Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af de ejendommeligste Realiteter, man igennem Martinus Arbejde lærer at kende, er den, at man aldrig nogen Sinde har set et levende Væsen! Et Held i Virkeligheden, at man ikke øjeblikkeligt fatter denne Sandhed i sin fulde Udstrækning, men blot i Almindelighed reagerer overfor den som mærkelig. Man synes dog, at man kender sine nærmeste fortræffeligt, ved jo dog, hvorledes de i dette eller hint Tilfælde reagerer – og alligevel? Pludselig har Tanken hæftet sine første spæde Rødder fast i ens Bevidsthed, og man begynder at spørge sig selv, hvor meget man egentlig kender til denne eller hin, som man før følte sig overtydet om at kende "ud og ind". Det er maaske en af ens Venner, der bliver det første Forskningsobjekt. Et Menneske, hvis Fortrolighed man mener at have, og hvis Bekendtskab man har dyrket gennem flere Aar. Først bliver man enig med sig selv om, at ham kender man da. Udseendet, ja, men hele hans indre Verden? Mon? Langsomt begynder det at dæmre for en, at man i sit Venskab med Vedkommende egentlig kun har søgt de Omraader, hvor Fællesinteresser og Enighed har gjort sig gældende, og opdager maaske pludselig, at man ikke har mindste Viden om, hvorledes Vedkommende vilde reagere, hvis han oplevede det og det – ja, f. Eks. kendte en selv, som man virkelig er. Som man virkelig er? Pludselig er Gaadens Løsning over en. Han kender dig jo slet ikke. Hvem af os har en saa 100 % Tillid til et andet Menneske, at vi vover at give det Indblik i alt, absolut alt, hvad vi tænker? Jeg ser her bort fra mit eget Forhold til Martinus, endskønt jeg her har Hovedkilden til mit eget Livs indre Lykke. Det er det almengældende, der interesserer. Og i det almindelige Liv, i det, som vi alle oplever, vil enhver hurtigt kunne overbevise sig om, at man, selv i Forholdet til sin mest Fortrolige, har adskillige Omraader, man beholder for sig selv, hvorved Modpartens Billede af en – med ens egen fulde Billigelse – ikke er 100 % randskarpt eller klart. Men tænk, om det var det. Tænk, om vore Tanker idag var synlige for dem, der var koncentreret paa dem, – det mest rygende Inferno vilde da føles som himmelsk, om det blot garanterede en den tidligere skjulte Tilstand!

Har vi da set os selv? Er det Billede, vi bærer paa af os selv, da ikke ægte? Haanden paa Hjertet! Hvis man nu var en Skurk, en af de fæleste som tænkes kunde, vilde vi da selv opfatte os saaledes? Er der ikke noget, der hedder Sympati for sig selv? Er vi egentlig nævneværdig haarde i vore egne Domme over vore egne Handlinger? Har vi ikke inde i os selv et lille Departement, hvis eneste Opgave er at finde paa Undskyldninger for de af os selv begaaede Dumheder, en lille Propagandaafdeling, hvis eneste Opgave er at fremstille vore egne Handlinger i et saa sympatisk Lys overfor os selv som muligt? At man indrømmer overfor sig selv, at man i dette eller hint Tilfælde bar sig idiotisk ad, er vistnok ikke det samme som, at man fuldtud akcepterer "Idioten", normalt tilføjer man (overfor sig selv altsaa): men han havde nu ogsaa nogen Skyld o. s. v. Kort sagt, i Forholdet til os selv er vi ikke helt utilbøjelige til at kaste en vis Tilgivelsens Kaabe henover de af vore Handlinger, vort saakaldte "bedre" Jeg ikke helt akcepterer. Selv i de mest drøje Kommentarer til vor egen Fremtræden er de fleste af os vist tilbøjelige til at drysse lidt Sympati og Selvmedlidenhed, mon ikke? Og hvor er saa det klare Billede af os selv henne? "Hvi ser du Skæven i din Broders Øje –" er vist ikke sagt af en, der led af mangelfuld Tænkeevne. Og hvem af os har ikke følt den Brod disse Ord indeholder, og som meget klart viser os vor, skal vi sige minimale, Trang til Selvoprigtighed.

Nej, vi har aldrig set et levende Væsens inderste Kerne. Vi har kun set Dele af dets Reaktioner overfor det, vi kalder Livet. Og paa disse af os selv iagttagne Dele af dets Reaktioner danner vi vore Billeder og fremsiger vort tankeløse "Ham – ham kender jeg da ud og ind!" Men Problemet vokser, og snart spørger man sig selv, hvorfor det, man kender af Vedkommende, og som altsaa danner Grundlaget for ens egne venskabelige Følelser for ham, egentlig tiltaler en selv saa meget? Hvorfor staar han mig egentlig nærmere end saa mange andre? Hvad betinger egentlig den Følelse, vi kalder "venskabelig"? Man føler, at Boret nu er kommet ned i haardere Lag, og at Koncentrationen maa skærpes. Maaske siger man til sig selv: Jo, han og jeg er enige om, at dette og hint forholder sig saaledes, og denne Enighed er det os begge en saa stor Glæde at opleve, at vi gerne opsøger hinanden derfor. Tanken standser et Øjeblik, og med Styrke melder Spørgsmaalet sig: "Hvad er Enighed?" Man føler, at Formuleringen af Svaret skal være klar, og tøver heller ikke med at sige, at det er det, at han og jeg mener det samme om den samme Ting. Men at to er enige om den samme Ting er ingen Nyskabelse, det er en Bekræftelse paa Sandheden af det, man selv har oplevet, og følgelig er det blot sig selv, man har oplevet gennem den andens Sind. Ordene kan godt være hans, Røsten er ens egen og opfordrer ikke til Modsigelse. Her er altsaa ikke tale om to Meninger gennem to Munde, men kun om een Mening gennem to Munde, altsaa en Forstærkning, der gør en selv glad, endskønt man nu føler, at det dybest set blot er sig selv, man har hørt. Alligevel er der noget ved Problemet, man synes halter. At man havde Ret i sin Formodning om dette eller hint og fik det bekræftet igennem en anden, var ikke alene ens egen Røst, man hørte. Man vidste jo helt og fuldt med sig selv, at man havde Ret, hvoraf kommer det saa, at denne, i sig selv overflødige Bekræftelse af et andet Menneske, kan gøre en saa glad? Jeg ved jo nu, at da jeg ikke har vist mig for ham i min sande Skikkelse, med samtlige Dyder og Fejl, har han sandsynligvis heller ikke vist sig for mig, som han virkelig er. Vor Enighed om dette eller hint er jo kun den Del af ham, som dækkes af en tilsvarende Del af mig og siger mig ikke andet om ham, end at han paa disse Omraader har haft de samme Oplevelser som jeg selv, hvoraf følger, at han saa ogsaa maa faa de samme Synspunkter, som disse Oplevelser skænkede mig. Altsaa hviler hele vort Venskab paa en Genfinden af mig selv i hans Væsen, og saa er det jo ikke ham, jeg har søgt, men derimod mig selv. Ja, – og fundet! Boret gaar endnu dybere ned. Hvad vil det egentlig sige at genfinde sig selv i et andet Væsen? Er jeg da ikke begrænset til dette Legeme? Er jeg en Del af ham, af alle dem, med hvem jeg er enige om dette eller hint, og de en Del af mig? Er jeg da ikke total individuel? Et Øjeblik standser Tanken, og man søger at orientere sig. Jo, jeg er individuel. Jeg er jo netop saa uendelig lykkelig ved, at mine Tanker er mine egne, at jeg hersker suverænt i mit eget Univers, at mine Tanker ikke er synlige for andre! For andre? Paany standser man op et Øjeblik. Hvorfra ved jeg, at mine Tanker ikke er synlige for andre? Er det, at de ikke er blevet indkapslet i Lydbilleder, det samme som, at de er forblevet skjult? Er Tanker, som det siges, "toldfrie"? Man mindes pludselig Situationer, hvor de, udenom Ord, i høj Grad var synlige gennem andres Væsen, ja, saa synlige, at man øjeblikkelig tog den Bestemmelse ikke at ville have noget med denne eller hin at gøre, om man skulde møde dem paa sin Vej. Og er det ikke saaledes, at min Sympati for ham, jeg ellers kalder min Ven, netop gør, at jeg søger at undgaa at lade ham føle, at vor Enighed er begrænset til visse Omraader, og at vi udenfor disse ikke er saa enige, som han maaske tror. Har det ikke af og til knebet mig at skjule et lille humoristisk Blink i Øjet, naar han begyndte at udvikle noget for mig, jeg faktisk var langt mere fortrolig med, end han drømte om? Hvorfor gjorde jeg egentlig det? Var det ikke, fordi jeg ikke vilde miste hans Venskab og derigennem den Glæde, det er for mig at høre min egen Røst igennem hans Mund paa de Omraader, hvor vor Bevidsthed dækker hinanden? Nu begynder Billedet at klares. I Forholdet til alle mine egne Oplevelser er jeg individuel. De er alle et Produkt af mit eget Jegs Reaktioner overfor alt det, vi under eet kalder Livet. Disse Reaktioner opleves imidlertid ogsaa af andre og giver i disse andres Sind samme Virkninger, nemlig de Erfaringer, der danner Forudsætningen for det Venskab mellem os, der i sig selv altsaa blot er en Genoplevelse af de tidligere oplevede Reaktioners Konsekvens. At disse Konsekvenser (Erfaringerne) sammenlagt danner Grundlaget for mental Nyskabelse, ændrer ikke den Kendsgerning, at man, idet man bliver enig med et andet Menneske om Grundkonsekvensen, blot hører sine egne Erfaringer gennem en andens Mund. Og endelig giver denne Genoplevelse ingen Garanti for Nyskabelse. For de fleste er Enigheden i og for sig det centrale, altsaa Grundlaget for Venskabet. Kun de færreste sammenligner vist deres Erfaringer og bygger af egen Drift videre paa dem. De fleste nøjes vist med at erkende Enighed i Synsmaader og saa glædes over den Charme, det giver paa store Omraader at omgaas – sig selv!

Men Begrebet "Venskab" har nu faaet et større Perspektiv. En Ven er altsaa et Væsen, som paa givne Omraader har oplevet det samme som man selv, hvad der affødte Enighed i Synsmaader. Paa disse Omraader var det altsaa i Virkeligheden kun sig selv, man mødte. Men udenfor disse Omraader ligger andre store Omraader i begge Sind, som altsaa ikke dækker hinanden. Er disse Omraader af meget forskellig Karakter, saaledes at der ikke kan opstaa Kontakt imellem dem, vil der uvægerligt komme en Dag, da selv det mest grundfæstede Venskab paa Enighedsomraaderne ikke vil kunne modstaa Trykket fra Uenighedsomraaderne, og Venskabet vil da sukcessiv dematerialiseres. Der, hvor man ikke hører sin egen Røst gennem den andens Mund eller en Røst, der drager en ind paa Omraader, hvor man begærer at lære, der deles Vejene, uden at det forrykker den een Gang oplevede Kendsgerning, nemlig den, at man stadig genfinder sig selv i hinandens Væsen indenfor de Omraader, hvor man har fælles selvoplevede Erfaringer.

Da denne Genfinden sig selv i andres Væsen er i meget stærk Vækst indenfor de mest livsvigtige Omraader – de humane saavel som de seksuelle, – begynder en helt ny Væsenstilstand hermed at blive synlig. Vi har aldrig, og vi vil aldrig faa det levende Væsen selv at se. Nej, men fra at leve paa en primitiv dyrisk Adskilthedsoplevelse, med en forfærdende kortsynet Eetlivsopfattelse som Livsfundament, opdager vi mere og mere, at vi, med vor fulde Individualitet i Behold, slet ikke er adskilte Væsener, men derimod i den Grad er sammenflettede Væsener, hvis hele samlede Organisme udtrykker det ganske Verdensalt, – eller Guds egen Organisme, at vi, stadigvæk med vor fulde Individualitet i Behold, alle paavirkes af denne Organismes straalende Jeg og derfor alle, enkeltvis saavel som kollektivt, føres fremover de samme Bevidsthedstrin, for hver især at faa Del i de samme Oplevelser. Med vore egne Sanser fornemmer vi, at omend vor lokale Organisme, vort nuværende Legeme, synes afgrænset og dermed adskilt fra alle andre, er vor Aand, eller vort virkelige Jeg, indvævet i det Altliv, som omgiver os. Gennem oplevet Enighed med andre, møder vi første Gang som realistisk Selvoplevelse den Kendsgerning, at vor Bevidsthed baade er individuelt afgrænset og evigt forbundet med alt eksisterende Liv. Med denne Viden som Baggrund begynder vi at fatte Mystikernes Beretninger om Oplevelser, hvor de følte sig eet med alt – enig med alt, – og en af Nazaræerens store Sætninger lyser os nu i Møde langt mere begribeligt end før, der hvor han siger: "Jeg og Faderen, vi er eet!"