Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Lille Blad, saa tyst og stille du daler. Er du bedrøvet over, at du saa tidligt maa forlade det straalende Solskin og dine grønne Frænder?

Du er saa smuk i din stille Sorg, du stemmer Sindet vemodigt; men du maa ikke sørge. Du var smuk paa Træet sammen med alle dine grønne Venner, men din tyste Flugt gennem den lune Sommerluft fører Tanken hen paa de smaa, hvide Snefnug, naar de en Vinternat stille daler ned fra Himlen og lægger sig som smaa Diamanter for mine Fødder.

Lille Blad, du fandt ogsaa Hvile ved mine Fødder, men du ligner ikke en Diamant, – din Skønhed er langt mere blid, du ligner en lille døende Sommerfugl, der kraftesløs flagrer rundt, inden den til sidst falder til Jorden med et Suk. Du giver saa megen Skønhed, som du ligger der. Du fanger Solens sidste Straaler og lader dem farve din grønne Overflade til rødbrune Toner, du bliver skønnere og skønnere, du spiller paa Strenge i mit Indre, der lokker alt det smukke og gode frem; – mon du er bedrøvet?

Længes du tilbage til Livet? Vilde du gerne vækkes igen ganske tidligt i Morgen ved et muntert Vindpust og den opgaaende Sols Straaler? Længes du tilbage til din muntre Legen og Pludren med dine grønne Venner? Længes du efter atter at føle Regnens og Duggens friskende og kølende Draaber efter en straalende, varm Sommerdag, – vilde du gerne have levet Livet helt ud ligesom dine andre Venner, vilde du gerne opleve Efteraaret, hvor du igen skifter Klædning, hvor din smukke, grønne Farve skifter over i gyldne og rustrøde Farver, og længes du efter atter at høre Fuglenes Pippen i den grønne Trækrone, se Skyerne fare af Sted hen over den blaa Himmel, – eller længes du slet ikke? – Sørger du over din Ensomhed? Det er netop den, der gør dig smuk, den der adskiller dig fra alle andre!

Lille Blad, nu tager Vinden dig igen og fører dig videre frem, men nu ser du ikke mere. Aah, om blot alle Menneskers Død maatte blive lige saa smuk og fredfyldt!