Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Noget tilsvarende gælder iøvrigt ogsaa alle de forskellige Former for Mindreværdsfølelser eller Forestillinger om, at man er mindre dygtig, mindre begavet, mindre egnet, kort sagt mindre værd, end man ud fra en objektiv Vurdering i Virkeligheden er (Pkt. 4). Da Mindreværdsfølelser saaledes netop ikke er fremkaldt af nogen intelligensmæssig, objektiv Betragtning og heller ikke virker fremmende for Opnaaelse af de Maal, man har sat sig, men alligevel paa en eller anden Maade maa være til Nytte eller opfylde en Mission for deres Ophav for i det hele taget at kunne eksistere, ses det, at de, tilsvarende de øvrige Punkter, maa udspringe af Jeg'ets Selvhævdelse. Man kan da heller ikke komme uden om, at det er en særdeles hensigtsmæssig Foranstaltning til Forebyggelse af al Kritik paa Forhaand at anstille sig selv og sine Frembringelser ringere, end man og de i Virkeligheden er, og paa Forhaand at indgive Omgivelserne en Forestilling om, at de ikke bør eller har Lov til at vente sig noget synderligt af en, og samtidig faar man paa den Maade en udmærket Undskyldning baade over for sig selv og Omgivelserne, hvis det, man forsøger, mislykkes. Det skal en passant bemærkes, at de her anførte Analyser ogsaa kan anvendes paa Begreberne "falsk Beskedenhed" samt "at gøre sig kostbar", som i Virkeligheden til en vis Grad hører ind under dette Omraade. Mindreværdsfølelser kan desuden forhøje Virkningen af et Individs Martyrium, idet de stimulerer Følelsen af, at Skæbnen, Skaberen eller Naturen har forfordelt det fra Fødslen af.

Pessimistens stærke Følsomhed for Kritik og Ængstelse for, hvad andre mener og tænker (Pkt. 5) peger i akkurat samme Retning. Hvad kan man være ængstelig for, naar andres Mening om en dog hverken kan gøre en værre eller bedre, end man virkelig er, hvis ikke man er bange for at komme til at indtage et lavere Stade i Omgivelsernes Øjne, end man selv syntes, man burde have?

– – –

Pessimistens Utilfredshed med næsten alting og Trang til at kritisere Omgivelserne og herunder i særlig Grad dets Medvæsener (Pkt. 6) udspringer, som vi om lidt skal faa at se, fra akkurat den samme Motivverden, som ogsaa danner Grundlaget for Eksistensen af de øvrige i det tidligere omtalte Punkter. Ganske vist kan Motiverne for Fremkomsten af Kritik være vidt forskellige, spændende lige fra Kærlighed til Had, men Kritiken viser sig da ogsaa tilsvarende forskellig baade i sin Form og i sit Indhold, og kan herved ikke undgaa at afsløre selv de mest tilslørede og skjulte Motiver. Kritiken kan saaledes være positiv, enten ved at danne en for dens Objekt kærlig Vejledning, der saa skaansomt som muligt og altid uden den mindste Antydning af Overlegenhed eller anden Art af nedsættende Dømmen gør dette opmærksom paa Fejl eller Mangler og samtidig giver en Anvisning paa, hvorledes disse Ting eventuelt kan rettes, forbedres eller undgaas, eller ved at danne en til Vejledning og Gavn for andre sandfærdig, objektiv Analyse af et Individ eller en anden Ting, ogsaa her uden nogen Art af Forargelses-, Indignations- eller andre Forringelsesudtryk og i Hovedsagen omhandlende de Egenskaber og Detailler, som det virkelig kan være til Nytte at vide Besked med. Men Kritiken kan ogsaa være negativ, d. v. s. ikke vejledende, men ensidig, haard og nedsættende dømmende. Men hvad er Aarsagen til denne Form for Kritik, der maa siges at være absolut gold og livsnedbrydende i Modsætning til al positiv Form for Kritik? Ja, hvad andre Motiver kan overhovedet tænkes end et Ønske om at nedsætte og forringe Omgivelserne og herunder særlig Medvæsenerne, men et saadant Ønske maa jo netop bunde i en eller anden Form for Jalousi, Misundelse og Selvdyrkelse, idet man ved at forringe Omgivelsernes Værd relativt vil hævde sig selv, og det virker jo ogsaa stimulerende paa Selvfølelsen, at man, selv om man maaske ikke selv er i Stand til at gøre den Indsats og faa det ud af Livet, andre magter, saa til Gengæld er i Stand til at skære disse andre lidt ned og formindske deres Indsats. En livsnedbrydende Proces er jo dog ogsaa en Skabelsesproces, selv om den Skaberglæde, man herved kan høste, kun kan betragtes som et bedsk og forvrænget Surrogat af den Glæde, en virkelig livgivende Skabelsesproces kan give, og som netop er den Lykketilstand ethvert normalt Menneske har en brændende Længsel mod. At det her nævnte er rigtigt, bekræftes ydermere af det nære Familieskab, der i Virkeligheden er mellem den negative Form for Kritik og de Foreteelser, der hører ind under Begreberne Bagtalelse og Sladder, hvis skjulte Motiver, sikkert ingen er i Tvivl om, netop er de nys nævnte Motiver.

Man kan ikke komme uden om, at den Form for Kritik, som Pessimisten for det meste benytter sig af, er negativ, idet den for det første næsten aldrig, i al Fald ikke ad direkte Vej, kommer Objektet til Kundskab, men tværtimod udtales bag dennes Ryg, d. v. s. i dennes Fraværelse, for det andet fordi den som Regel kun ensidigt afslører daarlige og kedelige Sider paa en haard og skaanselsløs Maade uden det mindste Gran af formildende eller undskyldende Momenter eller Overbærenhed, for det tredje fordi den ofte omhandler Detailler og Særheder, som det ikke har den bitterste reelle Betydning at have Kendskab til, idet den for det fjerde næsten altid er af nedsættende, dømmende Karakter; blot det almindelige Ord "sikke" i Forbindelse med et eller andet viser dette tydeligt nok. At denne Art Kritik let udvikles til en Automatfunktion, gør ikke Sagen bedre og forandrer intet i, at Pessimistens primære Motiver for sin Kritik, saalænge denne er negativ, er en vis Form for Selvhævdelse. Nu maa det imidlertid bemærkes, at Pessimisten ganske vist er en typisk Repræsentant for den negative Form for Kritik, men at der i Virkeligheden vist ikke findes mange Mennesker, som kan sige sig helt fri for denne Last. Da denne Form for Kritik i Virkeligheden er langt farligere, end man maaske aner, idet den er med til at dræbe og ødelægge alle de smaa spæde Spirer, der hos hvert enkelt Menneske danner Begyndelsen til dette Væsens Udvikling i kunstnerisk Skabelse og Udfoldelse, kan det ikke betones kraftigt nok, at de Mennesker, der saaledes dømmer og kritiserer negativt, i Virkeligheden først og fremmest dømmer sig selv, idet de ligefrem ubarmhjertigt blotter deres egne primitive Naturer og deres dybeste, uopnaaede Længsler, som de sikkert frem for alt ønsker at holde skjult for Omgivelserne. Man kan ikke bebrejde de Mennesker, der saaledes kritiserer, noget; de har, som vi her har set, i deres primitive Naturer en desværre alt for god Grund til at gøre, som de gør; men det forandrer ikke, at de selv faar Virkningerne af deres 100 % ulogiske Væremaade, idet de efterhaanden bliver og føler sig isolerede og ensomme, og desuden i deres Angst for andres negative Kritik hæmmer og kvæler al kunstnerisk Udfoldelse hos sig selv.

– – –

Endelig vil man ogsaa se, at Pessimistens Anskuelse eller Mening om Tilværelsesproblemet (Pkt. 7) paa tilsvarende Maade som alle de øvrige Punkter er med til at male Baggrunden for hans (hendes) Tilsynekomst saa mørk som vel muligt for derved, som forklaret i det foregaaende, at skabe de bedste og mest egnede Betingelser for ham eller hende til en Dyrkelse og Hævdelse af sig selv.