Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En Stormflod, længe anet, nu forfærdende realistisk, pisker henover de jordiske Kontinenter og nedbryder med uimodstaaelig Kraft det mentale Fundament, hvorpaa den gamle Verden havde lagt sig til Hvile. I blændende Lynglimt ses det, at den saakaldte "høje" Civilisation, sin Alder til Trods, blot spænder fra den raat tilhuggede Klippehule til det betonstøbte Beskyttelsesrum. De herskende mentale Energier er stadig de samme. Med angstfyldte Øjne spejder idag Millioner af Mennesker mod Himlen, ikke for at afvente et Tegn fra Fædrenes Gud, men for i Tide at bringe sig i Sikkerhed for Dødens larmende Rovfugle. En Verden synker i Grus, og Mennesket er mere raadvild end nogen Sinde.

Og til Skade føjer sig Spot. Alle vil vide og ingen ved noget. Fra Mund til Mund haster Løgnen og forgifter den Enkeltes Sind. Utrygheden stiger imod sin Kulmination. Lysene er gaaet ud, ikke alene over Europa, men snart over den ganske Verden, overalt trænger Mulmet sig ind, overalt viger Lyset, overalt vokser Angsten, Mistroen, Tvivlen og Haabløsheden.

Men Mørket er Lysets skærende Kontrast. Jo dybere det bliver, desto mere lyser selv den spinkleste Straale op. Og saa tæt bliver intet Mørke, at det evner at slukke den sidste af alle Lysstraaler, Lyset fra ens egen Sjæl. Lad denne Straale være spinkel, det er dog i Kraft af dens Lys, vi ikke alene evner at leve, men ogsaa at vokse. Det er alene i Kraft af den, at vi evner at se den Sandhed, paa hvilken vi kan dø. Upaaagtet var den maaske, da en Verden i taalsom Fred blændede vore Øjne med Glansen fra den Materialisme, som er den virkelige Verdens største Kontrast, men den var der!

Den virkelige Verden, findes den? Tilværelsens absolut faste Punkt, findes det? I Angst og Uro glider Øjet Horisonten rundt, men finder kun Form paa Form. Alt er skiftende, vigende, relativt. Uden Udødelighedsbevisthed kan Mennesket opleve at se en Fjende, en Livsmodstander, i selv sin nærmeste Ven, – og saa kan intet Mørke blive tættere. Men her, hvor alt er Kulde og Ensomhed, hvor alt er realistisk Haabløshed, her gør Menneskets evige Lyskilde sit Mirakel. I Straalerne fra dette Lys ændrer Yderverdenens faste Punkter pludselig Karakter. Magt, Ære og Position, denne den materielle Verdens højtbesungne Triangel, opløser sig i Straalerne fra Sjælens eget Lys som lige saa meget Illusion, lige saa meget skabt, som alt skabt iøvrigt. Med det kulminerende Mørke som Kontrast fødes en evig kosmisk Sandhed i Sjælens Dyb, den: at absolut Intet af det, man sanser i Yderverdenen, er det, som det ser ud til at være. Paany mærkes Bund under Fødderne. Med et Genskin af Guddommens eget Lys i Øjet, retter Mennesket atter Blikket imod Verden og ser, at Tingene har skiftet Karakter. Verden er blevet ny. Livets Mening anes.

Uden Viden om sit eget evige Liv, uden sikker Overbevisning derom, lever Mennesket i Aartier i Stedet for Aartusinder. Krampagtigt bagende sig til en Yderverdens Goder vandrer det vild i Virkningernes Kulisser og ser ikke den skjulte, usynlige Aarsagernes Verden. Den, i hvilken det vilde finde "De Vises Sten". Uden reelt Kendskab til denne Aarsagernes Verden bedrager det sig selv og følgelig derfor ogsaa alle andre. Det tror at vide og mene, uden at dets Viden og Mening sædvanligvis begrundes i andet end Sympati og Antipati for det, det har sin Viden eller Mening om. Det anerkender Materiens Lovbundethed i den ydre Verden og lever samtidigt paa den Illusion, at de aandelige Materier kan behandles efter Forgodtbefindende. Det har Farefantasi nok til at springe tilside for en Sporvogn i fuld Fart, men viger i næste Øjeblik ikke tilbage for begejstret at tilslutte sig en Tanke eller Idé, der maaske en skønne Dag forbyder det selv at tænke. Det ser ikke, at den aandelige Materie blot er den fysiske i omskreven Form, endskønt de Tusinder af lidende, furede og græmmede Ansigter omkring det ikke har anden Opgave end at tilskrige det sit: Vogt dig!

Verden vil ikke bedrages, men Verden bedrager sig selv og oplever følgelig al Bedrags Konsekvens: Sammenbruddet. Erkendelsen af Materiens Lovbundethed i Yderverdenen faar først virkelig Betydning for Mennesket den Dag, det ser denne Lovbundetheds Fortsættelse ind i den Verden, af hvilken dets Bevidsthedsliv er opbygget. Men dette Syn kan det jordiske Menneske først opleve i Sammenbruddets Stund. Med Dyrebevidsthedens begrænsede Mentalitet bag sig slipper det ikke godvilligt sit Tag i de fysiske Livsgoder. Angsten for saavel økonomisk som fysisk Impotens jager det fra Oplevelse til Oplevelse, fra Illusion til Illusion, indtil Livsledens Afgrund pludselig omgiver det paa alle Sider. Der, fanget i sin egen Selvdyrkelses Kulmination, oplever det nu, hvad det vil sige at "vandre fyrretyve Døgn i Ørkenen". Under Trykket af Tomhed, Ensomhed og Intethed splintres det Væv af Illusioner, det selv havde indspundet sig i. Der oplever det, at den, som kun ønsker at leve i sin egen Selvforgudelsens Atmosfære, faar denne Oplevelse indtil yderste Konsekvens. Der oplever det Loven. Der fødes det som Menneske.

I Erkendelsen af, at den højeste Kærlighed bestaar i Retten og Friheden til at opleve alle Begærs Kulmination, forstaar det udviklede Menneske nu, hvad det er, det ser omkring sig. I Lyset af denne Viden svinder den gamle Verden bort og med den alle de Illusioner, paa hvilke den hvilede. Gennem Krigens blodmættede Rædsler, gennem Lidelsernes taarefyldte Slør saavel som Modgangens inspirationsgivende Sollys aner det nu Eksistensen af hint guddommelige Væsen, Nazaræeren gav Navnet: Fader, og det forstaar, at der for det selv i Fremtiden i hele Tilværelsen nu kun er to Væsener: Guddommen og det selv, alt andet er kun Illusion eller det Sprog, i hvilket Guddommen taler til Gudesønnen. Denne Oplevelse af alle Former for skabte Virkeligheders Identitet med Illusion er det, der skaber den evigtvarende Fred i Sindet. Her møder Intolerancen sin uovervindelige Modstander. Hvorfor vredes paa den, der lever paa en Opfattelse, der er virkelig og dermed inspirationsgivende for ham, selvom den er Illusion for en selv? Med hvilken Ret gribe forstyrrende ind i den "Samtale" han fører med det Væsen, man nu kender som sin egen "Fader", og om hvilken man nu ved, at han igennem den "Samtale" han førte og stadig fører med en selv, kun har det ene Formaal via Illusionerne eller de midlertidige Virkeligheder at lade en opleve ham selv i en stadigt voksende, straalende Tilsynekomst? Her forstummer Intolerancen. Her er Næstekærligheden ikke alene født, men i rivende Vækst.

– – –

En Stormflod gaar henover Verden, og Mennesket føler sig grebet af umaadelige Kræfter og ført ud i Malstrømmen. Dets indre Verden er kommet i Oprør og trues af totalt Sammenbrud. Traditioner, det ukritisk affandt sig med som evigtvarende, splintres og afslører sig som livslammende Illusion. Fortvivlet søger det efter et fast Punkt, men møder kun Tomhed og Angst. I denne sin yderste Nød griber det efter det sidste Halmstraa og spørger med Angst i Hjertet: Er der mon en Gud til, en Mening med alt dette? Og til sin Undren oplever det nu med egne Øjne at se, at der ikke alene er en Mening med det Uvejr, som raser henover Jorden, men at det er de højeste guddommelige Kræfter i Mennesket – Længslen efter en renere Verden – der er den dybest udløsende Aarsag til det, det før troede var Mørke, Undergang, Destruktion. Jorden skal ikke forgaa, men den Tankeverden, der idag tvinger Broder til at staa imod Broder, Søn imod Fader og Datter imod Mor, den Tankeverden, der ideligt nærer Hadet og Ufordrageligheden og skaber et Utal af kinesiske Mure imellem Menneskene, den Tankeverden er det, der nu gaar under. Men paa dens Ruiner vokser en helt ny Mentalverden frem. Ikke paa Uger, Maaneder eller Aar, men paa Aarhundreder. Fra at tænke paa et kort, meningsløst Liv maa Mennesket nu lære at indstille sig paa at tænke evigt, paa at forstaa, at Loven: Som du saar, skal du høste – er Grundloven i dets Liv. Riger vil opstaa og forgaa, gamle saavel som nye Rammer er kun til for den, der forveksler det uvirkelige med det virkelige. Hævet over tidsbegrænsede Virkeligheder ser Gudesønnen nu udover et Tilværelsesomraade, i hvilket hans Liv paa Jorden blot er blevet en Station paa hans evige Rejse i Guddommens evigt straalende, inspirerende og livgivende Univers.