Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1940/6 side 137
<<  10:18  >>
Dr. phil. Konrad Simonsen:
Bevidsthedens nye Grænser.
Universitetsforelæsninger 1939–40.
III Forelæsning.
(Fortsat.)
Endnu udkommer omtrent hvert Aar Bøger med Forsøg paa Løsninger af Nostradamus Profetier, der saa tydeligt tager Sigte ogsaa paa vor Tids Omvæltninger. Ogsaa som Astrolog er Nostradamus moderne. Læren om Stjærnernes Indvirkning paa Mennesket er, ved Opdagelsen af Straalerne i Æteren og af deres Indflydelse paa alt paa Jorden og af Stjærnernes Udstraalinger, paany kommen i Kurs. Nostradamus har sit Institut i Paris, og flere af Tidens Statsmænd lader, ligesom Renæssancetidens Konger, deres Horoskop stille. Men med Meteorologien har Astrologien det tilfælles, at den ret ofte viser sig upaalidelig. Dette kommer af, at den mere er Beregning end bygger paa Vision, og Nostradamus selv skelner skarpt mellem Profetierne, der ogsaa hos ham kom intuitivt og virkede gennem hans Underbevidsthed og Intelligensen, der kun er forstandsmæssigt beregnende og kontrollerende, men ikke ser i det skjulte.
De, som i vore Dage mener at have fundet Opklaring af Nostradamus Profetier, begaar alle den Svaghed at bøje disse ind under deres egne patriotiske Ønsker. (Jeg hentyder hermed til de iøvrigt interessante Værker om Nostradamus, som stadigt udkommer. I Danmark af Joh. Hohlenberg 1918 og Ingeniørkaptajn C. S. Billenstein 1920; i Frankrig af De Fleury 1928, Jean Moura og Paul Louvet 1930; i Tyskland af C. Loog 1921, Dr. Chr. Woelner 1926, Bruno Noah 1928 og Dr. B. Winkler 1939.) Og som Nostradamus har forudsagt, ja givet brede Skildringer af Frankrigs Historie, især af Revolutionen og Napoleons og hans Nevøs Kejserdømme, finder vi ogsaa vor Tids forfærdelige Begivenheder angivne og desuden Profetier om fortsatte Krige og Revolutioner og om Pavens Flugt "over Dynger af Lig" og en ny Verdensgenløsers Komme samtidigt med Antikristens. En Krigsperiode skal fremstaa – saaledes tyder idetmindste jeg hans Spaadomme – treogfyrretyve*) Aar og syv Maaneder efter den sidste franske Republiks Undergang (i 1870), hvilket giver Aar 1914. Omkring 1941 skal denne grufyldte Periode foreløbig slutte, nemlig indtil 1991–92. Den 8. August 1940 staar Jupiter og Saturn i Konjunktion og 21. Juni 1944 Saturn i Konjunktion med Solen i et Vandtegn. Begge disse Konstellationer antyder Omvæltninger. Som Fiskens Dyretegn beherskes af Jesus og af hans Forkyndelse som Lysstraalen i Periodens øvrige Mørke, domineres den næste totusindaarige Periode i Vandmandens Tegn (der betyder Klarsynet) aandeligt af en ny Verdensreformator, som Nostradamus ogsaa benævner som "den Helligaand".
Denne ny Gudesøn med kosmisk Bevidsthed, skal, skriver Nostradamus, være født "hvor Mørket og de natlige Dage raader" ("Nay sous les ombres et journees nocturnes"). Dette kan udlægges, at han kommer fra Norden, men desuden, at han er født i en mørk Tid eller født i Skyggen af en uheldsvanger Dag, hvilket igen kan udlægges som, at han er af ukendt Oprindelse og er et saakaldt uægte Barn. Hans Blod skal være fra Oldtiden. Hermed maa antages, at han er af hel eller delvis jødisk Blod, som Nostradamus selv.
Nu kommer det mest mærkelige og mest dunkle i Profetien om denne Personlighed: I et Vers stiller Nostradamus nemlig 1) sig selv, 2) Ægyptens Pyramide og 3) denne Mand fra Norden (endda fra Danmark), som ogsaa er en Klarsynet, sammen – altsaa i Forbindelse med hinanden. Det er i Centurie IV, Quatrain 27, og lyder:
Salon, Mansol, Tarascon de Sex, D'arc,
Ou est debout encor la pyramide;
viendront liurer le Prince Danemarc,
Rachat honny au temple d'Artemide.
De første tre Bynavne betegner Nostradamus' Hjemegn, er altsaa en Omskrivning for ham selv. Buen (arc), hvori Pyramiden endnu staar oprejst, er Nildeltaet. Og Mysteriet, der raader om Pyramidens Bygning og Hensigt, forbinder Nostradamus med Magten fra Danmark (Prince og Roy betyder Magter, Myndigheder). Den fjerde Linie er mig uløselig.
Om denne Clairvoyante, der behersker Vandmandens Periode, hedder det endvidere, at han skal sætte et nyt Skel i Kultur, Moral, Videnskab og Religion, idet han skal sidde inde med en intuitiv Viden om Tilværelsens indtil da uløste Gaader. Han skal bygge Samfundet op paa et helt nyt Grundlag. Religionsdyrkelsen vil – fra at være Kultusformer – blive menneskelig, og den ny Seers Viden vil udelukke Mystik. De Fantomer, som da vil blive synlige for os gennem Ektoplasma (Fluidumdannelser), vil, idet nogle af dem er lavere Aander, blive betragtet af ham som Materialisationer, man ikke skal befatte sig med, fordi hans Viden aabenbarer alt. Han vil meddele Guddommens Ord til alt eksisterende, thi Ordet vil give Substansen Sjæl (Le diuin Verbe donra à la substance), fordi Aanden med ham faar fuldkommen Magt over Sjæl og Legeme, saavel i den fysiske som i den oversanselige Verden. Dødsdagen vil da forvandles til Fødselsdagen (Jour de la mort mis en natuité).
Denne Reformator, som tillige paaviser Universets evige Love og realiserer Menneskekærligheden, vil forkynde, at alt er saare godt, og hans Budskab vil være i lige Grad velkommen for Kristne som for Fritænkere. Et Menneske af saa gigantiske aandelige Dimensioner, baade som Aabenbarer af Guddommen og ogsaa som Organisator, skal altsaa – efter Nostradamus Profetier – fremstaa eller er ved at fremstaa i denne Omvæltningstid.
(Fortsættes.)
 
 
*) Kommentar: Oprindeligt stod der her "treoghalvfjerds", men det følgende nummer af Kosmos bringer en rettelse til "treogfyrretyve". Denne rettelse er gennemført her i webudgaven af Kosmos.
  >>