Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er et Forsøg, jeg har gjort, at slaa mig ned her i Aar som Folkeferiegæst! Lidt Uvilje havde man nu og da hørt, fordi Kolonien aabnede sine Døre for "ganske almindelige Mennesker", som om man frygtede for, at Stedet, Huse og Inventar skulde blive "besmittede" af en ringere Aand end den, vi følte os saa gode af at besidde. Nu har jeg boet en Tid iblandt og Dør om Dør med de "almindelige" Mennesker, længe nok til at kunne glæde mig med dem og over dem for det paafaldende stilfærdige og etisk smukke Liv, de lever her. Det er saa iøjnefaldende, saa man fristes til at spørge: er de udvalgt paa en eller anden Maade af nogen eller noget? I hvert Tilfælde øver Stedet en stor Tiltrækning paa dem: ("Det er vort Hus fra i Fjor" o. l.). Jeg tror sikkert, at de ud fra deres egne Synsmaader og Følelser elsker Kosmos Feriekoloni og føler sig helt "hjemme" her, hegnet for "Verdens vilde Raab", Ufrihed og Usikkerhed, omtrent som "vi andre" gør det" saadan som det nu er muligt for dem. Relativt altsaa, fordi de ikke endnu er understøttet af den Viden, Martinus og hans Hjælpere har givet os andre, og som paa sin særlige, men endelig ogsaa forpligtende, Maade knytter os til Kosmos Feriekoloni.

Lad os alle betingelsesløst glæde os ved dette Arbejde, der fik Evne, Form og Mulighed for at yde Hvermand Gæsteret og som overensstemmende med sin Grundidé uden Dom eller Skelsættelse at række "de almindelige Mennesker", d. v. s. om saa skal være hele Folket, Haanden. Og derigennem bliver Hundreder af Mennesker i Stand til at vidne for og om det Arbejde, der er gjort, og om den Aand, der raader her, om ogsaa de ikke forstaar andet.

Enhver, der saa de mange 2 og 3 Aars Smaabørn her, der saa at sige endnu aldrig har set andet end faa Kvadratmeter Stuegulv, nu løbe omkring her og sole de smaa nøgne Legemer, vilde glæde sig med mig over Synet.

"Mens hele Verden brænder om din Vugge", skrev Jeppe Aakjær om Barnet under den forrige store Krig. Det passer atter. Ikke selv helt bevidst i Dybden og Fortolkningsmuligheden af sine Ord kom Aakjær her til at berøre en anden "Verden", d. v. s. en anden Bevidsthed, end den brændende Verdens, nemlig Barnets ubekymrede, salige Verden.

Medens Verden brænder stærkere, umiddelbart set mere rædselsvækkende nu end dengang, ligger i Svøb en ny Verdensbevidsthed, en blivende Folkebevidsthed, stærkere end nogen Sinde gennemstraalet af aandelig Indsigt. En ufattelig Gave til Nordens Folk og i Særdeleshed til de første forholdsvis faa, hvem "Skæbnen" valgte til at "staa Faddere". En Styrkelse og et Holdepunkt uden Mage i det blændende, forvirrende, tilsyneladende Kaos, men for os, en for alle og alle for en, til vor yderste Evne forpligtende Gave.

Kosmos Feriekoloni hviler i Stilhed, Fred og Ro og i en Skønhed, der synligt vokser fra Aar til Aar, det sidste maa navnlig siges om Gartneriet og Plantagen. Husrække A er efterhaanden ligesom vokset fast i Plantagen bagved og har, som ogsaa de andre Huse, kastet det nye og eksperimentale af sig og i Stedet faaet en Patina af Prøvethed, af Hjemstavnsret i Landskabet. Ogsaa de nyere Beplantninger af Fyr og Gran staar nu, trods flere tørre Somre og to meget slemme Vintre, nydeligt og i skønneste Trivsel.

Gid mange havde set Solnedgangen Sct. Hansaften oppe fra Klintebjerg – – – en glitrende Straalebro udover Havet og en Farve – og Lysglans – uforglemmelig – umulig at skildre i fattige Ord – en Oplevelse af ufattelig Skønhed.