Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som meddelt i Korrespondanceafdelingens Brev Nr. 2 har Martinus ønsket, at de bedste Besvarelser paa de i nævnte Afdeling stillede Opgaver skulde offentliggøres i Kosmos. I det efterfølgende bringes Besvarelserne paa Opgave Nr. 1 og Opgave Nr. 2.
 

Gennem Martinus Analyser har jeg faaet et Indblik i en Viden om Livet og dets Love paa en saa klar og overskuelig Maade, at jeg paa de Felter, hvor jeg er i Stand til at efterforske denne, maa erkende den som Sandhed samtidig med, at der i mit Erfarings- og Sansefelt er saa meget, som sandsynliggør de andre Felters Identitet som Sandhed, at denne Sandsynlighed praktisk talt er grænsende til Vished. Der er ikke eet Omraade indenfor Livet, som ikke behandles i disse Analyser, saaledes at der heller ikke fremkommer eet Felt, hvor man ikke efterhaanden mærker en øget Forstaaelse = en ændret Bevidsthed, som danner Basis for den ændrede Vurdering, jeg maa anvende overfor alle Ting.

Paa de Omraader, hvor man ser, at ens Handlinger nogenlunde er paa Højde med det moralske Udviklingstrin, man ønsker at tilhøre, mærker man naturligvis ikke meget til nogen Virkning af sit Studium udover den Glæde, det er at se en Fornuftbegrundelse af ens Væremaade. Disse Omraader danner imidlertid den Baggrund, paa hvilke ens primitivere Begær kommer til at staa i skarp Relief, og det er i særlig Grad gennem den bevidste Opøvning af Evner til Bekæmpelse af disse Begær, jeg bedst mærker Virkningerne af Analyserne.

Denne Bekæmpelse foregaar jo over en bred Front, da de primitive Begær er mangfoldige, saa hvilken Træning, man foretager mest intenst, relativt set, (og hvor man altsaa bedst mærker Analysernes Virkning), er jo i højeste Grad afhængig af, hvilke Oplevelser Livet har at byde paa. Jeg husker saaledes en Overgang, hvor det var en Viljessag for mig at være Vegetar, medens jeg ikke skænker det en Tanke mere. En anden Gang mærkede jeg tydeligt den underminerende Kraft, der i Analyserne ligger for enhver Tendens til Sorg, selvom denne gjaldt Adskillelsen ved Død fra det Væsen, som jeg paa det Tidspunkt følte mig allermest knyttet til, nemlig min lille Kone. Senere hen har der været Lejlighed til en Opøvning paa andre Omraader, f. Eks. dette: "Hvad der er mellem to, kommer ikke en tredie ved" o. s. v. Kun dette for at vise, at Livets Oplevelser anviser de Felter, hvor der skal trænes, saaledes at Virkningerne af Analyserne til forskellige Tider mærkes paa vidt forskellige Omraader.

For Tiden lever jeg et ret passivt Liv, hvilket vil sige, at Livets Oplevelse for mig nu mest bestaar i de Paavirkninger, som mine Medmennesker giver mig. Som Følge heraf vil Opøvningen af Toleranceevnen være det Omraade, hvor jeg nu hyppigst kan sende Martinus en kærlig Tanke. Dette saa meget mere, fordi det fornuftige i at være tolerant gennem Martinus Analyser staar mig saa uendelig klart, samtidigt med at jeg tydeligt maa erkende manglende Evne paa dette Omraade. Grunden til, at dette Felt er det mest fremtrædende for mig for Tiden, er naturligvis Mangelen paa andre Oplevelser, for det er klart, at Toleranceevnen har man altid Lejlighed til at opøve, men da denne Træning som Regel foregaar i smaa daglige Doser, saa kan den jo let drukne i de koncentrerede Viljesanspændelser, man maa anvende ved de store "Rabalder"-oplevelser.

Den Forstaaelse af Livet, som er Forudsætningen for en saadan Træning, kan naturligvis ikke udelukkende erhverves ad rent teoretisk Vej, men der er absolut ingen Tvivl om, at den Logik og indre Sammenhæng, man gennem Martinus Analyser faar mellem sine egne Erfaringer og Oplevelser, er en overordentlig inspirerende og fundamental Faktor i ens videre Udvikling, som netop herigennem er blevet mere bevidst. Denne indre Sammenhæng mellem Erfaringerne giver Muligheder for nye Kombinationer, som fremtræder som nye Erfaringer. At "Elsker hverandre" er den eneste Vej til Synet: "Alt er saare godt" er et saadant Resultat, hvis Opstaaen hos mig udelukkende skyldes Martinus Analyser, og det er jo netop Forstaaelsen af dette, der er det centrale i denne Træning.

Imidlertid vil Træningen af Toleranceevnen vist forekomme de fleste som en ret passiv Maade at efterleve Budet "Elsker hverandre", idet denne Træning i første Række gaar ud paa at undlade at hade og tænke ondt om andre, samt have Raad til at andre maa mene lige akkurat, hvad de vil. Det er dog klart, at enhver Sejr paa dette Omraade betyder en Kvalitetsforbedring af Individet, og hele Formaalet med Træningen er netop at opnaa en saadan Kvalitet, at ens Væremaade er et smukt Udtryk for ens Tanker, saaledes at den Tavshedspligt, man har, til dette er opnaaet i tilstrækkelig Grad, efterhaanden vil svinde, og man gennem sit Væsen plus den Viden, der er givet os gennem Martinus Analyser, vil kunne hjælpe paa den kærligste Maade, hvor det ønskes, og saaledes tilsyneladende mere aktivt være med til at sprede det Lys, som man selv henter sin Styrke og Inspiration fra.

Naar man skal besvare en Opgave som denne, melder det Spørgsmaal sig først: Ja, hvad forstaar man egentlig ved Ordet "Natur"? Hører overhovedet ikke alt, hvad der er til, ind under Begrebet "Natur", naar man nu ved, at der intet andet eksisterer end Bevidsthed med tilhørende synlige Manifestationer? Og man maa svare sig selv: Jo – alt – saadan set!

Med Kendskabet til de kosmiske Analyser har Begrebet "Natur" – baade den saakaldte organiske som den saakaldte uorganiske Natur – gennemgaaet en stor Forandring. Man har saa at sige faaet fast Grund under Fødderne med Hensyn til dette ellers lidt "udflydende" Begreb. I ens tidligere Opfattelse – og som Mennesker i Almindelighed opfatter det – var man indforstaaet med, at Solskin, Storm og Stille, Fuglesang, Stjerneskin, Blomster, Kildevæld, Træer o. s. v., det var altsammen "Naturen". Nogen fyldestgørende Definition fandt man ikke. Man vidste noget om positiv og negativ Elektricitet, om Maksimum og Minimum for Lufttryk o. s. v. Dyr og Blomster stod paa en løjerlig Plads, ligesom i et Slags "Ingenmandsland". – Kun Mennesket stod altid lige som for sig selv. Var i Naturen – og dog udenfor. Havde "Sjæl" og "Bevidsthed", der tillod det at indtage en mere fremragende Plads. Men Studiet af de kosmiske Analyser har vist en – med al Tydelighed –, at Naturen altid er identisk med Bevidsthedsmanifestation, at hele Verdensaltet, at alt, hvad der kan sanses, er Udtryk for Idé, Udtryk for Tænkning, der igen er en Egenskab – en fornem Egenskab – ved et levende Væsen. Saaledes afsløres det, at det, der i Almindelighed kaldes "Naturen", er et levende Væsens Livsfunktioner, er Kredsløb, kosmiske Aarstider, Spiraldøgn o. s. v. Man ser nu bedre end før Sammenhængen, den store, logiske Sammenhæng mellem alt. Man føler sig ikke mere paa en fremskudt Plads. Man ved, hvad man har under sig og hvad over, ser, at Verdensaltet, det vidt favnende Begreb "Naturen", er fyldt med Liv, Liv og atter Liv, Liv paa forskellige Trin paa den store Evolutionsstige – fyldt til Overflod, fristes man til at sige. – Og der, hvor man før saa Naturens Ubarmhjertighed, Uretfærdighed, Haardhed og Kulde, ser man nu et levende Væsens forskellige Livsfunktioner – ser f. Eks., at dens eventuelle Ødelæggelse af levende Væsener er analog med de Ødelæggelser, vi selv frembringer, naar vi f. Eks. bliver "godt gale i Hovedet", hvorved utalte Skarer af vore Mikrovæsener gaar til Grunde. I Forstaaelse heraf er man saa dobbelt paa Vagt, dels for endnu mere at forbedre sit eget Sind, dels for derigennem at hjælpe det Makrovæsen – altsaa Jordkloden – i hvilket vi lever, og hvis aandelige Habitus er afhængig af de Hjernecellers Kvalifikationer, som den huser. – Hjælp til Selvhjælp har alle Dage været en gavnlig Foranstaltning.

Gennem Analyserne ser vi, at ligesom vore Liv er knyttet til Jordkloden, saaledes denne til Solsystemet, dette igen til Mælkevejssystemet, og alle disse Himmellegemer er Udtryk for levende Væsener.

For nu at nævne noget mere konkret, saa lad os se lidt paa Blomster. Før var Blomster kun Blomster, selv om de altid beredte en en overvældende Glæde. Nu ser man paa dem som Væsener, der, samtidig med deres egen Mission, udfylder den at være intet mindre end himmelske Sendebud i en Verden, der saa vist kan trænge til alle de Smil, den kan faa. Man behandler dem med Skaansomhed og Ærbødighed, vidende, at de er levende Væsner, der har deres første, svage Dagsbevidsthed her paa det fysiske Plan, og kan saaledes – om end kun ane – Forskel paa Behag og Ubehag.

Saa ser vi paa en lille Myre eller en Bi. Vi hilser dem som Gæster fra en anden Klode og tvinges til at maatte indrømme, at Begrebet "stor" eller "lille" intet har at betyde med Hensyn til Intellektualitet. Vi ser paa et eller andet underskønt Insekt og tænker paa dets Forvandlingsproces, gennem Larve og Puppestadiet, vi drager Parallellen frem og tænker paa, at ogsaa vi skal en skønne Dag sprænge Hylstret og folde os ud i en lettere og mere straalende Materie.

Jo – Horisonten er blevet godt udvidet ved Studiet af de kosmiske Analyser og "Gud ske Lov" for det!