Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Aah, endelig brød den igennem, – en stor klar Taare hænger pludselig og glimter i Øjenvipperne. Nu triller den langsomt nedad Kindens fine Runding, og med et ganske lille Smæld lander den paa en fin, hvid Haand; men ak, heller ikke der finder den Ro og Hvile, og sørgmodig triller den videre nedad Haanden, hænger et Øjeblik ganske stille yderst paa Siden og falder saa ned i Græsset.

"Endelig finder jeg et køligt Sted, og hvor er her fredeligt, aah, hvor var det dejligt." Træt, men glad over den kølige Fred, der hviler overalt, hænger den ganske stille og glimter i Maanestraalerne. Men ak, her i Verden varer Freden kun kort. En lille Dugdraabe faar pludselig Øje paa den og ser straks, at det er en fremmed, og hvad har en fremmed Draabe at gøre her, den gør jo ingen Nytte.

"Hvad vil du?" raaber den op til Taaren og vender og drejer sig i Maanestraalerne, saa Taaren rigtig kan faa Øje paa den. "Du hører ikke hjemme her. Alle os, der er her, vi gør nemlig Nytte, men det gør du jo ikke!" Taaren hænger lidt og lyser i Maanens blege Skin og spørger saa forsigtigt: "Hvordan gør du Nytte?"

"Hvordan jeg gør Nytte? Ved du ikke det? Naar Engene med alle deres Blomster og Træer og Buske og den lille Urtehave har staaet hele den lange Dag i stegende Sol og Sommerhede og tørstet, saa kommer vi om Aftenen, saa snart Solen er gaaet ned og vederkvæger hele den støvede og tørstende Planteverden. Vi er kølige og friskende og livgivende. Synes du saa ikke, vi er nyttige?"

Taaren betragter tankefuldt den lille, glade Dugdraabe. Saa siger den mildt: "Jeg synes, at du er meget, meget smuk i dit Arbejde, men jeg er ogsaa nyttig, – selv om du maaske ikke ved det!"

Dugdraaben ser forbavset paa Taaren: "Du er varm og salt, jeg er ren og klar og kølig, – hvordan kan du være nyttig?"

"Du er nyttig i Planternes Verden, men jeg er nyttig i Menneskenes. Ligesom du hver Aften kommer en trængende og tørstende lille Blomst til Hjælp og bringer den Lindring, saaledes kommer jeg et forpint og overtræt Menneskesind til Hjælp. Naar jeg kommer, bliver alt det daarlige og syge skyllet ud af Menneskets Sind. Jeg renser ud og befrier for mange mørke Tanker, saa at Freden og Hvilen atter kan sænke sig i Sindets og Tankernes Verden. Hvis din lille Blomst er dækket af Snavs og Støv, faar den ikke den fulde Glæde og den fulde Næring af Solens livgivende Straaler, ligesaadan er Menneskesindet. Naar det bliver fyldt med Snavs, saa kommer jeg ogsaa og renser og forfrisker og fornyer – ligesom du!"

Taaren kigger forventningsfuld ned paa Dugdraaben, – mon den forstaar? Men Dugdraaben siger ikke noget, den hænger meget stille paa sit lille Blomsterblad og skinner og glimter i Maanens hvide Lys. Endelig forstaar den det hele, og blidt udbryder den: "Men saa er vi jo ens, den ene er ikke større end den anden, og saa er du jo heller ingen Fremmed!"

Et lille Vindpust fejer kærtegnende henover den slumrende Blomsterverden og faar Taaren til at falde fra det grønne Blad ned paa den lille Blomst, hvor Dugdraaben sidder og glimter, og se, ganske langsomt glider Dugdraaben henimod Taaren, de glider lige ind i hinanden, og tilsammen danner de nu en straalende, glitrende Enhed.

Nu leger Maanestraalerne ikke længere med to Draaber, – men med een stor og funklende.