Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Denne Væsensgruppe vil vi kalde "A. Kritikerne".

Samtidigt med ovennævnte ædle Sandhedssøgere findes der en anden Serie Sandhedssøgere. Paa disse Væsener mærker man straks, at deres sympatiske Anlæg er mere usikre. Der er mindre Talent for Humanisme og Kærlighed i deres Væsen end hos "A. Kritikerne". Og som Følge heraf kan de heller ikke i nær saa høj Grad som disse forstaa Sandhedens Analyser i "Livets Bog". Dog kan de ypperste af disse blive meget begejstret for dens Indhold, men de kan ikke som de førnævnte Væsener opleve dens Analyser – med Hjertet. Deres Begejstring skyldes kun en overlegen Intelligens. Og deres Tilknytning til samme Bog bliver derfor i en altovervejende Grad baseret paa Hjernen. Resultatet heraf bliver derfor dette, at disse Væsener mere bliver "Teoretikere" end "Praktikere". De kan blive overordentlig begejstrede for Aandsvidenskabens Analyser og disses Ophav eller andre Autoriteter indenfor samme Videnskab. Og under en saadan Begejstringens Bølge kan deres endnu ufærdige Naturer i stor Udstrækning tvinges i Baggrunden, saaledes at de samme Væsener i det paagældende Tidsrum bliver tilsvarende uselviske, ja, kan endog bringe et Aandsarbejde, de kommer i Berøring med, store Ofre. Men da det som nævnt endnu ikke er blevet deres Talent eller Natur at forstaa Aandsvidenskabens sande Natur og absolutte Maal: Uselviskhed, staar og falder førnævnte Uselviskhed med deres Begejstring for nævnte Videnskab. I samme Grad som saadanne Væseners Møde med Aandsvidenskaben og dens Repræsentanter er blevet noget dagligdags, og de samme Væsener saaledes paa en Maade er blevet "gamle i Gaarde" indenfor nævnte Videnskabs Omraade, i samme Grad mister nævnte Videnskab sin Stimuleringsevne overfor de paagældende Væsener. Og deres egen sande Natur, hvilket vil sige den, der oprindelig endnu er deres "C. Viden" eller Vanefunktion, begynder igen at faa Overtaget over deres Villie og Handlemaade. Men denne Natur kommer nu frem i Bevidstheden som en maskeret Uselviskhed. Den giver sig ofte Udslag i, at de paagældende Væsener kommer til at føle en mere eller mindre fremtrædende Overvurdering af sig selv, deres Evner og Anlæg. De føler sig højere kvalificeret, end de i Virkeligheden er. Aarsagen hertil er deres store hjernemæssige Indstilling til det højere Aandsliv, deres megen Belæsthed eller Studium af filosofiske eller aandsvidenskabelige Værker. Et saadant Studium har naturligvis beriget deres Tale- og Skrivetalent paa det aandelige Felt. Men den Side ved nævnte Felt, de endnu ikke kan opleve med Følelsen eller Hjertet, kan de naturligvis ikke manifestere. Og deres Frembringelser, det være sig paa Skrive- eller Taleomraadet saavel som paa selve Væremaaden, kan naturligvis ikke maale sig med de Væseners, der netop kan opleve med Hjertet. Det kan ikke benægtes, at der bliver en vis Aandsforskel paa disse to Slags Væsener. De Væsener, der kan opleve med Hjertet, samtidigt med at de har stor Skrive- og Taleevne, kan naturligvis repræsentere mere af Aandsvidenskaben end de Væsener, der nok har Skrive- og Taletalent, men kun har en teoretisk Oplevelsesevne. De første kan give Aandsvidenskaben varmende, praktisk Liv, saa den bliver Livets højeste Bevidsthedsnæring. De andre Væsener derimod kan nok give den en ydre Glans, men den har intet Liv, den er kun en Teori, hvilket i Realiteten vil sige en "Formodning", der i Morgen eventuelt maa forandres til Fordel for en ny Formodning og saaledes fortsættende.

Og det bliver da ogsaa fra de førstnævnte Væsener, at Forsynet rekrutterer sine virkelige betydningsfulde Arbejdere paa det aandelige Felt eller det, der for Jorden betyder Verdensgenløsning. Det aandelige Liv kan nemlig ikke udbredes eller formere sig udelukkende ved Teori. Der skal en fundamental praktisk Demonstration i Væremaade til, og denne kan kun de præstere, der ikke alene har den hjernemæssige eller teoretiske Side i Orden, men ogsaa oplever og manifesterer Teorierne som praktisk Virkelighed. De maa mere eller mindre være blevet til "C. Viden" eller Vanebevidsthed i deres Væremaade. Og her finder vi saaledes Løsningen paa Jesu Ord: "Mange er kaldede, men faa udvalgte". De "mange kaldede" vil altsaa sige de Væsener, der er naaet saa langt frem i deres Udvikling i Spiralen, at de netop har begyndt at faa deres Hjernevirksomhed indstillet paa de højeste eller evige Fakta og rent teoretisk begynder at forstaa, at disse ikke er ren Overtro, men rummer Sandheden. Saadanne Væsener er naturligvis alle "kaldede", de er blevet søgende og kan saaledes ikke frakendes at være Aspiranter til Livets højeste Visdom. Og det eneste, der nu holder dem tilbage fra at blive Autoriteter paa det aandelige Felt er kun "Tærskelens Vogtere", hvilket vil sige, deres egne ufærdige Naturer. Disse ufærdige Naturer giver sig nemlig Udslag i, at den megen teoretiske Begavelse og deres eventuelle Skrive- og Taletalent i Forbindelse med en endnu ikke udlevet Ærgærrighed bevirker, at hele deres Færd mere bliver en Stræben efter Position og Anseelse, altsaa en Slags Berømmelse paa det aandelige Omraade, end den bliver en "Pligtmanifestation". Deres Væsen bliver en ren "selvisk" Fremtræden. Her afviger de fra "A. Kritikerne". Disse Væsener har jo allerede (hovedsageligt i tidligere Liv) udlevet Ærgærrigheden, har udlevet dette at have stor Position, Magt og Ære. Disse Foreteelser har ikke mere nogen Tiltrækning paa dem. Hele deres Fremfærd bliver derfor kun en ren og skær "Pligtmanifestation". Hvad de saa end beskæftiger sig med, vil de i Virkeligheden helst leve skjult og nærer næsten Ængstelse for at blive Genstand for Berømmelse og Magt. Og man maa saaledes her forstaa, at med denne Bevidsthedsindstilling vil de netop være særligt kvalificerede til at eje virkelig Kundskab og Magt, thi den vil aldrig i noget som helst Tilfælde kunde blive misbrugt til at brillere med, til at nedværdige og undertrykke andre eller til at ophøje sig selv, men udelukkende kun til at udløse Pligtmanifestationer med overfor alt levende.

At Forsynet udsøger sig sine største Hjælpere blandt disse Væsener er naturligvis en Selvfølge. Og disse Væsener bliver derfor ikke alene "kaldede", som de førnævnte Væsener, men de er ogsaa ligefrem "udvalgte" af Forsynet. De udgør de helt frie Væsener. Deres største Glæde og Inspiration i Livet er "Pligtmanifestationen". Denne Frihed har de andre Væsener ikke. De er endnu, som før nævnt, stærkt bundet af Ærgærrighed, hvilket vil sige Hungeren efter at blive beundret. Og deres Tilknytning til Aandsvidenskaben skyldes derfor i meget udstrakt Grad denne Hunger. De ser i Aandsvidenskaben et nyt Middel, ved hvilket de muligvis kan blive beundret. De lægger derfor i deres Væsen umaadelig Vægt paa at indlemme den i deres Tale- og Skrivetalent, medens de, efter at den første Begejstringens Rus er vejret bort, mere og mere sløjer af med at praktisere den i deres Væremaade. De kommer derved, uden egentligt at vide af det, mere og mere i Konflikt med de store Analyser eller evige Faktas Aand og har tilsidst i deres Bevidsthed kun tilbage disse Foreteelsers nøgne Bogstav. De opnaaede aldrig, ved Hjælp af Aandsvidenskaben, den Magt og Berømmelse, de i al Stilhed havde begæret. De kommer alle til at opdage, at virkelig aandelig Magt og Storhed udelukkende ligger i dette ene – ikke at begære den. At komme dertil i Udviklingen er det samme som at have overvundet Magten. Og kun den, der har overvundet Magten, kan bruge den i Kontakt med de højeste Love. Kun et saadant Væsen kan blive Livets Herre.

At Forsynet vælger sine virkelige Støtter og Fakkelbærere blandt disse Væsener, og ikke blandt de Væsener, der ligger under for Magten eller er besat af Magtbegæret, er naturligvis indlysende.

Forskellen mellem de her nævnte to Slags Væsener bliver da ogsaa iøjnefaldende. Medens "A. Kritikerne" har god Tid i enhver Situation til at vente til "Forsynet kalder", har de andre Væsener et stærkt Hastværk. De er jo mere eller mindre hungrende efter Oplevelsen af Beundring. De kan ikke komme hurtigt nok frem. Denne "Sult" nærer de førstnævnte Væsener ikke. At de to Slags Væsener derfor i Længden ikke kan arbejde sammen, bliver ogsaa her synligt som en Selvfølge. De magthungrende Væsener arbejder sig ud eller bort fra Forsynets virkelige "Udvalgte". Den Sindighed, Uafhængighed og Ro overfor Proselytkapringen, disse sidstnævnte Væsener udviser, er altfor sendrægtigt for de magthungrende Væsener. De bliver derfor undertiden skuffet og begynder at arbejde paa egen Haand. Og dermed har "Tærskelens Vogtere" sejret. De paagældende Væsener er nu for Alvor i deres egen ufærdige Naturs Vold. De dyrker nu helt deres egen Villie i Stedet for Forsynets. De deler ikke mere de Vises Bevidsthedsindstilling: "Fader ske ikke min, men din Villie". Vi vil her kalde denne Væsensgruppe for "B. Kritikere".