Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/10 side 47
Erik Gerner Larsson:
Korrespondanceafdelingen.
Som det vil være Kosmos Læsere bekendt, foranstaltede vi for kort Tid siden et Forsøg paa Oprettelsen af en speciel Korrespondanceafdeling indenfor Sagens Arbejde. Aarsagen til dette Forsøg var et i flere Aar næret Ønske om, paa en eller anden Maade, at drage de mange, der rundt omkring i Provinsen er mere eller mindre afskaaret fra Deltagelse i Studiekresarbejdet, med ind i Sagens Liv. Gang paa Gang har vi maattet høre Sætningen, "Københavnerne kan nu sagtens", uden at vi i og for sig har kunnet bestride den Sandhed, Sætningen indeholdt. Paa den anden Side har det under de givne Forhold ikke kunnet være anderledes. Bureauet har sit Sæde her i Byen, og her er den planmæssige Undervisning i Martinus kosmiske Analyser mest fremskreden. Da nu Martinus i Aar traadte ind i Undervisningen med et Foredrag paa hvert Hold een Gang om Maaneden, følte jeg, at en Tanke, jeg i mange Aar har næret, skulde prøves, deri som fik Form i det første Korrespondancebrev, Læserne af Kosmos for kort Tid siden fik ihænde. Der er paa Holdene herinde megen dygtig Ungdom, som flittigt stenograferer Martinus Foredrag ned til Brug for deres Studium af hans Arbejde, og efter at jeg havde faaet forelagt de forskellige Stenogrammer, modnedes Planen til det Forsøg, som blev gjort, og som blev kronet med overvældende Sukces.
At denne Sukces bragte os Glæde er naturligvis en Selvfølge. Men Glæden føltes i dette, Tilfælde særlig stor, fordi Sagens stærke Vækst herinde kræver, at Mogens Munch, der praktisk talt hele Tiden er paa Rejse, nu bliver nødt til i nogen Grad at træde hjælpende til, for at det hele kan blive passet, som det skal. At forenkle hans Plan maa nødvendigvis betyde, at det gaar ud over Undervisningen i Provinsen. Og her er det, at den nye Korrespondanceafdeling træder hjælpende til. Med dens Referat af Martinus forskellige Foredrag, dens Gennemgang af Livets Bog, dens Esperantoafdeling og dens Opgaver, udfylder den en Lakune i Arbejdet og har Mulighed for, i højere Grad end de flygtige Studiekresbesøg, at bringe Deltageren med ind i Sagens indre Liv.
Naturligvis er det ikke paa nogen Maade Planen at opløse eller reducere Studiekresarbejdet i Provinsen. Tværtimod. Men Tiden er vanskelig, og Togforbindelserne nærmest fortvivlende. Ingen ved bedre end vi, hvad personlig Kontakt betyder, og i de Planer for Sagens Fremtid, som hele Tiden er levende her, indtager den personlige Undervisning Hovedrollen. Og det er da ogsaa Tanken, saasnart Forholdene paany bedrer sig, baade at optage Undervisningen i Provinsen i fuld Udstrækning og fortsat udvide den i det Omfang, Sagens Vækst betinger. Men indtil da haaber vi, at den nyoprettede Afdeling maa blive opfattet som det, den er tænkt: en kærlig Haandsrækning i en vanskelig Tid.
Maaske spørger en og anden, hvorfor denne Afdeling ikke er blevet knyttet direkte til Kosmos i Form af en Udvidelse af Bladet. Hertil er kun at svare, at det Stof, som Korrespondanceafdelingen skal bringe, kun kunde faa Plads i Bladet ved en kraftig Forhøjelse af dettes Pris, noget ingen her er interesseret i. Kosmos er og bliver Sagens Hovedorgan, dets ydre Ansigt og Rammen omkring Skabelsen af Martinus Hovedværk. Korrespondanceafdelingen er en Undervisningsforanstaltning, og det er mit inderlige Haab, at denne Afdeling vil komme til at befordre Hovedorganets Vækst. Thi medens det er meget svært for den Interesserede i Martinus Analyser at agitere for Bladet, da dets Stof ligger paa et Plan, det kræver visse Forudsætninger at forstaa, er det Meningen, at Stoffet i Korrespondanceafdelingen ikke alene skulde kunne glæde Deltagerne i den, men ogsaa i høj Grad anvendes som Læsestof for de af ens Venner, man selv skønner modne nok til at blive delagtiggjort i det Livssyn, man igennem Martinus Analyser har erhvervet sig.
Og til Slut en Oplysning, som i og for sig kun angaar de mange Deltagere i den nye Afdeling, men som forhaabentlig vil vække Glæde hos alle Bladets Læsere, den, at da Martinus fik forelagt alle de glimrende Besvarelser af den i første Brev stillede Opgave, bestemte han, at den efter hans Skøn bedste Besvarelse paa denne og fremtidige Opgaver skal offentliggøres i Kosmos. Disse Besvarelser giver et overvældende Indtryk af de Virkninger, Studiet af disse Analyser har paa den Enkeltes Sind, en levende Bekræftelse paa dette Arbejdes Værdi og en meget stor Inspiration for dets Skaber.