt gør for hverandre lige før Jul og i selve Julen – forsvinder atter, og det bliver, som Menneskene selv siger, "Hverdag igen", og Grunden til, at det bliver "Hverdag igen", er jo kun den ene, at saa gider man ikke længere beherske sit Sind og sin Tunge saa meget som Dagene før Jul. Aandelig Dovenskab er værre for Mennesket end den rent fysiske; thi den skaber Kulde og Graavejr om og i Mennesket.

Og selve Juleaftenen, ja, hvad sker egentlig Juleaften? I hvert enkelt Sind, det være sig Barns som Voksens, lejrer der sig for ganske faa Timer en Stemning fuld af Fred og Glæde, af Skønhed og Taknemmelighed. Den Aften sender Mennesker, der ellers aldrig tænker paa Forsynet – taknemmelige og kærlige Tanker mod det; Julesalmerne naar ind til Sindet og skaber Stemning hos nogle – – og maaske ogsaa lidt Eftertanke hos andre.

Naar jeg Juleaften gaar min lille Aftentur, føler jeg med hele min Sjæl, at det, alle de store Vise har forkyndt Menneskene, ikke blot er et Fata Morgana; thi Julenat har vi alle med vore Smil og kærlige Væremaade hævet os over Hverdagens Vanemæssighed og nærmet os den Verden, om hvilken Kristus sagde: "Mit Rige er ikke af denne Verden".

For en ganske kort Stund – ja, kun for Timer – har vi formaaet at gøre Hans Ord til Virkelighed: "Elsker hverandre!"

Maaske er det kun en Stemning, der i denne korte, fredfyldte Stund gæster vore Hjerter, – men hvad er en Stemning andet end et Budskab om ondt eller godt? Og Julen er til alle Mennesker et Budskab fra en højere Verden, – et skønt Varsel om kommende Tider!

Og med disse Tanker i Sindet er det mit oprigtige Ønske til hver især, at vi maa evne og forstaa, naar Julen er forbi, og Hverdagen atter begynder, at vi paa en smuk og naturlig Maade hele Aaret maa kunne forene Jul og Hverdag saaledes, at vi paa en stadig aktiv og kærlig Maade fuldt bevidst maa være med til at skabe "det Rige, som endnu ikke er af denne Verden".

Rigtig glædelig Jul!