Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi er nu naaet saa langt frem i Analysen af Materien, at vi er kommen til Erkendelse af, at denne eller Stofferne er Liv eller Udtryk for levende Væseners Manifestation. De er hver især Udtryk for en bestemt Art af Energi eller Vibration. Guld, Sølv, Kobber og Jern eller alle Metaller har saaledes hver især sin særlige Vibration, ligesom Kød, Blod, Safter, Syrer, Sukker, Salt, Frugter, Rødder, Kærne, Blade, Stilke o. s. v., o. s. v., hver især har sin. Da Mennesket i Kraft af sin Identitet som "Livsenhed" ogsaa udgør en Partikel af et "Stof" sammensat af alle jordiske Mennesker tilsammen, har dette "Stof" naturligvis ogsaa sin særlige Vibrationsart. Denne Vibrationsart har vi saa nær inde paa Livet, at vi ikke her, som ved Vibrationerne fra de almindelige Stoffer, fysisk er udelukket fra at se Detailler, men ser netop disse i alle Enkeltheder. Detaillerne i den Vibrationsart, som udstraaler fra det Stof, i hvilket Mennesker er Livsenheder, er saaledes alle de af den menneskelige Bevidsthed skabte Ting og Traditioner, saasom: Huse, Broer, Dæmninger, Kraftmaskiner, Kunstværker, Klæder, Smykker, samt Foreninger, Sekter, Kulturer, Moder, Sæder og Skikke o. s. v. – Alle disse Realiteter udtrykker forskelligartede stærke og mindre stærke Vibrationer, der tilsammen nødvendigvis maa repræsentere en bestemt Kraftstandard, hvilket igen vil sige en bestemt Maalenhed for Energi eller Vibration. Denne Maalenhed udgør altsaa for et tilstrækkeligt overliggende Bevidsthedslag, f. Eks. saadanne, som tilhører Klode- eller Planetvæsener, "Stof". For det jordiske Menneske selv udgør den naturligvis ikke "Stof". Det skal jo ligesaa langt ned i Udviklingsskalaen under sig, som de selv befinder sig under Planetvæsenernes Plads i samme Skala, før det begynder at betragte Tingene som Stof. I samme Forbindelse kan det bemærkes, at det "Stof", som udgøres af den samlede jordiske Menneskeheds Manifestation, og i hvilket Mennesket er "Livsenhed", er Jordens Hjernemasse. Verdenskulturerne med tilhørende Religioner, der passerer hen over Kloden, er Jordens Hjernefunktion, er Jordens "Tanker". Disse Kulturer er de Energimængder, ved hvilke den former sin Paavirkning af dens "Medvæsener", hvilket vil sige andre Planetvæsener, andre Kloder. Men her er vi ved Grænsen af det for Mennesket opnaaelige "kosmiske Syn". Hvad Jorden "meddeler" et af sine Medvæsener eller til en anden Planet, kan vi ikke sanse, thi Forudsætningen herfor er jo baseret paa det Stykke i Udviklingen, som Jorden er foran os, og som vi endnu ikke har tilbagelagt. Vi kan lige naa svagt at skimte dens "Meddelelse" saa meget, at vi kan konstatere, om den er "ond" eller "god". Vi kan saaledes mærke, om den er "hidsig". Verdenskrigen 1914–18 var saaledes et "Hidsighedsudbrud" af Jordkloden. Men hvilken Planet, hvilket "Medvæsen" for Jordkloden, dette Udbruds Energimængder var rettet imod, hører ind under et helt andet Emne, og jeg skal derfor ikke her gaa videre i disse Detailler.

Naar jeg i det hele taget er kommen ind paa nærværende Problem, er det for at vise, hvorledes de smaa Væsener er afhængige af de store, og de store afhængige af de smaa. Ligesom Jorden under sit "Hidsighedsudbrud" i 1914–18 led umaadeligt meget, fik mange af sine Hjerneceller (Mennesker) dræbt, andre lemlæstede, eller kort sagt fik store Dele af sin "Hjernemasse" (det jordiske Menneskesamfund) ødelagt eller i Uorden, saaledes faar et Menneske ogsaa store Dele af sin Hjernemasse i Uorden gennem dets Hidsighedsanfald. Her bliver ligeledes mange af dets Hjerneceller dræbt eller lemlæstede. Da Hjernen normalt er Sædet for den fysiske Livsfunktion, bliver denne Funktion nødvendigvis i tilsvarende Grad undermineret ved ethvert Hidsighedsanfald. Dette medfører saa igen Disharmonier i selve Oplevelsen af Livet for det paagældende Individ, kan endog forgifte selve Blodet. Gennem dette ser vi altsaa, at der fordres et vist Sammenspil mellem Stoffet og det Individ, som benytter Stoffet som Materiale for sin Manifestation. Dette vil igen sige, mellem Stoffets Egenvibration og Individets Egenvibration. Ved et Hidsighedsudbrud kolliderer disse to Vibrationsarter altsaa med hinanden, og Disharmonien opstaar. De nævnte Vibrationsarter passer ikke sammen.

Ethvert levende Væsen har saaledes med to Generalformer for Vibration at gøre: dets Egenvibration og Stoffets Egenvibration. At skabe og udnytte sin Manifestation paa Basis af Harmonien mellem disse to Vibrationsarter er det højeste Formaal indenfor ethvert Tilværelsesplan. At leve paa denne Harmoni er Kulminationen af Lykke i enhver af Tilværelsens seks Generalformer for Oplevelse af Livet. (Se Livets Bog).

Vi er hermed kommen igennem de med den ideelle Føde forbundne sværeste Analyser. De har muligvis for en Del af Læserne været lige saa kedelige, som de maaske netop har været svære. Men for de Læsere, der har haft Energi til og Interesse af at sætte sig tilstrækkeligt ind i disse og derved faa den rigtige Opfattelse af Problemerne, vil samme Opfattelse nu give Adgang til at forstaa Underbygningen af de efterfølgende Analyser af den ideelle Føde indtil en saadan Grad, at nævnte Analyser for de samme Væsener bliver til Videnskab eller Kendsgerninger.

Foranstaaende Analyser vil altsaa betyde, at ethvert levende Væsen i Kraft af sin Manifestation, i Kraft af alt, hvad det frembringer, men navnlig i Kraft af dets særlige Legemsstandard repræsenterer en bestemt samlet Energi eller Vibrationsart. Af denne Vibrationsart afhænger hele dets Oplevelse af Livet, dets Fornemmelse af Behag og Ubehag. Denne er dets Redskab til Opretholdelsen af dets Identitet og Plads i Tilværelsen som "levende Væsen". Denne Opretholdelse er altsaa baseret paa en vis Form for Overvindelse af andre Energiformer. Hvis denne Overvindelse foruden at betyde Harmoni og Lykke for det selv ogsaa betyder Harmoni og Lykke for disse andre Energiers Ophav, bliver dets egen Oplevelse af Livet Kulminationen af Kontakt med Livets Love. Men hvis den nævnte Overvindelse betyder Død og Lemlæstelse for de nævnte Energiers Ophav, bliver dets egen Oplevelse af Livet tilsvarende identisk med Lemlæstelse, Lidelse og Smerte, eller det, vi kalder en mørk Skæbne. Hele Individets Skæbnedannelse er altsaa baseret paa denne Vekselvirkning mellem dets egen Energi eller Vibration og dets Omgivelsers Vibration eller Energiudfoldelse. At dette gælder den Del af Individets Omgivelser, der er at udtrykke som dets Medmennesker og andre Former for levende Væsener af fysisk synligt Format, er jo almindelig kendt og stimuleres gennem Religioner og Tro og er saaledes Basis for dets Moral. Hvad der derimod ikke er almenkendt eller ikke er med i det jordiske Menneskes Moral, men som nu efterhaanden vil komme til at gøre sig gældende i den ny Verdenskulturs Opfattelse af Humanitet, er Individets Vekselvirkning med den Del af dets Omgivelser, der er at betragte som Stof, og af hvilket det jo skal bruge en Del som Føde eller Næring. Gennem Livsenhedens Analyse har vi jo her set, at Stoffets Ophav ogsaa er levende Væsener, men i mikroskopisk Format. Dette vil altsaa igen sige, at Individet her er stillet overfor Hærskarer af levende Væsener, med hvis Energiudfoldelse det ogsaa maa vekselvirke. Hvis denne Vekselvirkning som før nævnt betyder Liv og Udvikling, ikke alene for Individet selv, men ogsaa for Stofvæsenerne, da kulminerer dets Oplevelse af Livet i Sundhed og det deraf udløste Velvære. Det bliver absolut sygdomsfrit. Men hvis Vekselvirkningen betyder Drab og Lemlæstelse for Stofvæsenerne, vil den udløse tilbagevirkende Kræfter, der betyder Usundhed, Sygdom for Organismen og dermed Underminering af Individets Aandsfunktioner.

I Henhold til ovennævnte vil man i den ny Verdenskultur mere og mere komme ind paa Spørgsmaalet: Den ideelle Føde. Da alt, hvad vi saaledes nødvendigvis maa komme i Berøring med af Stoffer eller Materie, er levende, og vi ved vort Samarbejde med disse Stoffer kan paaføre disses Livsenheder Lidelse og Smerte eller naturlig Udvikling og Lykke paa samme Maade, som vi ved vort Samarbejde med de ellers anerkendte og fysisk synlige, levende Væsener eller Medvæsener kan paaføre disse Lidelse eller Lykke, skal jeg her paapege de Stoffer, hvis Livsenheder faar naturlig Udvikling som Næring i den menneskelige Organisme, og de, hvis Livsenheder faar en unaturlig Udvikling ved samme Proces.

Som jeg allerede tidligere har nævnt, udgør den vegetariske Føde en Vibrationstilstand, der af Naturen er tilpasset den menneskelige Organismes Egenvibration, medens den animalske Føde med Undtagelse af Mælk udgør en Vibrationstilstand, der i Udviklingen er for nær inde paa den menneskelige Egenvibration. Dette vil igen sige det samme som, at der mellem den vegetariske Fødes Livsenheder og den Livsenhed, som udgøres af det samlede menneskelige Væsen eller Individ er en tilpas Afstand i Udviklingen. Derved bliver det samme Individs Egenvibration den vegetariske Vibrationstilstand tilstrækkelig overlegen. Der bliver saaledes ikke nogen særlig for den menneskelige Organisme unaturlig Modstand at overvinde ved Omdannelsen af de retmæssige vegetariske Produkter til Næring. Ganske anderledes forholder det sig med den animalske Føde, hvis Livsenheder jo befinder sig længere fremme paa Udviklingsstigen og altsaa kommer det menneskelige Væsens Identitet som Livsenhed nærmere. Som Følge heraf repræsenterer denne Føde eller disse Stoffer en tilsvarende kraftigere eller grovere Vibrationstilstand end de vegetariske Ernæringsmidler. Da den menneskelige Organisme i Følge sin Udvikling er naaet saa langt frem, at den er tilpasset eller afstemt efter den vegetariske Vibrationstilstand, kommer en Vibrationstilstand, der er grovere eller forholdsvis stærkere end denne, saaledes til at udgøre en Modstand for den menneskelige Organisme. Samme Organisme er jo i Virkeligheden vokset fra Rovdyrets Trin og har ikke en Organisme, der som dette Væsens er bygget op til Udløsnig af en saa stærk Vibrationstilstand, at den animalske Føde ikke er en unaturlig Modstand. Men lad mig i samme Forbindelse bemærke, at selv om den animalske Føde passer for Rovdyret, forhindrer dette dog ikke, at Livsenhederne i samme Føde oplever Drab og Lemlæstelse ved Optagelse som Næring i nævnte Dyrs Organisme. Men det er jo netop ogsaa denne Omstændighed, der udgør en af de store Faktorer, der gør Rovdyrets Zone til et lavere Tilværelsesplan, til en ufuldkommen Oplevelse af Livet. Og i samme Grad som Mennesket repræsenterer samme Trin, er dette jo ogsaa Udtryk for Ufuldkommenhed.

For Menneskets Vedkommende er den animalske Føde altsaa for modstandsdygtig. Dette bevirker saa igen, at Mennesket for at fordøje nævnte Føde maa udløse et Kraftoverskud, som det i Virkeligheden grundet paa sin Udvikling hverken sjæleligt eller legemligt mere er i Stand til uden paa Bekostning af Sundheden eller en for dets Udviklingstrin normal aandelig saavel som fysisk Tilværelse. Og det er jo Reaktionen af Frembringelsen af dette evindelige Kraftoverskud, denne permanente Overbelastning af Organismen, der som tidligere nævnt ligger til Grund for alle organiske Sygdomme. Ganske vist er Mennesket endnu ikke saa langt fremskredent, at det kan indtage en saadan vegetarisk Ernæring, at det gennem denne helt kan garanteres sygdomsuimodtagelig, men den vegetariske Føde vil, selv i sin groveste Form, dog nedsætte Sygdomsprocenten ganske betydeligt og give et anderledes kraftfuldt, sundt og legemligt Velvære end den animalske, og vil saaledes være en af de uundgaaelige Hovedfaktorer i Vejen mod en skønnere, renere og klarere Oplevelse af Livet. Den er det uundværlige Adgangskort til en forklaret Tilværelse.