Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Hensyn til Kritikerne af "Livets Bog" naaede vi frem til at omtale fire af de mest fremtrædende Typer. Foruden disse Typer findes der af Kritikere egentlig kun Væsener, der mere eller mindre er helt dogmatisk bundne i religiøse Overleveringer og tillige er foreløbige urokkelige Medlemmer af de her ind under henhørende Religioner, Sekter eller Trossamfund. Da saadanne Væsener er fuldt ud tilfredsstillet i den Visdom eller religiøse Næring, de faar fra nævnte Overleveringer, og højt elsker deres Tro, og hvad dertil hører, ja, helt regner denne for at være det absolut "eneste Saliggørende" og derfor maa tro, at alle andres herfra afvigende Tanker, Tro og Levemaade maa være forkert, maa være "hedensk", maa være af "det onde", og disse Væsener derved udgør Aspiranter til "Helvede", er det naturligvis givet, at saadanne Væsener heller ikke ser med særligt Velbehag eller blide Blikke paa "Livets Bog". Disse Væsener kan umuligt være upartiske Kritikere. De ser i nævnte Bogs Indhold, hvis de da overhovedet læser den, kun Foreteelser, der for dem mere eller mindre forekommer at være "Fanatisme", "Gudsbespottelse" eller ligefrem "Bedrageri". Deres, i Dogmer fængslede, logiske Sans holder dem ude af Stand til at se noget som helst Lys i nævnte Kulturværk. At Guds Veje skulde være uransagelige*), dette, at bruge sin egen Hjerne og Forstand i Opklaringen af Tilværelsesmysteriet og publicere denne Opklaring, er for dem noget, der kun kan være "Djævleværk" og dermed den absolutte Vej til "evig Fortabelse". Da saadanne Væsener endnu slet ikke i nogen Retning har Evne til at basere denne deres Opfattelse paa realistiske, fysiske Kendsgerninger, men udelukkende baserer deres Beskyldninger eller Paastande paa overleverede Dogmer, Tro og Forestillinger, vil deres eventuelle Fjendskab imod "Livets Bog" kun udgøre det samme blinde Fjendskab som det, der bragte Verdensgenløseren paa Korset. Da disse Væsener saaledes i religiøs Henseende er ganske immune overfor Logik, vil ethvert logisk eller intellektuelt Forsvar være ganske umuligt overfor dem. Og Verdensgenløserens Standpunkt: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", vil her være Udtryk for den højeste Forstaaelse. Disse Væsener vil vi her kalde "E. Kritikere".

Vi er hermed naaet igennem de forskellige eksisterende Hovedtyper af Kritikere over "Livets Bog". Alt, hvad der kan fremstaa af Indvendinger eller Kritik imod nævnte Værk, vil saaledes være at henføre under en eller anden af de her nævnte Typer. Der vil saaledes eksistere tilsvarende fem forskellige Former for Kritik, som vi her, efter deres Ophav, henholdsvis vil betegne som "A. Kritiken", "B. Kritiken", "C. Kritiken", "D. Kritiken" og "E. Kritiken".

Vi vil nu gaa over til at dvæle lidt ved disse særlige Former for Kritik og se, hvad der kan være Aarsagen til deres Fremkomst. Men forinden maa vi dog endnu engang gøre Ophold ved selve "Livets Bog", der er Genstanden for nævnte Kritikformer. Der er maaske dem, der mener, at en saadan Analysering, som den, der her finder Sted, er uberettiget og anmassende. Og man vil maaske netop hævde, at dette, at en Forfatter saaledes sætter Folk paa Plads, alt eftersom de ikke forstaar hans Bog, er ukærligt eller selvisk. Ja, de vil maaske endda hævde, at nævnte Analysering er en Form for Intolerance, er en Form for at stille Folk i "Gabestok", idet de vil mene, at Forfatteren i en saadan Situation ikke tolererer, at Væsener har en anden Mening om hans Værk end den, han selv proklamerer. Og hvis en saadan Foreteelse var almengældende, hvilket vil sige: fremkom hos alle Forfattere og derfor gjaldt enhver udkommen Bog, vilde vi blive nødt til, i en Masse Tilfælde, at give ovennævnte Væsener Ret. Situationen vilde være Udtryk for en altdominerende Intolerance og Selvtilbedelse, ja, i værste Tilfælde en Forgudelse af sin egen og en Forfølgelse af andres Skabelse. Men en saadan Karakter kan Situationen aldrig i noget som helst Tilfælde komme til at udtrykke, naar det gælder "Livets Bog" og dens Ophav. Her er der nemlig slet ikke Tale om hverken "Forfatteren" eller hans "Bog". Disse to Foreteelser er saa uendelig underordnede i Forhold til den Realitet, der dækker sig under Begrebet "Livets Bog", og som har været udgørende den Maalestok, efter hvilken de nævnte Kritikformer kunde udmaales.

Hvis "Livets Bog" kun var en Forfatters "Formodning", "Hypotese" eller digteriske "Fantasibillede" af Tilværelsesmysteriet, og han trods dette alligevel fastholdt sin Berettigelse til, mentalt set, at sætte de andre paa Plads i Forhold til deres Indstilling til dette hans "Fantasibillede", vilde det i højeste Grad være Selvforgudelse eller Tilbedelse af sin egen Skabelse, der maatte sidde i Højsædet i dette Væsens Mentalitet. Men "Livets Bog" er ikke en Samling Hypoteser eller Formodninger om, hvorledes selve Livslovene eller Loven for Tilværelse – kunde være, men fremtræder derimod som en realistisk Paavisning af, hvorledes nævnte Lov – som Kendsgerning eksisterer. Det er dette dens Indholds Identitet som Kendsgerning, der forandrer Forholdet og ikke alene berettiger, men ogsaa ligefrem forpligter, dens Ophav til Manifestationen af den her fremførte Analyse af dens Kritikere og Kritik. Overfor Kendsgerningen maa og skal alt kapitulere. Thi Kendsgerningen er Sandheden. Og Sandheden er Vejen til Livet. At tilsløre Kendsgerningen vil saaledes være det samme som at spærre Væsenernes Vandring imod Lyset. Det udviklede Væsen kan derfor aldrig i noget Tilfælde gaa med til at spærre denne Vej, men vil altid fjerne Hindringerne, ligegyldigt hvad det saa end derved maatte komme ud for af Misforstaaelse, Intolerance og Rygtesmederi, rettet imod det selv af blinde og ufærdige Væsener, der derved har faaet deres egen lille selviske Verden eller mentale Position truet.

For at bevise, at "Livets Bog"s Indhold ikke udgør en i Kontakt med Kendsgerningen eller Virkeligheden eksisterende Analyse af Verdensaltet, maa man bevise, at der ingen Gud er til, ingen Udødelighed og dermed heller ingen evig Tilværelse og intet Liv efter Døden. Yderligere maa man bevise, at der ikke findes nogen Logik i selve Livet og Naturen, ligesom man ogsaa maa bevise, at al Udvikling er Fantasi og Overtro. Alt staar stille. Aber er Aber og kan aldrig blive andet end Aber. Tigere, Løver, Lam og Duer vil aldrig kunne blive andet end de Fremtoninger, de i Dag udgør. Røvere, Mordere eller andre Forbrydere maatte evigt være Primitivitetens Repræsentanter, ligesom Naturmennesket, Pygmæen, Buskmanden eller Ildlænderen aldrig vilde komme til at opleve Intellektualitetens fremtrædende Livsform. Man maa saaledes i overdaadig Fylde dokumentere, at Livet udelukkende er uretfærdigt og ukærligt, er Mørke og Kaos og i al Evighed maatte forblive i denne Tilstand. Kan man bevise, at dette er Livets Sandhed, vil "Livets Bog" være et kulminerende Usandhedens Dokument. Og enhver Tagen Afstand fra denne, ja, enhver Bekæmpelse af denne, vilde ligefrem være en Pligt, være en Naturnødvendighed, ligesom Bekæmpelsen af en Sygdom.

Men da ovennævnte Bevisførelse i Realiteten vilde være det samme som at bevise, at Solen ikke eksisterer, og at det levende Væsen aldrig har været til, og dette udgør den diametrale Modsætning til det, "Livets Bog" udtrykker, vil enhver Indignation eller Tagen Afstand fra samme Bog saaledes mere eller mindre udgøre en Del af denne "Bevisførelse". I samme Grad, som man afviger fra at acceptere "Livets Bog", i samme Grad udgør ens Bevidsthed en Tilslutning til ovennævnte abnorme Bevisførelse, og i samme Grad er man i Realiteten, bevidst eller ubevidst, med til at benægte Solens og det levende Væsens Eksistens. Man repræsenterer saaledes en Grad af Modstand imod den Kendsgerning, som Livet og dets Mening i Virkeligheden er. Og det er Ophavene til denne Modstands særlige Skala, vi her fremfører som de forskellige Kritikere af "Livets Bog". Denne Skala strækker sig altsaa fra den fuldkomne Kontakt eller Samklang til den diametrale Modsætning til eller direkte Disharmoni med selve Livets absolutte Analyse. Denne Skalas særligt fremtrædende Trin udgøres altsaa af de forskellige Kritikeres særlige Indstilling til ovennævnte Analyse eller Livets Mening, hvilket vil sige: er identisk med de tidligere nævnte fem forskellige Former for Kritik. Disse Trin udgør altsaa, med Undtagelse af "A. Kritiken", et større eller mindre Modsætningsforhold til den absolutte Virkeligheds Analyse.

De nævnte Kritikere er saaledes ikke blevet paapeget eller begrundet udfra deres Forhold til "Livets Bog". Om de f. Eks. synes, den er uklar eller daarligt skrevet, eller om de synes, den er genial eller godt skrevet har naturligvis været ganske ude af Betragtning i Fremkomsten af ovennævnte Kritikarters Analyse. Det bestemmende har udelukkende været deres Indignation imod selve Bogens Analyse af den guddommelige Verdensplan eller Livets Mening. Men at være imod "Livets Bog" uden at være imod den guddommelige Verdensplan eller Livets Mening lader sig ikke gøre. Thi nævnte Bog indeholder ikke et eneste Afsnit, et eneste Kapitel eller Symbol, som ikke paa en eller anden Maade er et Led i Afsløringen af Humaniteten eller Kærligheden og dermed Intellektualiteten som den højeste attraaværdige Moralbasis for det nuværende Jordmenneskesamfunds fysiske og mentale Fremtræden, og Primitiviteten og dermed Hadet som en for det samme Samfund delvis udlevet og derfor nu tilsvarende mindre attraaværdig Moralbasis. Det er derfor ikke Væsenernes Forhold til "Livets Bog", men derimod Væsenernes Forhold til Forstaaelsen af disse to kontrære Poler, der udelukkende har dannet Basis for Analysen af de her skildrede Former for Kritikere. Væsenernes Indignation over nævnte Analyse kan derfor aldrig retmæssigt komme til at berøre dens Ophav eller Forfatteren til "Livets Bog", idet samme Indignation saaledes i Realiteten umuligt kan eksistere uden at være identisk med en Indignation imod selve den guddommelige Verdensplan, være et Oprør imod selve Solens og Lysets Eksistens, baseret paa en Grad af manglende Forstaaelse af den, igennem samme Eksistens afslørede Livets Mening.

Nævnte Analyse af Kritikerne over "Livets Bog" er da heller ikke manifesteret som en Udløsning af Intolerance eller en Hævnakt imod disse Væsener fra Ophavet til "Livets Bog", men er derimod udelukkende manifesteret for at opfylde nævnte Ophavs absolutte Ønske om at fjerne enhver Mulighed for Opstaaelsen af Indignation eller Intolerance imod nævnte Kritikere fra Venner og Tilhængere af "Livets Bog", og inspirere dem til, i dette Forhold saavel som i alle andre lignende Forhold, at være besjælet af den gudesønlige Bevidsthedsindstilling "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".

 

 

*) Redaktionens kommentar: Ordet "uransagelige" skal læses "ransagelige".