Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Hjælp af almindelig sund Logik ses det umiddelbart, at Eksistensen af en Række ens Foreteelser sandsynliggør enten Tilstedeværelsen af en bestemt fælles Ide eller Plan som Grundlag for disses Skabelse, eller Tilstedeværelsen af en bestemt fælles Metode til Opbygningen af disse, eller evt. en Kombination af begge Muligheder. I Fald Antallet af ens Foreteelser er stort, bliver Sandsynligheden for, at Ligheden ikke skyldes en af disse Muligheder, men er tilfældig, meget lille. Da Stof udgør Grundlaget for en hvilken som helst Frembringelse, indgaar det altsaa ogsaa i enhver afsluttet Helhed, der paa den Maade altid vil manifestere Gentagelsesprincippet i sig.

Som ovenfor antydet, er der dog her en anden Maade, hvorved dette Princip kan give sig til Kende, nemlig ved en i Helheden forekommende Gentagelse af Detailler, der er saa store i Forhold til Helheden og forekommer i et saa begrænset Antal eller med en saadan indbyrdes Adskillelse, at de her overfor ikke umiddelbart kan komme ind under Begrebet Stof. Gentagelserne kan forekomme med en vis Regelmæssighed eller Ordnethed, hvorved bl. a. alle Former for mere eller mindre fuldkommen Symmetri opstaar. I saadanne Tilfælde udsiger Gentagelsesprincippet ikke blot noget om Lovmæssigheden vedr. de Detailler, der gentages, men ogsaa noget om Lovmæssigheden af selve Helheden, i hvilken Detaillerne indgaar, idet Sandsynligheden for, at den Slags Regelmæssigheder opstaar tilfældigt, i Almindelighed maa anses for meget ringe. Ganske vist findes der visse Former for Regelmæssighed, som f. Eks. Formen af en Rullesten, Jævnheden af en Sne- eller Isflade o. s. v., der umiddelbart synes at skyldes Tilfældighed, men det drejer sig her udelukkende om Tilfælde, hvor de ens Detailler forekommer samlet i et meget stort Antal, d. v. s. hvor Stofprincippet gør sig gældende. Vi skal i et senere Afsnit komme dybere ind paa Betragtninger over Tilfældighedsbegrebet og den her omtalte Art af Regelmæssigheder, fremkaldte ved Paavirkninger af tilsyneladende tilfældig Natur.

Lovmæssighed kan imidlertid ogsaa forekomme paa andre Maader end ved Gentagelse; saaledes vil en Ting ofte fremtræde som en afsluttet organiseret Helhed, hvorved menes, en Helhed bestaaende af forskelligartede Detailler, der hver for sig er udspecialiseret og opbygget paa en saadan Maade, at de udelukkende er egnet til at indtage en ganske bestemt Plads som Led i Helheden, eller med andre Ord til at udfylde en bestemt speciel Opgave, der er nødvendig for Opretholdelsen og Eksistensen af selve Helheden. Dette Organisationsprincip benytter Menneskene sig af, som det umiddelbart fremgaar ved blot at analysere et enkelt Eksempel, overalt i deres Frembringelse af Apparater, og ses ogsaa paa tilsvarende Maade at danne Grundlaget for Menneskenes, Dyrenes og Planternes Organismer samt for en Mængde Helheder i Naturen bestaaende af mineralsk Materie.

De Kendetegn paa Lovmæssighed, vi her har opstillet, er selvfølgelig ikke paa nogen Maade udtømmende, men skulde være fyldestgørende nok til klart at vise, at Lovmæssighed virkelig eksisterer som en korrelativ Egenskab, idet man ikke kan komme uden om, at nævnte Kendemærker ogsaa findes blandt Naturens Foreteelser endog i et ganske overvældende Omfang. Ganske vist er Lovmæssighed kun en enkelt Egenskab, men til Gengæld er det en meget dybtgaaende Egenskab, d. v. s. en Egenskab, der ikke kun berører en mindre Del af den Foreteelse, der er Tale om, men som bunder i hele dens Struktur og Opbygning. Naturligvis er det i Almindelighed en Fordel, jo flere korrelative Egenskaber man er i Stand til at konstatere, og for Fuldstændighedens Skyld skal vi derfor ogsaa gøre opmærksom paa, at der foruden Lovmæssigheden desuden findes andre ved en Hensigtsforsknings Analogislutninger brugbare korrelative Egenskaber, der imidlertid er væsentlig følelsesbetonede, og derfor ikke kan benyttes umiddelbart, da den Slags Egenskaber er vanskelige at definere tilstrækkelig bestemt. Men selvom Lovmæssighed var den eneste korrelative Egenskab, og man selvfølgelig, som det fremgaar af det foregaaende, maa udvise en høj Grad af Forsigtighed i det enkelte Tilfælde ved Anvendelse af Analogislutningsprincippet, er, som vi lige har nævnt, Naturen i alle dens Detailler saa rig paa Lovmæssigheder, at man aldrig vil kunne komme uden om, at Hensigtsforskning m. H. t. Naturens Detailler maa anses for fuldt berettiget i videnskabelig Henseende.

Nu vil man maaske hævde, at Lovmæssigheden i en eller anden Konstruktion altid vil være behæftet med en vis Grad af Vilkaarlighed, der ytrer sig som ubetydelige Variationsmuligheder i Detaillernes Fremtræden i den paagældende Konstruktion, hvilket bl. a. giver sig til Kende ved, at eventuelle Gentagelser aldrig bliver fuldkommen identiske, saaledes at Begrebet Lovmæssighed taget i absolut Betydning i Virkeligheden ikke eksisterer. Men dertil maa indvendes, at nævnte tilsyneladende Vilkaarlighed, som ganske rigtig eksisterer overalt, ikke formaar at paavirke selve Lovmæssigheden i en Ting, da denne ikke er betinget af de ubetydelige Nuancer, der her er Tale om, og som i de fleste Tilfælde desuden er ganske uden Betydning for Tingen som Helhed betragtet. Ogsaa denne Form for tilsyneladende Tilfældighed vil iøvrigt blive omtalt nærmere i et følgende Afsnit.