Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Orleans drømmer hun, at hun vil blive saaret i et Angreb ved en Pil "og Blodet vil strømme fra mig ovenover Brystet". I Melun forkynder Røsterne hende næsten daglig, at hun vil blive tagen til Fange inden St. Hans. Hun varsler Englænderen Glansdale hans Død ved Drukning inden tre Dage; og Soldaten som i Chinon haanede hende for hendes Mandsdragt, svarede hun: Du spotter mig og staar dog lige for at dø. Det gamle Sværd hun skulde bære, angav hun i hvilken Kirke, det var begravet. Med dette Sværd hverken saarede eller dræbte hun nogen. Det var Fanen, hun kaldte sit Vaaben, og hun bar den under Angreb for at undgaa at dræbe nogen. Hendes personlige Færd var aldeles ublodig, hun forbød Plyndring, lod Fangerne beholde Livet. Hun var det moralske Element i Krigen for Befrielsen af Fjenden i Landet. Og uden at kunne ride, uden at ane noget om strategisk Kunst, viser denne attenaarige Bondepige en Rytters Dygtighed, en Strategs Erfaringer og Evner, og en Førers Udholdenhed. I sit Klarsyn ser hun usynlige Bataljoner ile hende til Hjælp. Stemmerne trøster hende, raader hende; og alt gaar efter Forudsigelserne, indtil det Øjeblik, da hun er dem ulydig. Efter Carl VI Kroning i Reims, vil hun helst vende tilbage til sin Landsby, og Stemmerne opfordrede hende ogsaa hertil, for hendes Mission var endt. Men hun bøjer sig i Stedet for Kongens Befaling at følge ham, og fra nu af mislykkes ethvert Foretagende. Hun svigtes af Kongen og Gejstligheden, og overgives til Fjenden, lægges i Lænker, dømmes i Rouen som Heks og djævlebesat. Hendes hele Virken havde da varet i femten Maaneder.

Jeannes Storhed som Medium er hendes Klarsyn. Og det mærkelige ved dette Klarsyn er, at det ikke synes forbunden med egentlig Trancetilstand. Alligevel viser hendes identificerede Forudviden, Sjælens momentvise Ophold udenfor Tid og Rum i en højere transcendental Plan. Om end uden Ekstase, var hendes Tilstand under Syner og Hørelse af Stemmer dog en Henrykken til Planer, som laa udenfor hendes fysiske Legeme og fysiske Sanser.

Det gælder om et hvilketsomhelst Klarsyn og enhver Vision, at den, ved at ytre sig gennem et menneskeligt Individ farves og altsaa faar et subjektivt Præg af vedkommende Individs Ønsker, Mentalitet, Tro, Milieu, Race og Nation. Denne Begrænsning fremkommer naturnødvendigt derved, at Mediet, foruden at være et Redskab for oversanselig Indgriben, tillige er et Væsen bestemt af sin Tid, og af Arvelighed og af Illusioner; kort sagt er et Menneske som vi andre. Jeanne d'Arc's Røster og Syner er derfor katolske og nationale. De frigør sig ikke for denne Begrænsning. Ogsaa Medier fra vor egen Tid udlægger de psykiske Kræfter som rører sig igennem dem, alt efter den Kultur eller den religiøse Tro, som de er opdraget i. Jeg nævner her blot eet Eksempel: Den rumænske Bondepige Eleonore Zuguns Telekinesefænomener og Stigmaer. Eleonore Zugun, som er født i 1913 i den katolske Landsby Tulpa i en afsides Egn, udviste, indtil sit Giftermaal fornylig, tusind og halvtreds Telekinese og Fantom Fænomener. Hun mente mange Gange, at det var Djævlen hun saa og havde med at gøre, og hun har tegnet ham, som hun saa ham den 26. April 1926. Hun giver en meget naiv Fremstilling af Satan. Hendes Tro er ogsaa sikkert Aarsag til Stigmaerne, hun modtog paa sin Arm. Nylig afdøde Ingeniør Grunewald, der har undersøgt en Del Medier under skarp Kontrol (ogsaa vort danske Telekinesemedium Anna Rasmussen Meloni), skriver, hvorledes der i hans Nærvær pludseligt fremkom et dybt Bid i Eleonore Zuguns Arm, mens han iagttog hende. Mediet opfattede dette Stigma bogstaveligt som havde Djævelen slaaet sin Tand i hende. Ligesom Middelalderens Medier henfører hun ethvert af sine Fænomener til en Helgen eller til Jesus eller til en ogsaa helt personlig opfattet Djævel.
 

Det er hverken en personlig Gud eller Satan, som til Belønning for Hellighed eller som Straf for Synd lader oversanselige Kræfter ytre sig i os alle og hos ganske enkelte endda med en Styrke, som gør dem mere sjældne end de største Genier. Disse Kræfter, vil vi senere se, kan stundom henføres ene til vor Underbevidsthed. Oftest er de en Blanding baade af Kræfter i os og af Kræfter fra en usynlig transcendental Verden. Stundom er dog disse Kræfter helt Udslag af hinsides Intelligenser, som benytter et Menneske som Redskab. Er vort Legeme Redskabet, kalder vi et saadant Menneske et Medium, er det Menneskets Bevidsthed, som hensættes til en højere Plan, kalder vi dette Menneske et Bud fra mere fuldkomne Sfærer end vore egne, og dette Menneske aabenbarer da kosmisk Bevidsthed.

I os alle er de guddommelige oversanselige Kræfter tilstede, om saa blot latent. Naar vi sover, er saaledes vor Bevidsthed, oftest os selv uafvidende, paa et oversanselig Plan, stundom ogsaa under stærke Sindsbevægelser, paa Dødslejet eller i andre saakaldte Bevidstløshedstilstande.

Her i Evropa møder vi for første Gang i Nostradamus en Klarsynet, der videnskabeligt fortolker sine supernormale Evner og giver os en Skildring af sin Trancetilstand, som den er fælles for de fleste Medier fra alle Tider.

Nostradamus er den eneste verdensberømte politisk klarsynede. Sine Profetier udgav han i Aarene 1555–58 i 942 rimede Smaavers paa et Fransk blandet op med provencalske, latinske og italienske Ord og med Billeder hentede fra Astrologien, Mytologien, men især dog fra Biblen, ligesom Nostradamus opfattede sig selv som Arvtager af de hebræiske Profeter.

Allerede i sin Levetid var Nostradamus berømt som Astrolog, som Profet og som Læge. Han fødtes 1503 i Provence og døde 1556 i en anden lille sydfransk By Salon, hvor endnu hans Hus forevises og hans udsigtsrige Arbejdskammer under Taget. Her modtog han om Natten sine Visioner i passiv Tilstand, og automatisk kradsede han dem ned paa Papiret, for om Dagen at supplere dem med astrologiske Beregninger. Som Astrolog og Clairvoyant opfattede Nostradamus (ligesom de jødiske Kabbalister) Mennesket som en Refleks af Solsystemet, der i hans glimtvis kosmiske Syner viser sig som en Overindividualitet, hvis Organer eller Centrer er Planeterne. Parapsykologien, som ogsaa Martinus Analyser, bekræfter denne Identitet af Totaluniverset og den Enkelte, af Makrokosmos og Mikrokosmos – Sammenhæng mellem alt, idet alt er levende Væsener.

Nostradamus tilhørte en anset, adelig Lægeslægt af døbte Jøder af Isachars Stamme. Han tog Lægeeksamen ved Tidens mest berømte medicinske Universitet, det i Montpellier; og Udve drev ham saa paa Vandring. I fire Aar drog han som Læge rundt i Frankrig, nedsatte sig saa i det sydfranske Agen og giftede sig. Da Hustruen to Aar efter døde, vandrede han paany rundt, og denne Gang i tolv Aar. Under to Pestepidemier viste han som Læge stor Opofrelse. Saa slog han sig ned i Salon, giftede sig rigt, fik i Ægteskabet otte Børn og førte et stille Liv med sin Familie og et Par Venner. Han udgav nogle Skrifter om Salver og Parfymer med Recept mod Pesten i Aix, desuden en Afhandling om Syltning af Frugt og om Midlet til at bevare en frisk Teint ligesom Oversættelser af et Værk af Oldtidens berømte Læge Galenos og om Ægyptens Slagterier. Til sine Profetier føjede han en Fortale til Sønnen Cæsar og et Brev til Kong Henri II, der indeholder tre lange Spaadomme, der synes at gælde vor Tid og skal fuldendes inden Aar 2000; Profetierne gaar dog helt til Aar 3780. Med Vilje mystificerede Nostradamus sig i sine Spaadomme og i tænkeligst sammentrængte Form, de er kastede mellem hverandre og er holdte desforuden i Billeder og Omskrivninger, for at gøre dem ufattelige for den store Masse og for at befri ham selv for Beskyldningen af at være Kætter. Rigtignok er Nostradamus Profetier derved blevne saa dunkle, at Underet ikke saa meget bestaar i at se dem opfyldte som i at kunne tyde dem. Det er nemlig først efter, at de af ham profeterede Begivenheder er indtrufne, at man kan læse om dem i Profetien, og da med ofte nøjagtig Skildring af Begivenhedernes Detaljer. Tre franske Konger hædrede Nostradamus, da indtrufne Begivenheder bekræftede hans Profetiers Rigtighed, og Dronning Katarina af Medici indbød ham til Paris, hvor han overøstes med Gaver; Nostradamus skildres som gennemelskværdig, velgørende, dybt religiøs og alvorlig og meget ironisk. Heller ikke undgik han at anklages for at drive sort Magi; men forsigtig berømmede han den katolske Kirke, der først saa sent som i 1781 forbød Læsningen af ham, idet man opdagede, at Nostradamus havde profeteret Pavemagtens Undergang i Slutningen af det tyvende Aarhundrede.