Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alt Liv beror paa Begær. Som Tilværelsens eneste virkelige "perpetum mobile" driver Evnen til at begære os fra Oplevelse til Oplevelse. Afklædt til sin inderste Kerne er det levende Væsen kortest udtrykt som et "Noget", der simpelthen ikke kan lade være at begære. Men Begær er en Kraft udløst imod et Maal, enten saa dette er defineret eller blot bestraaler Sjælen som en taaget Salighed, man endnu ikke har oplevet. Kraft er imidlertid Energi. Energi er Bevægelse, og Bevægelse kan ikke iscenesættes uden at skabe Konsekvenser. Disse Konsekvenser danner i Sammenhæng det, vi kalder vor Skæbne.

Befriet for en illusorisk Yderverdens Billedformer opløser det, vi kalder vor Skæbne, sig i en Uendelighed af Energikombinationer, der hver for sig som Ophav har de fra Jeget udstraalende Begærs Møde med Yderverdenens Energier. I denne Energiernes Vekselvirkning ligger Livets Oplevelse, og her er det, at den "lykkelige" og den "ulykkelige" Skæbne finder sin Løsning.

Naar jeg her har foretrukket den aandsvidenskabelige Analysemetode, er Grunden den, at Mennesket er saa vant til at tænke i "Billeder", hvis Form og Farve naturligvis er af rent jordisk Oprindelse, at mange ofte overser den Kendsgerning, at det beboede Verdensalt indeholder Livsmuligheder af en helt anden mental Kolorit, end den vi kender. Resultatet heraf bliver – og er blevet – det, at alt, hvad der ikke er beslægtet med disse Erindringsbilleder, forekommer de fleste fantastisk, for ikke at sige rent ubegribeligt. Tag til Eksempel de Forestillinger, de fleste lever paa med Hensyn til den efter Døden formentlig kommende Himmel- eller Helvedsoplevelse. Forestillingerne er her superjordiske. At Livet her skulde kunne foregaa i en helt anden Dimension end den her oplevede, falder næsten ingen ind, og at Erindringsbillederne som Følge heraf maa blive ganske anderledes end dem, vi er vant til, er for stor en Tanke for de fleste. Og ikke desto mindre er det saaledes. Aandsforskeren maa vænne sig til at tænke i Energier. Enhver Handling, enhver Oplevelse har to Ansigter: Form og Farve, Fundamentet for Billeddannelsen eller Energikombinationen, hvis Oplevelse er af mere aandelig Art.

At det almindelige jordiske Menneske endnu ikke er naaet til at tænke i Energi, ses f. Eks. i Materialistens krampagtige Forsøg paa at udtrykke sig selv som et Væsen, der Gudskelov har Benene fast plantet paa Jorden. Et saadant Menneske føler sig igennem denne Opfattelse staaende paa et solidt fast Punkt, overfor hvilket Spiritualisten forekommer som et i Luften frit svævende Individ. Heraf Traditionens vældige Magt – hvor ulogisk den saa end i mange Tilfælde forekommer det tænkende Menneske.

At Loven for Stoffernes Reaktion, der udgør hele Grundlaget for fysisk Kemi og dermed for Menneskets stadigt voksende Beherskelse af "Naturkræfterne" fungerer lige saa evigt uomstødeligt indenfor det metafysiske Omraade, er ikke nogen almengyldig Sandhed trods det, at Jordens største Vise uafbrudt har tilraabt Menneskene deres: Pas paa! Fra Tusinder af reproducerende Hjerner har Sætningen: "Som et Menneske saar, skal det og høste" lydt, uden at Sandheden i disse Ord er blevet synderligt mere indlysende for Tilhøreren. Mordet er stadig helligt, blot det tjener "højere Formaal". Det i alle Situationer mest ophøjede og dermed dybest set mest lykkebringende Raad: "Vend den højre Kind til, naar du bliver slaaet paa den venstre!" – har, trods millionfoldig Gentagelse, heller ikke sat dybere Spor, end at Kravet om Pligt og Ære kan skjule det. Og dog udtrykker de her citerede to Sætninger en i den Grad selvoplevet kosmisk Kemi, at dens Ophav ikke et Sekund tøvede med at vælge Døden frem for Overtrædelsen af de Love, der er den eneste Vej til den virkelige Lykke.

Men ønsker det jordiske Menneske da at opleve den virkelige Lykke? Teoretisk ja! Praktisk – lad os se!

Det levende Væsen kan ikke lade være med at begære. Kosmisk-kemisk er det levende Væsen et "Noget", udfra hvilket der straaler Energi – dets Begær –, denne Energi møder Yderverdenen, som ogsaa er Energi. Disse to Energiers Møde repræsenterer det, vi kalder "Oplevelse". Oplevelsen er altsaa en Nydannelse af Energi, hvis Bestanddele repræsenteres af Jegets Evne eller Ikkeevne til at overvinde Modstanden for sit Begærs Tilfredsstillelse. Var Modstanden for stor, blev Resultatet en Energikombination, som opleves som "Skuffelse", i det modsatte Tilfælde opleves en Tilfredsstillelse. Plus og Minus tænker Læseren maaske. Nej, kun Plus, altid kun Plus. Hvorledes? Jo, Forudsætningen for en "Sejr" over Materien (hvorved her forstaas samtlige i Tilværelsen forekommende Energier) beror jo udelukkende paa det Erfaringsmateriale, Jeget sidder inde med, heraf Ordsproget "Erfaren Mand er god at gæste". Et righoldigt Erfaringsmateriale for ikke at sige et overlegent, giver større Udsigt til Energibeherskelse og dermed Begærtilfredsstillelse end et mangelfuldt. Men ingen kan erhverve sig et righoldigt Erfaringsmateriale udenom Fejltagelserne, derfor kun Plus! Efter dette skulde alle Mennesker paa et givet Tidspunkt have begaaet saa mange Fejltagelser, at de alle var prædestineret til at opleve "Held" og "Lykke" i en ubrudt fortsat Kæde – en Sandhed Livet ikke bekræfter! Og hvorfor? Fordi Opfattelsen af disse to Begreber ogsaa er en Energikombination og derfor undergivet Forvandlingens tilsyneladende ubarmhjertige Lov.

Mennesket, som ikke kender den virkelige Tilværelse, forveksler altfor let det foranderlige med det uforanderlige og tillægger altfor let det Evighedsværdi, som i Virkeligheden kun udtrykker et hastigt bortvejret Suk i Uendeligheden. Begrebet "Ære" er et udmærket Eksempel herpaa. For utalte Millioner er denne mangeartede Energikombination stadig det "fejreste Træ i Skoven", endskønt de fleste af dets udtrykte Former i Relation til Kristendommens reelle Indhold ikke alene er haabløst forældede, men rentud barbariske. "Døden paa Ærens Mark" holdt op imod Kristendommens Grundsætninger taler her sit eget tragiske Sprog.

Mennesket, som ikke alene er fortrolig med Tankens Billedsprog, men ogsaa med dens kosmisk-kemiske Sammensætning, ved, at hele det ydre Verdensalts Fremtræden beror paa Illusion. Det ved, at Barnets Lykkeideal ikke er Oldingens. Een Gang fortrolig med den Kendsgerning, at alle Tankekombinationer er forgængelige og hele Tiden maa vige til Fordel for endnu fuldkomnere Tankebilleders Magt over Sindet, lader det sig ikke forblænde af gamle, forgyldte Traditioner, men gennemskuer dem og frigøres dermed af de i dem skjulte Baand og Krav.

Ikke saaledes med det almindelige Menneske. Uden at kende Loven for Stoffernes Reaktion følger det blindt de i Bevidstheden opstaaede Begær, blander de mentale Energier i det Forhold, der bedst tjener det opstaaede Ønskes Tilfredsstillelse, – bliver tilfredsstillet og sidder saa pludselig med Smerten. Og hvorfor? Fordi det ikke undersøgte sit Ønskes Kvalitet. Det "troede", at naar bare det gik efter dets eget Hovede, saa var alt godt. Hvor ofte hører man ikke disse Ord: "Hvis Forsynet virkelig eksisterer, hvorfor hindrede det mig da ikke i at gøre, som jeg gjorde? Gud maatte da kunne se, at det vilde gaa galt!" Ja, det kunde Gud uden Tvivl, men hvad saa med Erfaringen? Med den aandelige Vækst som udelukkende er et Resultat af Fejltagelserne? Det enkelte Menneske forveksler ofte altfor let den tilsyneladende Medvind, det har i sine Begærs Tilfredsstillelse, med Guddommens Sympati. Det er Sympati, men af en anden Slags end den, man havde tænkt sig.

Der er to Slags Ønsker til. Den første Slags er den almindeligste, og paa dem beror al uvirkelig Lykke. Det er den Slags, vi alle kender, nemlig det hurtigt opstaaede Ønske, som omgaaende maa opfyldes, for at man kan være "lykkelig". Det er Ønsker paa kort Sigt og med den Konsekvens, som Menneskehedens samlede Skæbne idag udtrykker. Den anden Slags Ønsker er derimod sjældnere. Det er der, hvor man har sit Begær, men samtidig ogsaa har Mod til at spørge: Er det nu ogsaa Forsynets Ønske? Er det min Vilje, eller er det Forsynets Vilje, jeg ønsker trumfet igennem? Der er Gudesønnen i "Gethsemane Have", og Held den, der der ydmygt bøjer sit Hoved, og omend det maaske koster bitre Taarer, dog hvisker sit: Fader! Ske ikke min, men din guddommelige Vilje!