Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Selv om Grundlaget saaledes foreligger, kan Detailanalyser indenfor disse Felter dog alligevel have sin Betydning. Livets Oplevelse bestaar nemlig af et Væld af Detailler saa rigt nuanceret, at 2 Ting endnu aldrig har vist sig absolut identiske. Disse Detailler er tit af en saadan kompliceret Beskaffenhed, at det kan volde Vanskeligheder at gruppere dem paa rigtig Maade, hvilket netop er et af Detailanalysens Hovedformaal.

I denne Artikel skal vi beskæftige os lidt med Begrebet Livsindstilling, hvilket vil sige det bestemte Præg eller den bestemte Farvenuance, som et Individ, som Følge af sin specielle Natur eller Bevidsthed, vil eller maa paaføre alle sine Oplevelser. Man kan mere korrekt definere et Individs Livsindstilling som den for Individet karakteristiske mentale Energikombination eller Bevidsthedstilstand, som det umiddelbart hensætter sig i eller fremkalder samt anvender ved Modtagelsen, Opfattelsen og Vurderingen af de Begivenheder, det kommer ud for.

Da et Væsens Livsindstilling er betinget af dets Natur og Erfaringer, d. v. s. dets samlede Bevidsthed, vil ethvert Individ have sin særlige Livsindstilling, der er forskellig fra alle øvrige Individers Livsindstilling. Dog forekommer der visse Fællestræk indenfor det menneskelige Bevidsthedsomraade, der gør det muligt at inddele Menneskeheden efter Bevidsthedsindholdet i forskellige Grupper, som hver for sig er karakteriseret eller defineret ved et eller flere saadanne Fællestræk, hvilket vil sige, at disse Træk skal forekomme i Bevidstheden hos alle de Individer, som den paagældende Gruppe rummer eller indeholder. En Inddeling i en Række ensartede Grupper er formaalstjenlig af Hensyn til Systematiken, da man herved opnaar at kunne udnytte sit Erfaringsmateriale mere effektivt end det ellers kan lade sig gøre. Er man nemlig fortrolig med denne Gruppering, vil man mange Gange straks kunne genkende væsentlige Dele eller Detailler af et nyt Observationsobjekt ved blot at sammenligne dette med de karakteristiske Egenskaber, som definerer de i ens Erfaringsmateriale allerede eksisterende Grupper, d. v. s. de Grupper, man er blevet fortrolig med gennem tidligere Oplevelser med Repræsentanter indenfor disse, medens man ellers maatte sammenligne det nye Observationsobjekt med alle de enkelte Tilfælde, der forekommer i ens Erfaringsmateriale, et Arbejde, som, selv om det til en vis Grad foregaar automatisk ved Hjælp af Loven om Tiltrækning og Frastødning, vilde være ret uoverkommeligt og mange Gange derfor maatte give negativt Resultat. Man maa jo i denne Forbindelse erindre, at Antallet af Enkelttilfælde mange Gange er tusindfold større end Antallet af Grupper. Desuden vil en saadan Gruppeinddeling være af stor Betydning m. H. t. at skelne mere væsentlige, d. v. s. mere dybtgaaende eller mere primære, Egenskaber fra mere uvæsentlige, d. v. s. mere overfladiske eller mere sekundære, Egenskaber, idet de forskellige Grupper i Almindelighed mest hensigtsmæssigt karakteriseres ved mere væsentlige Egenskaber, hvorved der fremkommer en naturlig Adskillelse mellem de væsentlige og de uvæsentlige Egenskaber. Naturligvis kan der foretages mange forskellige Gruppeinddelinger, som alle til en vis Grad kan være lige gode eller berettigede, blot de er tilstrækkeligt motiverede, d. v. s. blot hver enkelt Gruppering har sit specielle Omraade, hvor den er mest hensigtsmæssig eller nyttig. Da Livsindstillingen er et Udslag af Mentaliteten eller Bevidstheden, kan man paa lignende Maade lægge forskellige karakteristiske Fællesformer for Livsindstilling til Grund for en Kategorisering af Menneskeheden, saaledes at man f. Eks. kan komme til følgende velkendte Grupper: Pessimister, Optimister, Mennesker med kynisk Indstilling og endelig Mennesker med en afbalanceret Livsindstilling, som netop er de Former for Livsindstilling, vi i denne Artikel vil beskæftige os med.

Inden vi nu gaar over til en nærmere Omtale og Sammenligninger af nævnte Grupper, skal det lige bemærkes, at man i det følgende hyppigt vil gøre Brug af Vendingen: "at noget er gunstigt (ugunstigt)" som en Forkortelse for, at noget er gunstigt (ugunstigt) for de Individer, der er Tale om, hvilket jo blot igen vil sige, at noget er i Overensstemmelse (Uoverensstemmelse) med Individernes Ønsker og Forhaabninger.

1) De venter sig gerne paa Forhaand ugunstige Udgangsresultater af Begivenheder under Udvikling.

2) De har Tendens til at forestille sig allerede foreliggende Resultater som værende saa ugunstige som muligt, d. v. s. de har Tendens til at undervurdere Betydningen af gunstige Resultater og overvurderer Betydningen af ugunstige Resultater samt dvæle ved og forstørre ugunstige Detailler i Resultaterne (de tager Tingene tungt eller højtideligt) og har desuden Tilbøjelighed til at generalisere ugunstige Begivenheder og gøre gunstige Begivenheder til rene Undtagelser.

3) De vil helst opfatte og fortolke den Paavirkning, de modtager fra Omgivelserne eller Omverdenen som et Udtryk for, at Tilværelsen er ond og uretfærdig og er mod dem i deres Manifestationer, d. v. s. de vil gerne fortolke Tildragelserne, saaledes at de stimuleres i en Forestilling om, at Tingene og Begivenhederne ordner sig paa den værste og den mest forkerte Maade, og at de ganske uforskyldt og uden Grund har Modgang eller er forstødt og forfulgt af Tilværelsen, Skæbnen eller andre højere Magter, med andre Ord, at de i Relation til Omgivelserne kommer til at udgøre en Slags Martyrer (de tager sig selv højtidelig).

4) De har Tilbøjelighed til at overvurdere de Vanskeligheder, de ønsker at overvinde, eller til at undervurdere de Ydelser, de selv evner at præstere for at overvinde saadanne Vanskeligheder samt i det hele taget til at undervurdere deres egne Ideers og Frembringelsers Betydning og Kvalitet, med andre Ord, de har vanskeligt ved at se deres egne Ideers og Evners virkelige Værd, de tør derfor tit slet ikke paatage sig Opgaver, selv om disse er saa smaa, at de med Lethed vilde kunne magte dem. Alt dette vil igen sige, at de i Almindelighed vil lide mere eller mindre af Mindreværdsfølelser.

5) De er gennemgaaende meget saarbare overfor andres Meninger om dem og deres Manifestationer og bekymrer sig i Reglen meget stærkt for den negative Kritik.

6) De er utilfredse med næsten alting eller synes, at næsten alt bør være anderledes, og de er som Følge heraf ofte meget kritisk indstillede overfor Omgivelserne og Medvæsenerne.

7) Da deres Anskuelse om Tilværelsesproblemet naturnødvendig maa være i nøje Overensstemmelse med den i ovennævnte 6 Punkter anførte Karakteristik, maa denne Anskuelse i større eller mindre Grad komme til at udgøre en Tro paa eller Forestilling om, at Verden er ond eller uretfærdig, og Livet er meningsløst, at de "mørke" Magter eller Kræfter er i Overvægt, at en Gud, hvis der i det hele taget eksisterer en Gud, er haard, streng, alvorlig og nidkær samt at Menneskene af Naturen er onde og efter Døden enten vil udslettes eller vil komme i Helvede, d. v. s. komme til at opleve en Tilværelse fuld af Mørke, Sorger og Lidelser. Hele denne Livsindstilling kan ikke undgaa at virke stimulerende til Passivitet i Forhold til Omgivelserne.

– – –

Hvad skyldes det nu, at visse Mennesker er Pessimister? Ja, det er ikke svært at forestille sig, hvorledes en saadan Livsindstilling kan opstaa, idet denne jo i Almindelighed maa betragtes som et uundgaaeligt Slutresultat for et Livsafsnit fyldt med Sygdom og Sorger, Skuffelser og Nederlag.

Men selv om en saadan Livsindstillings Opstaaen er uhyre let forklarlig og forstaaelig, er der dog det mærkelige derved, at den umiddelbart forekommer aldeles ulogisk. Man behøver blot at tænke paa den Følelse af Utilfredshed og den Sum af daarligt Humør, dette Livssyn ikke kan undgaa at afføde, og som en hvilken som helst Form for sund Fornuft dog altid vil modarbejde og opløse, idet Sortsyn kun kan forværre Tingene og aldrig gøre dem bedre. Selv om der kunde synes nok saa megen Grund til at se sort paa Tingene, vilde det dog altid være klogere for Individet selv ikke at hengive sig til dette, men i Stedet for se at faa det bedst mulige ud af de for Haanden værende Forhold. At Pessimisme i det hele taget eksisterer og endog synes ret stabil er saaledes ved en umiddelbar Betragtning ganske mærkværdigt, idet enhver Form for Egoisme, som der jo ellers ikke er nogen Mangel paa, tilsyneladende hurtigt maatte nedbryde al Pessimisme, særlig da de, der har denne Indstilling, i Almindelighed godt kan bringes til at indse, at nævnte Indstilling kun er til Skade for dem selv.

Den pessimistiske Livsindstilling kan derfor ogsaa kun eksistere, naar der er et Følelsesoverskud eller om man vil et Intelligensunderskud til Stede, men det forklarer alligevel ikke dens Eksistens og midlertidige Stabilitet. Der maa være noget mere bagved, noget, som er den virkelige Bærer af nævnte Anskuelse. Dette noget viser sig at være Individets Selvoptagethed eller Selvdyrkelse. For at forstaa dette, behøver man blot at stille sig Spørgsmaalet, hvorledes et Individ, der gerne vil hævde sig, men ikke formaar at gøre dette ved Hjælp af f. Eks. Dygtighed, særlig gode Evner eller Egenskaber, Overlegenhed paa Felter af materiel eller aandelig Art o. s. v. alligevel skal kunne faa Chance for at tilfredsstille denne sin Trang til Selvhævdelse, og man vil se, at denne pessimistiske Livsanskuelse netop er egnet hertil, idet den ved at gøre alt omkring Individet "mørkt" retfærdiggør og undskylder baade overfor Individet selv og dets Omgivelser, at det ikke er mere eller større end det nu engang er og ikke har kunnet drive det videre, end det er Tilfældet. Paa et Omraade giver denne Anskuelse endog Individet Lejlighed til direkte at hævde sig, nemlig m. H. t. den Sum af Lidelser, det har gennemgaaet, den Sum af Modgang, det har maattet kæmpe imod, den haarde, brutale og uretfærdige Skæbne, det har været ude for o. s. v.

Det ses, at det pessimistiske Livssyn ud fra denne Synsvinkel alligevel til en vis Grad er logisk og derfor midlertidig stabilt, selv om det efterhaanden vil og maa nedbryde sig selv som alle uvirkelige Forestillinger eller Illusioner, der efterhaanden maa udviskes i Trivialitetens unuancerede Taage og give Plads for det virkelige Livs detaillerede og farverige Billedgalleri.

At den pessimistiske Livsanskuelse dybest set udtrykker en Form for Selvhævdelse og iøvrigt bygger paa Følelsen, kan man let overtyde sig om ved en Gennemgang af de 7 Punkter, hvormed vi indledte Afsnittet om Pessimisme. Ganske vist kunde Pkt. 1 tydes som Resultat af en ren forstandsmæssig Vurdering, og tilsvarende kunde det synes, at Dannelsen af dette Livssyn ligeledes maatte skyldes en intelligensmæssig Vurdering. Naturligvis benytter Pessimisten sig saa vidt muligt af forstandsmæssige Ræsonnementer til at underbygge og støtte sine Anskuelser, men at Logiken ikke er det afgørende, viser Ræsonnementernes logiske Ufuldkommenhed og Primitivitet i Reglen kun alt for tydeligt. Eller vil man maaske paastaa, at Pessimistens generaliserende Udtalelser (Pkt. 2) som f. Eks. "det er ogsaa altid daarligt Vejr, Verden bliver saamænd aldrig anderledes o. s. v. o. s. v." er baseret paa en streng videnskabelig Forskning eller blot paa en Smule almindelig sund Fornuft? Nej, Motiverne til saadanne Udtalelser maa man søge helt andre Steder. For at finde disse behøver man blot at stille sig Spørgsmaalet, hvad Gavn eller Tilfredsstillelse et Individ kan have ved at fremsætte saadanne Udtalelser, der ikke har noget med en logisk Vurdering at gøre og heller ikke kan forbedre en tilstedeværende Situation, for man vil vel ikke mene, at den Slags Udtalelser virker trøstende? Tværtimod, de kan kun virke nedstemmende og kan kun have det ene logiske Formaal at udgøre et Forsvar over for Individet selv og dets Omgivelser, for Individets egen Vrede og Irritation over den foreliggende Situation eller mere almindeligt medvirke til at danne den mørke og triste Baggrund, der kan retfærdiggøre Individets hele Indstilling, altsaa en Form for Selvhævdelse.

Da den øvrige Del af Pkt. 2 viser samme Trang til Overdrivelse i det mørke, triste og kedeliges Favør, og da Udslagene af denne Trang ligeledes er uden nogen som helst logisk Regulering, gælder ovenstaaende Analyse ogsaa denne Del. Desuden kommer man heller ikke uden om, at alle den Slags Overdrivelser saavel som ogsaa de Forudfattelser, der udgør Pkt. 1, er særdeles godt egnede til at skabe et Forhaandsforsvar mod Kritik, til at retfærdiggøre Mindreværdsfølelser samt danne en passende Baggrund for en Martyriumtilstand.

Pessimistens Tilbøjelighed til at føle sig og foregive at blive uretfærdigt behandlet, forurettet og forfulgt, altsaa til at hylle sig ind i et Martyrium (Pkt. 3), kan vanskeligt forklares som andet end direkte Udslag af Selvdyrkelse og Selvhævdelse.

Den Slags Tilbøjeligheder kan dog kun fremkomme ud fra en Vurdering af sig selv i Forhold til Omgivelserne, hvor Vurderingen konkluderer i en Overbevisning om, at man er mere værd og burde regnes for mere end man i Praksis bliver efter den Maade, Livet behandler en paa. Et Martyrium hviler jo netop paa saadanne Principper og skal jo netop give Omgivelserne Indtrykket af, at Martyren, hvis Retfærdighed virkelig skete Fyldest, vilde blive hævet til en anden Plads i Livet og vilde blive hædret af Medvæsenerne og behandlet af Omgivelserne paa en ganske anderledes ærbødig og hensynsfuld Maade, end det nu er Tilfældet.