Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/10 side 43
<<  4:25  >>
J. G. Hannemann:
Forskellige Former for Livsindstilling.
(Fortsat.)
En videre Nedbrydning eller Ændring kræver selvfølgelig, at Individet tager Kampen op med sig selv, d. v. s. de Sider i dets Natur, der netop er Ophavet til dets Livsindstilling. Da det her drejer sig om Nedbrydningen af en ældgammel Vanebevidsthed, er det naturligvis en Proces, der fordrer en høj Grad af Vilje og en vis Sum af Energi og Taalmodighed som Indsats. Her kan det ogsaa være gavnligt at erindre, at et Følelsesoverskud virker stimulerende for Opretholdelsen af det pessimistiske Livssyn, saaledes at en Udvikling af Intelligensen og dens Anvendelse til en nøgtern objektiv Vurdering af Individet selv og dets Forhold til Omgivelserne netop vil lette det i dets Arbejde med at nedbryde og forandre dets Livssyn. At Individet i denne Kamp med sig selv ikke helt kan undgaa undertiden at faa en Følelse af Modløshed, Tilbagegang eller af at staa i Stampe, er kun ganske naturligt og skyldes jo blot, at Individet ikke kan overse, hvor dybt dets egne Begær stikker, samt følge sin egen aandelige Vækst i det smaa, lige saa lidt som det kan følge sin egen fysiske Vækst fra Dag til Dag. Men hvis Individet er i Stand til at gennemføre denne sin Kamp uden at give op undervejs, vil det uvægerligt til Slut fremtræde som et ligevægtigt, livsglad og kærligt Væsen, der udgør en sand Lysgiver overfor Omgivelserne, og som nu selv er i Stand til at yde den kærlige Hjælp til andre Væsener, som det i sin tidligere Situation selv længtes efter og trængte til.
 
Pessimistens moralske Udviklingstrin. Typiske Eksempler.
Hidtil har vi kun beskæftiget os med den typiske Repræsentant inden for Pessimismens Omraade, hvis karakteristiske Træk i Form af en Række Tilbøjeligheder vi har angivet, og for hvilke vi ved en indgaaende Analyse har fundet de primære udløsende Aarsager, der iøvrigt maa være de samme, hvad enten Tilbøjelighederne er mere eller mindre udprægede eller med andre Ord, hvad enten Pessimisten er mere eller mindre typisk. Derimod har vi endnu ikke undersøgt, paa hvilke Trin i moralsk Henseende Pessimisten staar, men da dette ikke kan siges at være uden Interesse, vil vi slutte Afsnittet om Pessimisten med en saadan Undersøgelse. Da vi overalt i vore Analyser kom til Selvhævdelse og Selvdyrkelse som det primære Motiv for Pessimisme, og disse Begær endvidere kræver en vis Grad af Tænkning eller Refleksion samt en temmelig stærk udviklet Selvbevidsthed, ses det straks, at den pessimistiske Livsindstilling kun kan forekomme i den Del af Udviklingsspiralen, der betegnes som den jordmenneskelige Zone og herindenfor maa have sit Udspring i Naturmenneskestadiet nær Overgangen til det civiliserede Menneske og strække sig gennem hele den Zone, hvor vi befinder os, for at slutte nær Indgangen til det rigtige Menneskerige, hvor Selviskheden er ved at gaa over i latent Form. Men herindenfor vil der ikke være noget i Vejen for at træffe Pessimisten overalt baade blandt de mest primitive og blandt de mest udviklede Jordmennesker, hvilket ogsaa stemmer med Erfaringerne fra denne Zone. Vi skal her kun kort skitsere nogle af de her forekommende vigtigste Typer, men maa samtidig bemærke, at der naturligvis findes mange andre Typer bl. a. diverse Overgangstyper. Den mest primitive Type bestaar af de Væsener, der i deres pessimistiske Tanke- og Ansvarsløshed ligefrem føler en vis Glæde ved at skabe mentale Mørke- og Tvangstilstande omkring sig og holder af at mane Forbandelser, Ulykker og alle Helvedes Kvaler over Omgivelserne og herunder specielt de af Medvæsenerne, der ikke er som de selv m. H. t. Natur, Tænke- og Væremaade. Ja, i Ly af Intolerancens Triumfer saasom hellig Vrede, retfærdig Harme eller Indignation kan de føle en direkte Tilfredsstillelse ved selv at være dem, der dømmer, hævner og straffer, og ved selv at være med til at forfølge, undertrykke og pine saadanne Væsener. Og hvad mener man iøvrigt om Ofringen af andre levende Væsener for at formilde en vred og hævntørstende Gud eller om saadan noget som Arvesynden og Forsoningslæren, beror disse Begreber ikke ogsaa netop paa Pessimisme i dens mest primitive Form?
Saa er der Væsener, der dog har naaet et saa højt Trin i moralsk Udvikling, at de helst ikke blot vil undgaa at være ukærlige mod Omgivelserne, men ogsaa føler en virkelig Trang til at hjælpe og være gode mod dem, der trænger til det, men som grundet paa deres egne egoistiske Begær alligevel uden at vide af det ofte kommer til at udøve et tungt mentalt Tryk paa deres Medvæsener, bl. a. ved at deres alt for store Fordringer til disse og deres Utilfredshed med alting og deraf følgende Kritiseren ikke vil kunne undgaa at virke deprimerende og frihedsberøvende paa Medvæsenerne. Endvidere kan man træffe Væsener, der i Kraft af deres høje, moralske Udvikling har en meget stor Trang til at være kærlige og hensynsfulde mod Omgivelserne og ikke godt kunde tænke sig paa nogen Maade ved deres Manifestationer at virke frihedsberøvende eller mørkebefordrende mod disse, men som alligevel dybest i deres eget Indre, uden at andre maaske aner det, føler sig utilfredse og ulykkelige. Det er de Væsener, der for Alvor har forstaaet, at det er dem selv, d. v. s. deres egne egoistiske Begær altid selv at ville, og ikke Omgivelserne, der er Aarsagen til deres Utilfredshed og Deprimation, og som samtidig ser deres egen Lidenhed og Mangelfuldhed i Forhold til de Idealer, de længes efter selv at kunne manifestere, og Haabløsheden i at nærme sig disse i nævneværdig Grad i et enkelt Liv. Det er den Slags Væsener, der kan karakteriseres ved Paulus Ord: "Det Gode jeg vil, det gør jeg ikke, det Onde jeg ikke vil, det gør jeg", og det er de Væsener, der er i Færd med at vokse ud af alle de gamle Traditioner, Idealer og Forestillinger mod en ny frembrydende Kulturs Idealer. Det er ikke underligt, at saadanne Væsener bliver pessimistisk stemte, naar de ser, hvorledes deres Evner og Færdigheder ligger paa Omraader, de for en stor Del allerede har udlevet og derfor ikke mere kan inspireres af, men som de alligevel ikke kan frigøre eller løsrive sig fra, da hele deres nuværende fysiske Tilværelse bæres deraf, medens Adgangen for dem til helt at give sig hen til det nye, der har hele deres Interesse eller Begær, men endnu, henligger i deres Mentalitet og Organisme som et næsten uopdyrket og ukultiveret Omraade, paa denne Maade i større eller mindre Grad er spærret. Det er jo netop den Slags Mennesker, der er søgende, og som danner en velegnet Grobund for alle de nye Tanker, Impulser og Idealer, hvormed Martinus gennem sine Analyser danner Fundament og Næring for en hel ny Kultur eller Verdensimpuls Indtræden i Jordmenneskezonen, og det kan dog kun anses for den højeste Kærlighed, at disse Væsener til Dels saaledes bliver hindrede i blindt at kaste sig helt ud I noget ukendt, før de har udviklet den fornødne Modenhed og Moralitet til ved egen Hjælp at kunne bunde og holde sig oprejst i disse mentale Zoner.
(Fortsættes.)
  >>