Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kun denne Holdning kan være enhver Tilhænger af "Livets Bog" eller den guddommelige Verdensplan værdig og give Udtryk for den sande Forstaaelse af selve Livets Mening. Thi Tilhængere af "Livets Bog", der ikke har denne Bevidsthedsindstilling, vil meget let komme til at vise den samme Intolerance imod Kritikerne af nævnte Bog, som den disse Kritikere føler imod samme Værk, og vilde derved komme til at fremtræde lidet flatterende. Deres Fremtræden vilde da afsløre, at de, omend ubevidst, paa en Maade ogsaa var Overtrædere af de Forskrifter, nævnte Værk aabenbarer med Hensyn til Tolerance. Og deres Handling vilde da hverken være i "Livets Bog"s eller dens Ophavs Favør.

Med Hensyn til de fem forskellige Former for Kritik af "Livets Bog" har vi nu kun tilbage at give et lille klart orienterende Overblik. Nævnte Former for Kritik udgør altsaa fem forekommende forskellige Væsenstypers særlige Forhold til "Livets Bog", hvilket vil sige: til den Foreteelse som nævnte Bog giver Udtryk for. Og da denne Foreteelse er selve den eksisterende højeste Moralbasis: Intellektualiteten, der igen er det samme som Humaniteten eller Kærligheden, bliver nævnte fem Former for Kritik det samme som fem forskellige Former for Forhold til Kærligheden. Det første saadant Forhold er "A. Kritikerne"s.

Som Læserne vil erindre, udgøres nævnte Kritikere af Væsener, i hvem Humanitet og Kærlighed er altbeherskende Faktorer. Og en Oplysning om Kærlighed og Humanitet er for disse Væsener derfor den allerhøjeste Inspirationskilde. Disse Væsener er derfor selvskrevne til at komme til at elske enhver Bog, eller ethvert logisk Udtryk for Kærlighed, thi de ser i denne eller dette et intellektuelt Forsvar for den mentale Tilstand, de selv repræsenterer. Da denne Tilstand er saa fremtrædende hos disse Væsener, at det er blevet til "C. Viden" hos dem at "vende den højre Kind til, naar de bliver slaaet paa den venstre", kan de aldrig i noget Tilfælde blive Ophav til Indignation, ond Kritik eller Bebrejdelse. Thi dette, "at vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", er jo det samme som at tage Væsener og Ting i ethvert givent Øjeblik, som de netop er. De ved, at dette, at fordre noget som helst andet, er en Overtrædelse af Kærlighedens Princip og bliver identisk med den Gnist, der tænder Indignationens og dermed Hadets Lue. En saadan Fordring vilde de aldrig nænne at lade faa Fodfæste i deres Bevidsthed. Det er denne Fordring, der, som vi nu skal se, i saa høj Grad faar Fodfæste i de efterfølgende Kritikeres Bevidsthed og der bliver skæbnesvanger. Thi den er netop det samme som "Tærskelens Vogtere".

Da "A. Kritikken"s Ophav i saa høj Grad er blottet for selviske Begær, og det derfor er blevet til "C. Viden" hos dem aldrig at vente sig noget andet af Livet, end det, det giver dem, bliver de aldrig skuffede over nogen eller noget. De ved, at alt er Livets eget korrekte Gensvar paa deres egen fortidige og nutidige Gøren og Laden. De er indstillede paa at modtage alt, ogsaa det ubehagelige, som en guddommelig Korrespondance, altsaa som en Gave fra Gud. De ved i en overdaadig Udstrækning, at ingen i absolut Forstand hverken kan gøre eller lide Uret. De bliver derfor ikke indignerede paa den eller det, igennem hvilket det ubehagelige kommer. De ved, at det ubehagelige er med til at frembringe Visdommen, ligesom den stinkende Mødding er med til at frembringe Sædemarken eller Brødkornet. De er af Naturen saa stærkt medbevidste i Livets egen Logik, at de kun kan se Kærlighed i hvad eller hvem, de saa end møder. Der, hvor andre føler "Martyrium", Begær efter "Oprejsning" for "Uret", de tror, der er begaaet imod dem, eller føler Indignation imod den eller det, der er ubehageligt for deres Fremtræden, ser disse Væsener kun Guddommens Aabenbaring eller evige Tale, Vejledning og Førelse, og er kun lykkelige ved at være eet med denne guddommelige Villie.

Som man ser, er "A. Kritikerne" saaledes fødte til at være Kærlighedens sande Disciple. Deres Væsensnatur er Kærlighed. Og de vil derfor som før nævnt kun se Kærligheden i hvad eller hvem, de saa end møder, og saaledes naturligvis ogsaa, naar de møder "Livets Bog". Saaledes kun at se Kærligheden i alt og alle er at se Livets Aabenbaring fra Guddommens eget Udsigtspunkt. Det er dette Syn, vi her maa udtrykke som "A. Kritikken".

Nævnte Kritik vil saaledes udgøre det samme overfor "Livets Bog" som det, nævnte Bog udgør overfor Universet. Dens Indhold er nemlig selve Verdensaltets "A. Kritik" og udgør, som den udviklede Læser ved, et universalt Defensorat for alt, hvad der overhovedet kan forekomme i Livet og Tilværelsen, og følgelig ogsaa for sine egne Modstandere. Enhver Kritik, der ikke repræsenterer en saadan Grad af Intellektualitet, kan aldrig i noget som helst Tilfælde være identisk med en absolut sand Kritik, hvilket vil sige: en absolut sand Analyse, af sit Objekt. Dens Fremtræden som "Analyse" er derfor mere eller mindre kun en Camouflage. Den er, som vi i det efterfølgende skal se, mere eller mindre maskeret Indignation, Intolerance, aandelig Brutalitet eller Vold, Bagtalelse eller paa anden Maade Forfølgelse. Den har ikke, som "A. Kritikken", Intellektualitetens og dermed Kærlighedens straalende Lysvæld i sin Atmosfære. Dens Glorie er sorte Skyer, giftige Dunstarter, der formørker alt mentalt Lys.

Til ovennævnte formørkede Lys hører "B. Kritikken". Med Hensyn til dens Ophav ved vi allerede, at disse i deres daglige Tilværelse ikke helt har "A. Kritikerne"s fuldkomne humane praktiske Væremaade. De har ganske vist i stor Udstrækning teoretisk "A. Kritikerne"s Indstilling til Visdommen eller den højeste Sandhed, men de kan ikke ligesom disse omsætte denne Visdom i ren praktisk Væremaade. De har endnu i stor Udstrækning selviske Begær eller Fordringer til deres Medmennesker og Livet. Og deres Kritik af dette Liv og disse Medvæsener kan derfor heller ikke blive saa ren og upartisk som "A. Kritikerne"s. Den vil altid være præget af det ufri Forhold, som de samme Væsener befinder sig i overfor nævnte Liv og Medvæsener.

Da Livet og Medvæsenerne ikke altid opfylder "B. Kritikeren"s selviske Begær og Attraa, bliver hans Kritik som Regel identisk med en overdreven Dadel af samme Liv og Medvæsener. En absolut fri, nøgtern og upartisk Analyse af noget, der er ubehageligt for det selv eller befinder sig i dets selviske Begærs Disfavør, kan et saadant Væsen af Naturen ikke give. Skal det give en saadan Analyse, kan det kun ske igennem en Slags læggen Baand eller Tvang paa sig selv. Nævnte Væsen maa tvinge Virkningerne af sin Selviskhed i Knæ, altsaa et Besvær "A. Kritikeren" er ganske blottet for. Vi bliver derfor ogsaa Vidne til, at "B. Kritikken" aldrig er ren i sin Fremtræden. Den vil i de fleste Tilfælde være præget af en ganske overdreven Pessimisme, alt eftersom dens Ophav ikke faar opfyldt sine selviske Begær eller Fordringer. Dog maa man her huske paa, at "B. Kritikeren" jo er et Væsen, der har tilegnet sig en vis Grad af Intellektualitet og i Kraft heraf ikke i særlig Grad vil lade sin eventuelle Indignation og Skuffelse gaa ud over selve Aandsvidenskaben, men udøser den derimod over nævnte Videnskabs Ophav og dettes nærmeste Medarbejdere. Og herpaa ses det netop, at det ikke er selve Aandsvidenskaben, men derimod at det er noget personligt hos nævnte Ophav eller dettes Hjælpere, der er kommen paa Tværs af Opfyldelsen af "B. Kritikeren"s selviske Begær, Fordringer eller Ønsker, der ligger til Grund for Pessimismen og Indignationen. Vi ser derfor ogsaa det Særsyn, at "B. Kritikken" kan indeholde den største Lovprisning eller Hyldest til Aandsvidenskaben samtidigt med, at den er fuld af Sortsyn m. H. t. dens Ophav og dettes særlige Hjælpere. Ja, vi finder i "B. Kritikken" alle Symptomer paa, at dens Ophav ligger under for "Martyrfornemmelsen", ligger under for den samme Illusion som den, der bringer alle andre Væsener i Krig med hverandre, nemlig Forestillingen om, at man "lider Uret", er blevet "skubbet ud i Mørket", er blevet "svigtet" o. s. v. altsaa alle de Symptomer, der ikke alene adskiller "B. Kritikeren" fra "A. Kritikeren", men ogsaa fuldstændigt afslører Felter i førstnævntes Bevidsthed, hvor Aandsvidenskaben eller Intellektualiteten endnu ikke er trængt ind. I disse Felter er "B. Kritikeren" endnu fyldt med Vikingeaanden, der ønsker Hævn og Straf over kontrære Medvæsener, Krav om "Oprejsning" for "Uret" man har lidt, og Nedsabling af dem, man tror, der er Skyld i ens Genvordigheder eller ubehagelige Skæbne o. s. v. Ganske vist bruger "B. Kritikeren", grundet paa den Grad af Intellektualitet han har tilegnet sig, ikke de drastiske Metoder i sin Udløsning af Indignation, som Vikingen. I Stedet for det skarpe Sværd bruger den moderne "Viking" nu en skarp Tunge. Han lader her og der falde Bemærkninger, der i Ord, Hentydninger og meget sigende Minespil absolut ikke er tilsigtet at være i Modpartens Favør, men derimod mere eller mindre er baseret paa at sætte Tilhørernes Fantasi i Bevægelse langt ud over det tilladelige eller sandfærdige. Og med dette frie Spillerum for Fantasien bringer den primitive Tilhører det formentlige meddelte og – ikke meddelte – videre, udsmykket og paa intelligensmæssig Maade gjort troværdigt og forlenet med Sensationens allerbedste Effekter, hvorved det kommer til at gøre Lykke hos andre "B. Kritikere" eller Modstandere af denne Bagtalelseskampagnes Objekt. Det er et saadant Fantasibillede, der her udtrykkes som "B. Kritikken".

Nævnte Kritik er saaledes ikke en i Kærlighed affattet nøgtern Analyse af dens Objekt, men udgør derimod i Realiteten en i Form af en intelligensmæssig Bagtalelseskunst udløst Indignation over skuffede eller bristede Forhaabninger hos dens Ophav.

Medens "A. Kritikken" er en intellektuel udtrykt Forstaaelse af alt og alle, ganske uafhængigt af personlige Begær eller fordelagtige Forventninger, og saaledes giver Udtryk for en hundrede Procents Kærlighed, vil "B. Kritikken", ved sit Indhold af Bebrejdelser, Krav om Oprejsning for sit Ophavs "Martyrium" og den tilsigtede bagtalelsesmæssige Tilsmudsning af Modparten og dennes Manifestationer, være identisk med et draget Sværd. Og en saadan Manifestation vil uvægerlig afsløre sit Ophav som mindre intellektuel og dermed mere eller mindre uheldig for ethvert aandeligt Discipelskab. Maatte Peter ikke netop stikke det "dragne Sværd" i Skeden, for at hans Følgeskab med Verdensgenløseren kunde fortsættes? – Og var det ikke med Indstillingen eller Ordene: Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre, Frelseren proklamerede eller aabnede Verdensgenløsningen? – Og er det ikke Ignoreringen af denne Proklamation, der i dybeste Forstand ligger til Grund for Begrebet "Daaren vandrer trygt der, hvor Engle ikke tør træde"? – Og er det ikke denne Vandring, der førte "den fortabte Søn" bort fra Faderen til en Zone, hvor han maatte "æde sammen med Svinene"? – Og var det ikke dette stinkende "Bordselskab", der flængede hans gudesønlige Bevidsthed i "Laser" og "Pjalter"? – Og tror man ikke, det var disse "Laser" og "Pjalter", der aabnede hans Bevidsthed for Synet af den forkerte Vej, han gik, og dermed affødte Længslen efter at vende om og gaa tilbage til Faderen?