Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1941/4 side 217
<<  4:14  >>
Martinus:
Omkring min Skabelse af "Livets Bog"
(Fortsat.)
At disse Væsener ikke er særlig forstaaende overfor et Værk som "Livets Bog", bliver her ganske naturligt. Hele dens Materiale er Udtryk for Analyser af Ting, der ligger langt hinsides, hvad Maal- og Vægtfacitter kan afsløre og er saaledes Detailler, der ikke udelukkende kan opleves med Intelligensen, men derimod kun med "Hjertet", hvilket vil sige, ved et harmonisk Sammenspil imellem Intelligens og Følelse og den herved i Bevidstheden skabte Adgang for "Intuitionen" eller Livets femte Grundenergi, der er det højeste Lys eller "Solskin", i hvilket noget kan ses, sanses eller opleves. Da dette harmoniske Sammenspil mellem Hjerte og Intelligens ganske mangler i de nævnte Intelligensvæseners Bevidsthed, kan de kun betragte den kosmiske Del af Videnskaben, hvilket vil sige, de udenfor deres egen Viden liggende Felter, som Overtro, Fantasi eller Naivitet.
At disse Væsener ikke er kvalificerede til at forstaa "Livets Bog" er naturligvis en Selvfølge, ganske uafhængigt af, hvor stor en Position de saa end maatte have erhvervet sig i ren materielvidenskabelig Henseende. Om de er Magistre, Doktorer eller Professorer er ganske uden Betydning i denne Forbindelse. Og vi vil kalde disse Væsener for "C. Kritikere".
Medens "B. Kritikerne" og "C. Kritikerne" er intelligensbetonede, er der en anden Serie af Væsener, der er følelsesbetonede. De ypperste af disse Væsener har efterhaanden tilegnet sig saa megen Intelligens, at de ikke mere føler sig helt i Kontakt med de gængse autoriserede Dogmer, selv om denne deres Intelligens dog er altfor svag i Forhold til deres Følelse. Denne Uligevægt bevirker, at de stadigt har Anlæg for at "tro", selv om denne "Tro" naturligvis ikke kan fremkaldes af de almindelige autoriserede kirkelige Prædikener. Disse Væsener nærer derfor en Slags Hunger efter ny aandelig Føde eller Næring. De søger en højere og mere detailleret Forklaring paa Tilværelsen, end den de har faaet i deres Børnelærdom. Vi finder derfor i stor Udstrækning disse Væsener som Medlemmer af de mere eller mindre fremtrædende moderne reformerte religiøse Bevægelser, Sekter eller Samfund, vi kender under Begrebet "Teosofi", "Antroposofi", "Spiritisme" og lignende. Men samtidigt maa jeg bemærke, at disse nævnte Bevægelser naturligvis ogsaa rummer en hel Del af de Væsener, vi allerede har beskrevet, saavel "A. Kritikere" som "B. Kritikere". Men den Type, vi her særligt skal dvæle ved, er altsaa en Type, der er for intelligent til at tro paa den religiøse Børnelærdom, men for lidt intelligent til helt at kunne undvære "den guddommelige Suggestion" eller mentale "Gangstol", i hvilken Forsynet, i Henhold til "Livets Bog", afstiver eller holder Væsenerne, indtil de, mentalt set, helt kan staa paa egne Ben. Disse Væsener har altsaa endnu, grundet paa deres Uligevægt imellem Intelligens og Følelse, Trang til at tro. Og denne deres Trang kommer til Udfoldelse igennem en særlig Hengivenhed for, eller Tilbedelse af, de store Førere indenfor nævnte religiøse Bevægelser. I en overordentlig stor Udstrækning er det mere en Tilbedelse af disse Førere, end det er en nøgtern realistisk Forstaaelse af disse Bevægelsers Udtryk for den virkelige eller absolutte Sandhed, disse Væsener er indhyllede i. Nævnte Væsener er saaledes endnu ikke helt frie eller uafhængige Forskere. De er i Virkeligheden kun Væsener, der har faaet "skiftet Tro". De har faaet reformeret Grundlaget for deres tidligere "Trosbasis". De har faaet noget nyt at tro paa. Og jo mere Bevægelsen, de er kommet til at tilhøre, er stor eller verdensomspændende, desto større forekommer dens Stiftere eller Ledere dem at være, og desto mere kommer deres Hengivenhed og Ærbødighed for disse til at udgøre Tilbedelse. Deres for stærke Følelse i Forhold til deres Intelligens, lader dem endnu være for stærke partiske Beundrere af Besiddere af stor Position og Berømthed. Disse to nævnte Realiteter er endnu i en lidt for stærkt fremtrædende Grad attraaværdige Idealer og Genstand for hemmeligt Begær i deres Indre. De har endnu lidt af Fortidens "Heltedyrkelse" i deres Kød og Blod. Ja, nævnte "Heltedyrkelse" kan endog i særlig Grad for den her nævnte Type blive det absolut eneste bærende indenfor Bevægelser, hvis aandelige Næring er totalt afhængig af "spiritistiske Medier". Det kan ikke nægtes, at selv om der indenfor saadanne Bevægelser, som før nævnt, findes baade ædle og nøgterne Væsener, saa findes der i overordentlig stor Udstrækning Væsener, der faar næret deres "Heltedyrkelse" og "Trosevne" i en saadan Grad, at de midlertidigt saa at sige helt har mistet deres Selvstændighed eller Individualitet. Foruden at de i ethvert Spørgsmaal først maa have Svar igennem Mediet og saaledes i tilsvarende Grad har sat deres egen Analyseringsevne og dermed deres Intelligensfunktion i de paagældende Felter ud af Spillet, er de samtidigt berusede ved Tanken om Nærværelsen af de "store" bibelske Personer: Kristus, Matthæus, Markus, Lukas, Johannes, Paulus m. fl. samt berømte historiske Personer: Konger, Fyrster, Dronninger, Genier eller andre kendte Afdøde, der paaberaabes at komme til Stede i Cirklen eller Kredsen og igennem Mediet taler til dens Medlemmer. For at blive beruset eller betaget af dette maa man være i Besiddelse af et meget stort "Trostalent", for her er sjældent noget Holdepunkt for Intelligensen. Den Tilstedeværende maa "tro" paa Mediet. Den nøgterne, intelligenshungrende eller Vantroende faar ikke nogen aandelig Næring ved en saadan Seance. Han gaar bort endnu mere hungrende, end da han kom. Men de, der mere hungrer efter at sole sig i "store Væsener"s særlige Bevaagenhed, end de hungrer efter absolut Klaring paa Livets Virkelighed, faar her en Slags Næring for deres Begær. De føler sig glade og beærede ved at tilhøre en Kreds, i hvilken saa "store Væsener" kommer til Stede, ja, maaske endog taler til Vedkommende selv. At der er Væsener, for hvem alt andet i deres Bevidsthed maa blegne ved Siden af deres Tro paa, at de virkelig er Genstand for nævnte Oplevelse, kan man ikke benægte.
En anden Næring for saadanne Væseners Ærgærrighed kan ogsaa tilflyde dem igennem et Mediums Mund. Det er Beretningen om deres fortidige Liv. Her ligger et helt Eldorado af Muligheder for Smigring af Forfængeligheden. Hvis et saadant berømmelseshungrende Væsen faar at vide fra en "stor Afdød", at det i et tidligere Liv har været "Fyrste", "Konge" eller paa anden Maade beundret Matador, giver det det samme Væsen aandelig Næring for lang Tid, netop fordi det ikke saa meget var de store Sandheders Bekræftelse paa Livets absolutte Mening, som det var en Medvind for dets egen hemmelige Forfængeligheds Tilfredsstillelse, det søgte.
Et saadant Væsens Forsvar for den Kreds eller Cirkel, det er Medlem af, bliver derfor mere baseret paa Størrelsen af den Medvind, de mediumistiske Meddelelser giver dets ubevidste Forfængelighed, end den er baseret paa de mediumistiske Udtalelsers Fremtræden i de evige og absolutte Sandheders Favør. At denne Forfængelighed, grundet paa Individets følelsesbetonede Bevidsthedstilstand, tilslører dets Syn af den virkelige Sandhed er her soleklart. At den samme Forfængelighed derfor foreløbig er en Hindring for Væsenets Opnaaelse af det "kosmiske Klarsyn" er ligesaa selvfølgeligt. Og det befinder sig saaledes her, ganske uden at vide det, stedet for "Tærskelens Vogtere". Men det er naturligvis ikke nogen "Synd", at Væsenet befinder sig i denne Tilstand. Tværtimod, nævnte Tilstand er jo ligesaa naturlig eller selvfølgelig som det Væsens Tilstand, der har naaet det "kosmiske Klarsyn". Begge Væseners Bevidsthedstilstand er jo Led i den samme Kæde. De repræsenterer bare hver for sig et særligt specielt Trin paa selve Udviklingsstigen. Og disse Linier skrives da heller ikke for at bekæmpe Mediumisme eller andre psykiske Foreteelser, ligesaalidt som de tilsigter at skade de her ind under hørende religiøse Bevægelser. Men det kan ikke bestrides, at den her paaviste Jordmennesketype endnu i Virkeligheden er "Selvtilbeder" og umuligt kan være den retmæssige "Kritiker" af den Art religiøse Analyser og Foreteelser, der har Opbyggelsen af en hundrede Procents Humanitet, Uselviskhed eller Næstekærlighed til Formaal.
(Fortsættes.)
  >>