Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Maanestraale, saa legende og let du dog spiller henover Jordens blidt slumrende Enge, over Træers tyste Kroner i Skovens dunkle Ensomhed, – helt ned langs de høje Stammer til Skovbundens bløde Tæppe af Blomster, Blade og Muld lyser du i din Skønhed og skiller Sti fra ufejbar Vej. – Paa Skovsøens stille Spejl danser og spiller du i en sølvhvid Stribe; du er kun een, men Sommernattens blide Brise faar dig til at synes som Tusinder paa Søens let vuggende Overflade, – jeg holder min Haand under Vandet i din lysende Hvidhed og se, – den skønneste Ædelsten ligger i min Haand. Hvor er jeg rig i din rene Skønhed!

Jeg følger dit Spil over Søen og ser Kaskader af sølverne Lys strømme fra Himmel til Jord, blidt og varsomt er dit Lys, og overalt har du skabt en aandeagtig Skønhed paa Moder Jord, – nu træder jeg i det dugvaade Græs, men Maanens Lys over den perlebestrøede Eng faar min Fod til at træde paa et Slør af lette Skyer. Hvorhen mit Øje ser møder det Maanestraalens blide Kontraster, taageagtig Hvidhed og Skyggens dunkle Mørke! Forundret og betaget glider Blikket mod den stille Skovsø med Maanestraalens spillende Skønhed, jeg ser og ser, – – og fornemmer Skønheden fylde Sindet helt. Du tryller en Aandeverden frem, – nu ser jeg dine Alfer og Feer! Fra hver lille Blomst og fra Skovbundens Mørke kommer de frem og smiler og vinker, – over Skovsøens Sølvstribe danser de og flyver i jublende Glæde mod Himlen opad en sølvhvid Maanestraale! – Forundret følger min Sjæl en lille Verdens Beboere, skabt af Skønhed og Glæde, skabt af skønne Tanker. Stille og tyste er de i deres jublende Glæde, saa skønne og smilende i deres Leg! Længselsfuldt rækker jeg mine Arme imod dem: "Tag mig med, aah, tag mig med!"

Maanestraalen spiller og glimter stadig paa Skovsøens mørke Overflade, og langt, langt borte glimter Tusinder af Stjerner herned. – – Min Bøn i denne stille og kærlighedsfyldte Nat er blot: "Min Gud, lad mig blive som dette! Lad mit Indre blive en Verden af Fred!"