Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens "B. Kritikken"s Ophav er Væsener, der er naaet ud over Trosstadiet saavel som Benægtelsesstadiet overfor Guddomsbegrebet eller Aandsvidenskaben og derfor hører til det aandelige "Hungerstadium" eller til dem, der i særlig Grad besjæles af Spørgsmaalet, "Hvad er Sandhed", er "C. Kritikken"s Ophav, som tidligere berørt, derimod Væsener, hvis Hunger gaar i en helt anden Retning. Da de er for intelligente til at tro paa de overleverede religiøse Dogmer og for lidt intelligente til at forbinde deres rent materielle fysiske Oplevelser med højere religiøse Foreteelser, fremtræder de som "Materialister". Og vi har her for os Væsener, der i særlig Grad finder Tilfredsstillelse i Maal- og Vægtfacitter. Og saalænge disse Facitter er tilstrækkelige til at tilfredsstille deres mentale Hunger, er det givet, at de kun kan tænke i Maal og Vægt. Hele deres Interesse er derfor udelukkende baseret paa ren materiel Forskning. De beskæftiger sig som Regel kun med rent fysiske Fakta og bliver Ekspert i disse Fakta. Og det er i denne mentale Zone, vi i Dag finder den moderne Videnskab. Og det er herfra, den har kastet sine mangfoldige for Menneskeheden velsignelsesrige Frugter ud over Jorden. At den dermed har vakt Respekt omkring sine Ophav og gjort dem til Højautoriteter i det rent materielle daglige Liv er naturligvis en Selvfølge. Ja, denne Beundring er endog saa fremragende, at man undertiden ligefrem tillægger dem ubegrænset Autoritet, hvilket altsaa vil sige: tiltror de samme Væsener Kvalifikationer til Bedømmelse af Felter, hvor de i Virkeligheden endnu slet ikke hører hjemme. Ophavene til en saadan Beundring afslører sig dermed som udgørende en Slags Trostilhængere af disse Væsener. Og det er ikke nogen lille Del af Jordmenneskeheden, der maa skrives under denne Konto. Hvis Medlemmer af den moderne Videnskab, hvilket vil sige: Akademikere, Doktorer og Professorer, siger god for en Ting, ja, saa vil den blive accepteret af dens Trostilhængere. Bliver den ikke accepteret af Akademikere, vil den heller ikke blive accepteret af de nævnte Tilhængere, ganske uafhængigt af om dette er berettiget eller ej. Kan det da tænkes, at det ikke skulde være fuldt ud logisk at følge Videnskabens Acception eller Ignorering af en Ting? – Nej, det kan absolut ikke tænkes. At følge Videnskaben er naturligvis det absolut eneste rigtige. Men derimod kan det tænkes, at Videnskabens Repræsentanter ikke altid i alle Felter er hundrede Procent i Kontakt med Videnskaben i deres Bedømmelse af Ting. Og der, hvor de ikke er det, kan det ikke være hverken logisk eller klogt at lade sig diktere af en saadan Bedømmelse. At en Professor i Geologi pludselig bliver interesseret i spiritiske Fænomener og begynder at udtale sig til stærk Fordel for samme Fænomener, betyder jo ikke, at hans Udtalelser paa disse Felter er Videnskab. Tværtimod, her er han jo Begynder eller i heldigste Tilfælde slet og ret kun en Amatør, ja, maaske kun udgørende en ren middelmaadig Fusker. Hans Udtalelser her kan aldrig i noget Tilfælde stabiliseres paa hans Autoritet som Geolog. Men ikke desto mindre vil denne hans Autoritet, samt hans Professortitel, hos Trostilhængerne eller en stor Del af Almenheden bane Vej for hans Ord, som om han ogsaa var Ekspert i Aandsfænomener. Og disse Trostilhængere, der accepterer hans Udtalelser om nævnte Fænomener, accepterer altsaa en Fuskers Udtalelser. De accepterer en Mands Bedømmelse af en Ting, overfor hvilken han i Virkeligheden endnu kun er Lærling, fordi samme "Lærling" er Ekspert og Autoritet i noget, der slet ikke vedkommer Aandsfænomenerne og absolut ikke kan give ham Kvalifikationer i denne Retning. Og deres Acception af hans Bedømmelse af de nævnte Fænomener vilde naturligvis have været ligesaa ulogisk stabiliseret, selv om hans Bedømmelse ikke havde været i Fænomenernes Favør. En Professors Benægtelse af Aandsfænomener, kosmisk Bevidsthed, Klarsyn etc. kan aldrig i noget Tilfælde berettige til Acception, naar han i disse Felter ganske mangler Erfaringer og Sanseevne og her i allerhøjeste Grad endnu træder sine Børnesko, selv om han ogsaa er Ekspert i Kendskab til Jord-, Ler- og Granitlag.

Da en Videnskabsmand, en Professor, ligemeget hvor stor en Ekspert han saa end maatte være i et eller andet Fag, uvægerlig i sin Bevidsthed maa rumme Felter eller Fag, hvor han endnu kun er Begynder, er Amatør eller blot og bar Fusker, vil man saaledes forstaa, at hans Udtalelser i disse Felter ikke kan være Videnskab. I en Professors Bedømmelse af en Ting kan man altsaa udmærket være stillet overfor en Fuskers Opfattelse.

Jeg har fremført dette her, fordi dette ikke er en helt almindelig Opfattelse hos Almenheden. Samme Almenhed tager i udstrakt Grad en Professors eller anden Videnskabsmands Udtalelser meget højtidelig eller alvorlig uden at tage Hensyn til, om Professorens Udtalelser forekommer ud fra det Felt, i hvilket han er Autoritet, eller de forekommer ud fra det Felt, i hvilket han endnu er Fusker. Saaledes blindt at acceptere alt paa et andet Væsens blotte Titel kan altsaa, som her vist, ikke alene være uden mental Værdi, men kan ogsaa i høj Grad være uheldigt eller vildledende. Kun der, hvor Videnskabsmanden udtaler sig i det Fag, hvor han virkelig er blevet Ekspert og Autoritet, vil hans Ord og Bedømmelse være frugtbringende, være til Gavn og Glæde for andre.

Med Hensyn til "Livets Bog" vil den ogsaa komme ud for en Bedømmelse af Mennesker, der hører ind under Videnskabens Repræsentanter eller hører ind under det her omtalte Omraade, hvor Væsenerne kun er materialistisk indstillede. Ja, der har endog adskillige Gange været stillet Henvendelse til nærværende Bogs Ophav saavel som til samme Ophavs Medarbejdere med Spørgsmaalet: "Hvad siger Videnskaben om Livets Bog"? – Og vi skal her, i Form af "C. Kritikken", give et lille Strejflys over, hvad disse, den materielle Sfæres Autoriteter, vil kunne mene om nævnte Værk og denne Menings sande Værdi.