Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det var Snevejr i Gaar, Luften var tyk af Sne – helt juleagtigt, vilde man sige, og alligevel var der en ganske anden Stemning over det. For ganske vist staar der endnu Februar paa Kalenderen, men alligevel mærkes det alle Vegne, at Vinteren er ved at være forbi. Sidste Uges herlige Tøvejr – hvor vi havde "rigtig" Regn –, var et Varsel om en Tid, vi alle af hele vort Hjerte længes efter.

Og Stæren er kommet! – Det er ganske vist noget, jeg har hørt –, men det er fra Stæren selv, jeg har hørt det, og saa maa det vel passe. Den sad i et af de store Træer i Kongens Have i Odense og sendte beruset af Solskinnet sine lange Fløjtetoner ud i den kolde Luft. Og alle, der hørte den, saa Syner af Krokus og Vintergækker og gule Erantis bredt ud som Tæpper under Havens ærværdige Træer.

Som sagt, – det sneede i Gaar, men det gælder slet ikke. I Dag er det Tøvejr, saa det siver af Sjap i alle Gader og paa alle Veje, og hvad gør det saa, om ogsaa man bliver lidt snavset, naar bare det bliver Foraar!

– Foraar, med stille mild Regn, med bløde blaalige Luftninger over brune Bakker, med bristende Skud i Muld og paa Træer, med rislende Bække og med myldrende Liv, men først og fremmest med – Lyset!

Mennesket er en Plante og har Plantens hele Trang til og Længsel efter Lyset. Vi klarer os den mørke Tid igennem med vore Reserver af Livskraft, men de er som Regel smaa, – alt for smaa –, og naar vi naar et Stykke paa den anden Side Nytaar, er den sidste Rest sluppet op. Hvad hjælper det saa, at man kan købe Vitaminer paa Flasker eller Solskin fra elektriske Lamper; det bliver dog aldrig det rige Væld af Kraft og Energi, som Foraaret og Sommeren bringer som naturlige Gaver til det trætte og udslidte Menneske.

I Aar, hvor Mørketiden har været dobbelt trang at komme igennem, fordi den, foruden de Vanskeligheder, vi plejer at kæmpe med, bragte saa meget andet, saa meget uforudset og maaske uforstaaeligt, er Foraaret mere tiltrængt og mere kærkomment end nogensinde ellers. Nu, hvor den slumrende Natur bryder al Vinterens Dvale og Livløshed og atter i et nyt og overvældende Under bekræfter Livets og Lysets evige Herredømme, nu er det, som ogsaa Menneskene i sig føler, at de vil komme til at opleve – at gennemleve – en Brydningstid, hvor noget stort, og for de fleste endnu uoverskueligt, skal løses. Hvordan vil det gaa?

Foraaret bringer Lærkens jublende Triller under Himlens vaarlette Skyer, det bringer den bly Martsviol i Hegnets Læ og Solens Lun, men det bringer ogsaa Lavineskredenes bragende Inferno og Oversvømmelsernes kvælende Greb om Mennesker og Dyr. Hvordan kommer vi til at opleve det?

– – –

Kort forinden disse Linier skrives, har jeg lige afsluttet min næstsidste Tur rundt til Studiekredsene. Kun een Gang endnu skal jeg mødes med alle de Mennesker, som jeg Vinteren igennem har lært at kende og sætte Pris paa, inden jeg "lægger op" for Sommeren, for, sammen med Gerner Larsson, at tage fat paa at bringe Kolonien og dens Gartneri i Stand til at modtage og beværte Sommerens mange glade Gæster. Kun een Gang endnu, og saa er en hel Vinter gaaet til Ende; det er paa een Gang ufatteligt og selvfølgeligt.

Som jeg skrev ved Vinterarbejdets Begyndelse, var det min første fulde Sæson i Provinsen; det var første Gang, jeg havde Lejlighed til helt at lede Undervisningen i disse mange Kredse, og nu, da denne Vinters Arbejde er ved at være fuldbragt, vil jeg gerne have Lov til at rette en Tak til alle de mange, der Landet over trods Mørke og daarligt Vejr med glat Føre, paa Cykel og til Fods, trofast er kommet for at deltage i Foredragene. Det har været mig en stor Glæde at se, og det har stimuleret mit Haab om, at det maatte lykkes mig gennem mine Foredrag at skabe den Ramme om Martinus' Analyser, der bevirkede, at vore Studiekredsaftener ikke blot blev Aftener, hvor jeg fik Lov til at sige en hel Masse, men derimod Aftener, hvor hver enkelt Deltager i den Atmosfære, der skabtes gennem det fælles Ønske om at trænge ind til en dybere og mere fuldkommen Forstaaelse af Livet og dets mangeartede Problemer, hentede sig en Medicin mod de mørke Tankeklimaer, som han til daglig maatte kæmpe mod.

Det har været mit Ønske at lægge Undervisningen til Rette paa den Maade, at det for Deltagerne ikke kom til at forme sig som en Konfrontering med vanskelige og uforstaaelige Analyser, men derimod med Analyser, som belyst af og underbygget med deres eget Erfaringsmateriale, voksede ind i deres egen Bevidsthed, i deres eget Liv, og der blev den Baggrund eller det Fundament, der skulde ændre deres Bedømmelse af og styrke deres Modstand imod meget af det, de møder udefra. Kort sagt at gøre Undervisningen over selve Livets dybeste Problemer levende og vise, at Højtidelighed og melankolsk Alvor maatte vige Pladsen for en stadig voksende Humor og Optimisme, en stadig voksende Trang til at samle paa det lyse, det livsstimulerende.

At det ikke altid er lykkedes mig, ved jeg. Det har altid for Provinsens Vedkommende været en stor Gene, at der har været saa længe mellem Foredragene, at det kun vanskeligt har kunnet lade sig gøre at knytte Traaden fra det ene til det andet; tillige har den stadige Tilgang af nye Deltagere naturligt bevirket, at jeg i mine Foredrag har forsøgt at gøre Stoffet tilgængelige for saavel gamle som nye Deltagere. Dette sidste er for begge Parter en Ulempe, og som jeg ved Sæsonens Begyndelse skrev, maa det endelige Maal for Provinsens store Byer være en meget hyppigere Undervisning, hvor Deltagerne er delt op i Hold, saaledes at Foredragene kan tilrettelægges enten til nye eller til ældre Deltageres Forstaaelsesevne. Opfyldelsen af dette Ønske kan naturligvis ikke ske omgaaende, men jeg vil gerne næste Sæson forsøge at imødekomme det lidt, idet jeg, for de tre største Byers Vedkommende – altsaa Aalborg, Aarhus og Odense –, har i Sinde at besøge dem hver 14. Dag. Jeg vil da den ene Gang lægge mit Foredrag til rette paa en saadan Maade, at det er beregnet paa Mennesker, der ikke er saa langt inde i deres Studium af Martinus' Analyser, og den anden Gang vil jeg have Lov til at gennemgaa II Del af "Livets Bog". Deltagelsen paa disse to Hold staar hver enkelt frit, saaledes at man saavel vil kunne gaa til kun eet af dem som til dem begge to; Formaalet er, som Læserne vil se, det "egoistiske", at jeg selv kun behøver at tage Hensyn til enten den ene eller den anden Gruppe.

– – –

Om kort Tid starter jeg min sidste Tur i denne Sæson. Vinteren ligger bag mig; den ligger bag alle andre ogsaa, men hvor mange Mennesker har mon i denne Vinter samlet saa mange lyse Minder, som jeg har haft Lejlighed til? Alle Vanskeligheder og alt Besvær er glemt, og tilbage staar en lang Række Aftener i Samvær med Mennesker, der ligesom jeg selv igennem Martinus' Analyser har fundet "De vises Sten", – ikke som et mystisk Tryllemiddel, der forvandler alt til Guld, eller som lader alle Sorger og Bekymringer svinde bort, men snarere som et Sæt "aandelige Briller", der lader sin Bærer se Fuldkommenheden i Sammenspillet mellem Lyset og Mørket. Disse Briller kan ikke købes – de kan ikke laanes –, kun deres virkelige Ejer kan bruge dem, og kun for hans Øjne viser de, at "alt er saare godt!"