Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/5 side 1
<<  5:14  >>
Martinus:
Omkring min Skabelse af "Livets Bog"
(Fortsat.)
Et saadan Væsen er endnu ikke naaet frem til Fundamentet for den højeste Livsoplevelse eller selve Verdensgenløsningens urokkelige Fundament, Bevidsthedsindstillingen: "Fader ske ikke min, men din Villie". Og dette at være i Kontakt og Harmoni med alle Livets Foreteelser er for denne Væsenstype saavel som for "B.-" og "C. Kritikerne" noget, der endnu befinder sig i en fjern Horisont forude. Vi vil kalde disse Væsener for "D. Kritikere".
Da der muligvis findes Læsere, der ikke rigtig forstaar, hvilken fundamental Bevidsthedsindstilling det gamle Ord: "Fader ske ikke min, men din Villie" giver Udtryk for, og de derfor kan synes, at nævnte Sætning ikke har nogen logisk Rodfæstning i Virkeligheden og derfor maa være overflødig, har jeg følt mig tilskyndet til her, inden jeg gaar videre i Analyseringen af Kritiken over "Livets Bog", at give nogle orienterende Bemærkninger angaaende Forholdet mellem Guddommens Villie og det levende Væsens eller Gudesønnens Villie.
Naar nogen kan falde for ovennævnte Skepsis, kan det kun have sin Rod i den Omstændighed, at de ved, at Slutfacittet i Verdensaltet er "saare godt", og de derfor tror, at alle Ting direkte maa være Udtryk for den guddommelige Villie, og følgelig maa anse enhver Opstilling af et Modsætningsforhold til denne Villie, for paa Forhaand at være dømt til at mislykkes. Men et saadan Ræsonnement kan ikke holde Stand. Et fuldkomment Slutfacit, som det ovenfor nævnte, kan ikke skabes eller eksistere uden at være en Overvindelse af Modsætningen. Hvis ikke der eksisterede en saadan Modsætning i selve Verdensaltet, kunde nævnte guddommelige Facit aldrig nogen Sinde blive til eller eksistere.
Det er rigtigt, at den guddommelige Villie fører alle Foreteelser frem til det store kosmiske Slutfacit, der udtrykker, at "Alt er saare godt", men dette Facit er ikke blevet til paa Grundlag af, at Gud "vilde alt", thi saa vilde dette Facits Manifestation være ganske udelukket. En Villie, der "vil alt", er ikke nogen Villie. Et Væsen, der paa en Gang vil gaa op og ned ad en Trappe, er ganske blottet for Villie og saaledes udenfor Betingelser for at kunne skabe, ja, selve Livets Oplevelse vilde med en saadan Bevidsthedsindstilling være en total Umulighed.
Naar Universets eller Verdensaltets millionfoldige Detailler udløser sig i Slutfacittet, "Alt er saare godt", saa sker det – ikke i Kraft af, at Guddommen "vil alt", – men derimod i Kraft af, at der er noget, – Guddommen vil, og noget, – Guddommen ikke vil, – og hvorved al Betingelse for Manifestation af hans eget Væsens Aabenbaring, saavel som de levende Væseners Oplevelse af Livet faar Betingelse for at eksistere. En Villie kan kun komme til Udløsning i Kraft af, at der samtidigt er noget, – man ikke vil. For at man overhovedet kan manifestere Villie, er man nødsaget til – ikke at ville de Ting, der er en Hindring for de Ting, man vil. En Villie kan saaledes kun eksistere som en Kombination eller Forbindelse af en negativ og positiv Tankeindstilling. For at have Villie, maa der saaledes ligesaa godt være noget, man ikke vil, som der maa være noget, man vil. Uden disse to Foreteelser kan intet skabes eller manifesteres. Og hvis man overhovedet vil anerkende, at Verdensaltet udtrykker en Plan, maa denne Plan ogsaa udtrykke eller være identisk med Villie. Og da den er Villie, maa den ogsaa være en Egenskab ved et levende Væsen, samtidigt med, at den maa være en Forbindelse af en negativ og positiv Tankeindstilling. Da nævnte Plans Facit eller Formaal er at holde Verdensaltet i en Tilstand, der passer paa Betegnelsen, "Alt er saare godt", bliver det en Kendsgerning, at den Villie, af hvilken dette Facit er et Resultat, maa være indstillet paa – at ville det, der kan opbygge dette Facit, og – ikke at ville det, der kan nedbryde nævnte. Hvis ikke denne Villie er saaledes, kan Verdensaltet ikke udtrykke nogen logisk Plan og følgelig heller ikke noget logisk Slutresultat. Men det er jo det modsatte af, hvad der eksisterer som urokkelige Fakta. Verdensaltet er den mest logiske Plan, der findes, ja, er selve Logikkens Kulmination. Vi ser derfor ogsaa derigennem den guddommelige Villie fremtræde med sin negative og positive Foreteelse akkurat som ethvert andet levende Væsens Villie. Og det er netop i Kraft heraf, at de levende Væsener kan bygge Skæbne, kan blive med eller imod disse to Foreteelser i den guddommelige Villie. Ethvert levende Væsen har jo ogsaa Villie, som igen bestaar af en negativ og positiv Foreteelse. Vender et saadant Væsen nu sin negative Villieside imod Guddommens positive Villieside eller sin positive imod Guddommens negative, opstaar Disharmonien mellem Gudesønnens og Guddommens Villie. Og Konsekvenserne heraf er den ulykkelige Skæbne, Lidelserne eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Helvede".
Vender det levende Væsen eller Gudesønnen derimod sin positive og negative Villieside henholdsvis imod Guddommens positive og negative Villieside, bliver Gudesønnens Villie eet med Guddommens Villie, og Gudesønnen bliver "Eet med Faderen". Og den Fred, Lykke eller Salighed, som ene kan være Modsætningen til "Helvede", og som i gammelreligiøs Terminologi betegnes som "Paradiset", "Himlen" eller "Himmeriges Rige" opstaar.
Nu er saa kun tilbage Spørgsmaalet: Hvad er den negative og positive Side af Guds Villie? –
Men for at faa dette Spørgsmaal besvaret, maa man følge Udviklingen eller Faserne i Fuldbyrdelsen af den guddommelige Verdensplan, der bevirker, at alt til Slut bliver "saare godt". Og da ser man Svaret i Form af "Spiralprincippet". Nævnte Princip viser os, at Villien bag Planen befordrer en neadgaaende Proces og en opadgaaende Proces. Den nedadgaaende Proces har vi gennem mit Arbejde lært at kende som "Indvikling" og den opadgaaende som "Udvikling". Og det er udelukkende ved et tilpas Sammenspil mellem disse to Processer eller Kontraster, at Skabelse overhovedet kan finde Sted og dermed de levende Væseners Oplevelse af Livet. Men naar disse to Former for Proces er Betingelsen for Oplevelse af Livet, maa disse være et urokkeligt Udtryk for den guddommelige Villie. Denne Villies Frembringelse af Facittet, "Alt er saare godt", sker altsaa udelukkende kun igennem Guddommens Villen Individets Oplevelse af den "nedadgaaende" og "opadgaaende" Proces. Men den kan ikke ville, at nævnte Oplevelser skal ske samtidig, thi det er jo det samme som at ville det umulige. Det levende Væsen kan, som før nævnt, ikke samtidig gaa op og ned ad en Trappe. Samtidig at ville det ene ligesaavel som det andet, kan jo kun gøre Villien til en Ligevægt mellem to Kontraster. Og en Ligevægt er som bekendt det samme som "Stilstand" eller Umanifestation og bliver dermed yderligere synlig som et "Intet". Guddommen kan derfor ikke ville, at Individet skal opleve den "nedadgaaende" og "opadgaaende" Tilstand samtidig, men derimod udelukkende kun efter hinanden. I modsat Fald maatte det udelukke en hvilken som helst Form for Oplevelse. I Stedet for selve Livsoplevelsen vilde der kun eksistere et evigt "Intet". Døden eller en total Bevidstløshed maatte være den altbeherskende Faktor der, hvor Universet med sine Sol- og Stjernebyer og alt, hvad dertil hører, nu funkler og straaler Livet ud.
I Henhold til den guddommelige Villie kommer det levende Væsen saaledes til at befinde sig et eller andet Sted enten i den "nedadgaaende" eller "opadgaaende" Bevægelse i Spiralkredsløbet, men ikke samtidig i dem begge.
Hvis Væsenet befinder sig i Spiralens "nedadgaaende Bane" vil den guddommelige Villie overfor et saadant Væsen urokkelig være dets "Indvikling" eller "nedadgaaende" Tilstand, hvilket igen, som Læserne ved, er det samme som Udviklingen hen imod Kulminationen af "det dræbende Princip eller Egenkærlighedsprincippet. Har Væsenet derimod passeret Kulminationen af "det dræbende Princip" og saaledes befinder sig i Spiralens "opadgaaende" Bane, hvilket vil sige i Udviklingen hen imod Kulminationen af Humaniteten, Næste- eller Alkærlighedsprincippet, vil den guddommelige Villie, overfor et saadant Væsen, urokkelig være denne dets "opadgaaende" Tilstand. Men her er det, at det ejendommelige sker, at Individet kan komme i Konflikt med denne Guddommens Villie.
Individet eller det levende Væsen fremtræder jo i "Guds Billede efter hans Lignelse", hvilket i Realiteten vil sige, at det ogsaa har en Villie. Det eksisterer eller bygger sin Oplevelse af Livet op i Kraft af, at der er noget, – det vil, og noget, – det ikke vil. Og denne Individets Villie er saaledes stedet overfor Guds Villie eller det, – Guddommen vil, og det – Guddommen ikke vil. Saalænge Individet befinder sig i den "nedadgaaende" Bane i Kredsløbet, vil der ikke opstaa nogen synderlig Konflikt imellem Guds Villie og Væsenets Villie, thi Væsenet befinder sig netop i nævnte Bane efter sit eget Ønske eller Begær. At udføre de Manifestationer, der holder denne Bane eksisterende, er altsaa Udtryk for dets egen Villie og kan saaledes kun være en Glæde for det selv, samtidig med at det er den fulde Efterkommelse eller Opfyldelse af Guds Villie. Og denne Del af Spiralkredsløbet bliver da ogsaa at udtrykke som "Paradiset". (Se endvidere min Bog "Logik" Side 138 og 139). Noget helt andet gør sig derimod gældende, naar Individet i Kredsløbet har passeret Kulminationen eller Vendepunktet for den "nedadgaaende" Bane og derved kommer til at befinde sig i den Del af Kredsløbet, hvor det ikke mere er den "nedadgaaende" Bane eller Tilstand, men derimod den "opadgaaende" Bane, der er Guds Villie. Her opstaar der en direkte Konflikt mellem Individets Villie og Guds Villie.
For at kunne faa en fuld Tilfredsstillelse eller Mættelse af Oplevelsen af "det dræbende Princip" har Individet gradvis maattet skabe sig et animalsk Legeme, der indtil hundrede Procent blev et tjenligt Redskab for nævnte Oplevelse. Ligesom dette Legeme, grundet paa den tunge fysiske Materie af hvilken det bestaar, kun gradvis kunde blive til eller bygget op med alle sine Lokalorganer og Tankecentre for Udfoldelsen af Selviskheden eller "det dræbende Princip", saaledes kan det samme Legeme kun gradvis omskabes og faa udviklet nye Lokalorganer eller Tankecentre for Manifestationen af Uselviskheden eller Alkærligheden, der jo udtrykker den "opadgaaende" Banes Tilstand i Spiralen. Individet vil derfor endnu længe efter, at det har passeret Kulminationspunktet for den "nedadgaaende" Bane i Kredsløbet, have lettest ved at manifestere dennes Principper og Foreteelser, fordi disse endnu i overvældende Grad er "C. Viden" eller Vanefunktion hos det, medens Centrene eller Organerne for Manifestationen af den "opadgaaende" Banes Principper og Foreteelser endnu kun er i sin spæde Vorden. I den "nedadgaaende" Bane bliver, som før nævnt, denne Banes Principper identisk med det, – Guddommen vil, og den "opadgaaende" Banes Principper identisk med det, – Guddommen ikke vil. Men i den "opadgaaende" Bane bliver denne Banes Principper naturligvis identisk med det, – Guddommen vil, og den "nedadgaaende" Banes Principper udgørende det, – Guddommen ikke vil. I modsat Fald vilde der jo ikke være nogen som helst Mulighed for Manifestation eller Skabelse. Naar Individet, efter at have passeret den "nedadgaaende" Banes Kulminationsstadium og er rykket ind i den "opadgaaende" Bane, men stadigt grundet paa sin Vanebevidsthed, i en vis Udstrækning helst manifesterer den "nedadgaaende" Banes Principper eller Bevidsthedsmetoder, bliver det til Kendsgerning, at det her gør noget – Guddommen ikke vil.
Individet vil altsaa, i en vis Udstrækning manifestere den "nedadgaaende" Banes Principper eller Bevidsthedsmetoder i den "opadgaaende" Banes Domæne og kommer saaledes i direkte Konflikt med Guds Villie. Det bliver altsaa her synligt, at Individet har en fri eller selvstændig Villie, det kan bringe i Konflikt eller Kontakt med Guds Villie. Men da Guddommen – ikke vil – Manifestationen af den "nedadgaaende" Banes Tankemetoder i den "opadgaaende" Banes Domæne, vil Resultatet af denne Disharmoni imellem Individets Villie og Guds Villie urokkelig blive Lidelserne, Smærterne, Mørket eller alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Helvede", thi Væsenet gaar jo her imod selve Universet. Det prøver faktisk paa at flytte Sol og Maane. Men her opdager det, at den Sten, det ikke kan løfte, maa det lade ligge. Igennem Helvede eller Mørket kommer det til Kundskab om, at der findes en Villie, der er langt stærkere end dets egen. Og at Aarsagen til dets Misere udelukkende kun var den Omstændighed, at det vilde noget, som Ophavet til denne stærkere Villie – ikke vilde, og at nævnte Ophav ikke vilde det, fordi det i den "opadgaaende" Bane var abnormt, førte til Undergang og derfor var taabeligt. Men naar det levende Væsen opdager, at dette faderlige Motiv udelukkende danner Grundlaget for Guddommens eller denne i Universet forekommende stærkeste Villie eller Villieføring er det ikke saa underlig, at det vender sig mod det evige Forsyn og henrykt udbryder: "Fader ske ikke min, men din Villie."
Det er denne Oplevelse af den guddommelige Villies Tilstedeværelse i Universet og dens alkærlige Ophavs Eksistens, der, til usigelig Velsignelse for Menneskeheden, har besjælet dens største Førere. De har set, at Guds Villie er Loven for Tilværelse, Loven for Oplevelse. De har set, at ved at følge denne Villie bragte man ikke alene sin egen Villie i Kontakt med Loven for Livets Oplevelse og blev Eet med Faderen, men man gjorde sig ogsaa fri af de Hindringer for Livets Oplevelse, der tilsammen danner det, vi kalder "en ulykkelig Skæbne" med dens Lidelser og Besværligheder, dens mørke Mentalitet og Sortsyn, dens Befordring af Tilsløringen af Væsenets Identitet som Livets Herre. De nævnte Væsener har saaledes set, at dette at give sin Villie ind under Guds Villie aldrig i noget Tilfælde kan blive identisk med en slavemæssig Underkastelse og Overgivelse af sit eget Liv, sin egen Individualitet, men derimod udelukkende var Vejen til Herredømmet over de Foreteelser, igennem hvilke Adgangen til Guddommens eget Syn, egen Mentalitet og den hermed forbundne Frigørelse fra Dyreriget udelukkende kun kan gives. De samme Væsener har dermed set, at Bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din Villie", saaledes er Hovedhjørnestenen i Jordmenneskehedens Frigørelse eller det, vi udtrykker som Verdensgenløsningen. Nævnte Bevidsthedsindstilling er saaledes Roden og Stammen ud fra hvilken de evige Sandheder eller Facitter: "Dømmer ikke, thi med den Dom I dømme, skulle I igen dømmes". – "Hver den, der ombringer ved Sværd, skal selv omkomme ved Sværd". – "Saligt er det at give, hellere end at tage". – "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre", samt mange andre, danner Grene.
Bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din Villie", er saaledes ikke noget ganske overflødigt, men fremtræder derimod i allerhøjeste Grad som det absolut eneste Fornødne for enhver ærlig Sandhedssøger eller Aandsforsker. At vandre i modsat Retning tør Væsenerne kun gøre i de Felter, hvor de endnu ikke kender Vejen, Sandheden og Livet.
(Fortsættes.)
  >>