Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/8 side 30
Provinsens Studiekrese.
Med en Henvisning til Planen over Undervisningen, som Læseren vil finde andetsteds i Bladet, vil jeg gerne her sige et Par Ord om de Overvejelser, der har bragt mig til at udforme den, som det er sket.
Som jeg skrev ved Afslutningen af Studiekresarbejdet i Foraaret, stod det mig klart, efter de Erfaringer den forudgaaende Sæson havde beriget mig med, at saalænge der ikke var flere til at varetage Undervisningen i Provinsen, maatte de tre store Byer, Odense, Aarhus og Aalborg, der ret naturligt ogsaa havde de største Kredse, gaa forud m. H. t. Antallet af Undervisningstimer. Derfor har jeg i Aar lagt min Plan saaledes, at disse tre Byer vil faa Foredrag med 14 Dages Mellemrum.
At det kun kan være et Skridt paa Vejen mod Maalet, ved jeg, men den ugentlige Undervisning, saadan som den nu finder Sted i Kresene i København, maa vente. Jeg haaber med den foreløbige Ændring at kunne imødekomme nogle af de Ønsker om Undervisning, som Deltagere i de tre omtalte Byer nærer. Som ogsaa tidligere skrevet, er det min Hensigt at fordele Stoffet saaledes, at jeg den ene Gang gennemgaar II Del af Livets Bog og den anden Gang besvarer eventuelle Spørgsmaal samt gennemgaar de store Analyser fra I Del samt fra "Logik" og Artiklerne i "Kosmos". Deltagerne stilles frit m. H. t. at deltage paa begge eller et enkelt af Holdene; naar denne Inddeling er foretaget, er det kun for i Forvejen at kunne tilrettelægge Undervisningen.
I de øvrige Byer, hvor jeg ligesom sidste Aar kun kan komme een Gang om Maaneden, vil Undervisningen blive som sædvanlig, dog saaledes, at de senere Analyser fra Livets Bog II Del ogsaa her vil blive gennemgaaet i den Udstrækning, det bliver muligt.
Enkelte Byer, som jeg sidste Sæson havde taget med i min Plan, maa jeg som Følge af den nye Ordning indtil videre sige Farvel til, da det ikke er mig muligt at overkomme mere; men jeg vil gerne her bringe en Hilsen og en Tak til alle de Mennesker, som jeg igennem Vinterens Arbejde lærte at kende og sætte Pris paa og bede dem forstaa, at det ikke bliver et endeligt Farvel, men derimod et "Paa Gensyn", thi saa snart det paa nogen Maade bliver muligt, vil Studiekresarbejdet over Martinus' Analyser blive ført videre. I Mellemtiden er det mit Haab, at de Frø, der er saaet, maa slaa Rod og faa Fæste, saaledes at der, naar Tiden er inde, vil kunne fortsættes der, hvor jeg maatte slippe. For Roskildes Vedkommende vil Undervisningen atter i Aar blive ledet af Hr. Overassistent Henrik Voss.
Mogens Munch.