Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som antydet i foranstaaende er Videnskabens Udsagn om et Problem af overordentlig afgørende Betydning for det almindelige Jordmenneske, ja, saa overordentlig, at samme Væsen her i stor Udstrækning er ligesaa dogmatisk bundet til nævnte Udsagn, som visse religiøse Mennesker er urokkeligt dogmatisk bundet til de religiøse Dogmer. Og det gaar her i den materielle Retning ligesom i den religiøse, at det næsten udelukkende er Troen mere end Logikken eller Intelligensen, der er afgørende for disse Menneskers Indstilling. At det er saaledes, er meget naturligt. Saalænge et Væsen ikke i tilstrækkelig Grad selv har Orienteringsevne i et eller andet Felt, er det nødsaget til at være afhængigt af de Væsener, det betragter som Autoriteter eller Eksperter i det paagældende Felt. Det er den Lovens Tilskikkelse, som ogsaa er bærende i det lille Barns Indstilling overfor Forældrene. I de første spæde Barneaar er det ogsaa her Troen mere end Intelligensen, der gør sig gældende. Et saadant lille Barn betragter i disse sine første Barneaar sine Forældre som Kapaciteter paa "alle" Omraader og tror fuldt og fast paa sin Faders og Moders Udsagn og Holdning til ethvert ydre, og for Barnet fremmed Problem som ufejlbarlig.

Men ligesom det lille Barn, efterhaanden som det vokser til, og dets Intelligensevne begynder at gøre sig gældende, opdager, at Forældrene i Virkeligheden er langt fra at kunne udgøre Kapaciteter i "alle" Retninger, saaledes opdager Videnskabens Trostilhængere efterhaanden ogsaa, at den nuværende jordiske Videnskab slet ikke er fyldestgørende Kapacitet paa "alle" Felter. Det opdager efterhaanden, at der i Virkeligheden er mange Spørgsmaal ved dets egen Eksistens, Videnskaben slet ikke besvarer intelligensmæssigt tilfredsstillende eller maaske endog aabent erkender, at "det ved man ikke" eller paa anden Maade afslører sin Afmagt ved at erklære, at Problemet "ligger udenfor al menneskelig Iagttagelsesevne", og camouflerer denne sin Kapitulation ved at stemple ethvert Forsøg paa at trænge ind paa det paagældende Gebet som "uvidenskabeligt".

Og ligesom Barnet maa søge andre Veje til sine Spørgsmaals Løsning, naar det ser, at Forældrene ikke mere er de rigtige Kapaciteter til at afgive denne Løsning, saaledes begynder Videnskabens Trostilhængere ogsaa paa et vist Stadium i deres Udvikling at søge andre Veje til de Spørgsmaals Løsninger, som befinder sig i de Omraader, i hvilke den officielle Videnskab enten aabent eller camoufleret kapitulerer.

Der findes altsaa Felter, overfor hvilke den autoriserede Videnskab maa kapitulere. Og det er netop dette, der saa ofte glemmes af dens Trostilhængere i Særdeleshed og af Almenheden i Almindelighed. Men naar der saaledes forekommer Omraader, Felter eller Situationer, overfor hvilke Videnskaben staar magtesløs, hvilket vil sige komplet uvidende, hvad vil da dens Bedømmelse af de nævnte Foreteelser betyde? – Ja, en Bedømmelse, der er baseret paa komplet Uvidenhed, kan jo kun være en Afsløring af, at dens Ophav hører til de Væsener, der vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde. Og Afsløringen bliver desto mere kompromitterende, jo mere videnskabelig Position og Autoritet nævnte Ophav sidder inde med paa det rent materielle Omraade. Et saadant Væsen er ikke nogen Pryd for den officielle Videnskab, ja, er nærmest en Skamplet paa denne. Og vi ser da ogsaa, at den nævnte Videnskabs højeste og ædleste Repræsentanter i Kraft af deres store Sandhedskærlighed flygter ganske udenom at afgive Erklæringer om Felter, der ligger helt udenfor deres Kompetence. De forstaar, at de Erklæringer, de her maatte afgive, umuligt kunde være videnskabelige, og at de ved at afgive saadanne Erklæringer vilde handle rent uvidenskabeligt. En Videnskabsmand, der spreder uvidenskabelige Erklæringer omkring sig, kan jo kun være en Forrædder mod Videnskaben og underminerende eller formørkende den hellige Flamme, som den sande Videnskab i sig selv absolut kun skal og kan være. Er man ikke en Sandhedens Repræsentant, kan man umuligt være en fuldkommen Videnskabsmand. Videnskab er i sig selv Sandhed. Den Videnskab, der ikke er Sandhed, kan umuligt være Videnskab. Og det er da ogsaa kun mindre sandhedskærlige Videnskabsmænd, der giver sig af med at udtale sig "autoritativt" i de Felter eller Omraader, der ligger udenfor deres Doktorgrads eller Professorats Kompetence. De rigtig store Videnskabsmænd, de, der virkelig giver Menneskeheden Viden og Forstaaelse paa de materielle Omraaders Gebet, fremsætter, i Kraft af deres store Respekt og Ydmyghed overfor den absolutte Sandhed, ikke en Bekræftelse eller Benægtelse, de ikke kan stadfæste med uomstødelige videnskabelige Beviser. At fremsætte Benægtelser eller Bekræftelser, der ikke hviler paa dette urokkelige Grundlag, er for dem Helligbrøde og uforeneligt med deres Aands Natur og Samvittighed. De stiller sig saaledes neutrale i ethvert Felt, der ligger udenfor deres Kompetence og ved, at de ved denne Holdning alene kan sikre sig, at de med deres Autoritet ikke kommer til at skade eller forhindre de ny Opdagelser eller Grene af Videnskab, der eventuelt kunde spire frem netop i de Felter eller Omraader. Den Finfølelse eller Finindstilling af Bevidsthed har den robuste Videnskabsmand ikke. Han lever endnu i en Slags Beruselse eller Selvglæde over den Doktorgrad, han har tilkæmpet sig. Og i denne sin Dyrkelse af sin Position og utilfredsstillet Ærgærrighed bliver han ringeagtende ethvert Væsens Udsagn eller ligefrem intolerant mod ethvert Væsen, der ikke har faaet tilegnet sig Videnskabens Stempel. Og dækket bag sin egen Doktortitel udtaler han sig nu ofte meget "autoritativt" kritiserende og fordømmende langt udenfor sin Kompetences Grænser om et saadant Væsens Meninger og Opfattelser uden at ane, at det samme Væsen kan staa himmelhøjt over ham i Intellektualitet, selv om det hverken har Professor- eller Doktortitel. En saadan Videnskabsmand bliver i nogen Grad derved Sindbilledet paa "den tomme Tønde, der buldrer mest". Og det er Bulderet fra saadanne "tomme Tønder" indenfor Videnskaben, der i særlig Grad naar Almenhedens Ører, idet de mere fremtrædende intellektuelle Videnskabsmænd gaar stille og kultiveret med Dørene. Det er ofte kun Ekkoet fra førnævnte Rabalder, der gaar igen i de "store Blade"s Bogkritik, Teater- og Filmsanmeldelser. Hvem er de "store Blade" eller "Pressen"? – Ja, er de ikke ogsaa Foreteelser, der efterhaanden har faaet sine svorne Trostilhængere? – Og er det ikke ogsaa blevet et staaende Spørgsmaal indenfor en stor Del af Almenheden, "hvad siger Pressen"? – Og er det ikke saaledes, at Pressens Svar tages overordentlig højtideligt? –

Her maa det naturligvis ogsaa siges, at det er med Pressen som med Videnskaben, at dens Syn i en overordentlig stor Udstrækning er til Nytte, Gavn og Glæde for Menneskene, er ofte i samme Udstrækning stor saglig Vejledning. Men saa gaar det naturligvis her ligesom med Videnskaben. Almenheden tror efterhaanden, at Pressens saavel som Videnskabens Svar er ufejlbarlige Orakelsvar i "alle" Foreteelser og i "alle" Situationer. Og man forstaar, at Pressens saavel som Videnskabens Sympatier eller Antipatier for et eller andet Problem kan skabe vældige Flokdannelser i disse Svars Favør hos Trostilhængerne, der jo alle er Væsener, der endnu ikke er vokset fra den dyriske Flokbevidsthed. Videnskaben saavel som Pressen kan rive vældige Masser med i sin Antipati- saavel som i sin Sympatipropaganda, og det kan jo kun være godt der, hvor det udelukkende er i den absolutte Videnskabs eller Sandheds Favør, men bliver ligesaa uheldigt, skadeligt, ja, ligefrem krigerisk der, hvor Presse og Videnskab taler udenfor deres Kompetence, hvilket igen vil sige, i de Felter, hvor Pressen saavel som Videnskaben kun udgør Bulderet eller Skramleriet fra de "tomme Tønder". Der, hvor dette Bulder eller Skramleri kalder sig "Videnskab" eller "den offentlige Mening", der maa det naturligvis kollidere med selve Livet eller Virkeligheden. Der kan kun Naiviteten lade sig blænde.