Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1940/1 side 97
<<  5:18  >>
Dr. phil. Konrad Simonsen:
Bevidsthedens nye Grænser.
Universitetsforelæsninger 1939–40.
II Forelæsning.
(Fortsat.)
Menneskene har ejet mediumistiske Kræfter saalænge vi kan følge dem tilbage i Tiden. Disse Forelæsninger skal paavise, at vi alle uden Undtagelse er i Besiddelse af disse Kræfter, men at de hos faa dominerer hele Personens Jordeliv og hos ganske enkelte naar den højeste Grad af Mediumisme – den kosmiske Bevidsthed. Disse enkelte er Kulturens og Religionens Reformatorer, de var i Oldtiden mindre sjældne end i de sidste to tusinde Aar, hvor siden Kristus nogle har aabenbaret denne Bevidsthed glimtvis, men kun een permanent, nemlig Martinus.
Videre skal disse Forelæsninger paavise, at de mediumistiske Kræfter aabenbarer sig paa tre Maader: dels som psykiske Kræfter udfra Mediet og bundne til dettes Legeme og Bevidsthed (herunder alle Former for Telekinese), dels som Indblik i den oversanselige Verden og Meddelelser fra denne, dels endelig som Blanding af begge, af menneskelig og af oversanselig Bevidsthed, hvorved et Sammensurium fremkommer, hvori det er vanskeligt at skelne det ene fra det andet, idet Mennesket som et Led af to Verdener, i sine mediumistiske Ytringer præges af begge. Denne Form for Mediumisme er den hyppigste.
Endelig skal disse Forelæsninger paavise, at Menneskets egentlige Jeg, egentlige Bevidsthed udfolder sine højeste Kræfter, naar vor Hjerne og vore øvrige legemlige Organer er ude af Funktion, nemlig i Søvnen, i Hypnosen og under Trancetilstanden.
Under disse forskellige Grader af Bevidstløshed fra Yderverdenen er vor Sjæl mest virksom og det virksom udenfor Tid og Rum og har Forbindelse med oversanselige Planer, med den transcendentale Verden, af hvilken vi er et Led. Vor Viden paa dette Plan skyldes alene Sjælen. Parapsykologien har ved Experimenter bekræftet som Kendsgerning, hvad Østens Vise fra fjærneste Oldtid har vidst uden Kendskab til Naturvidenskab og moderne Kontrolmidler af de psykiske Fænomener, at Menneskets Sjæl er selvstændig og evigt levende, og kun i det jordiske Legeme har et foreløbigt Redskab. Fremdeles at hvert Menneske staar under et Forsyns Ledelse. Mens det er bleven givet vor Tids Forskere ved Hjælp af vor udviklede kritiske Sans og Civilisation at kunne bevise Sjælens Liv i os, saa var baade Oldtidens Kulturfolk og alle Tiders Naturfolk ganske anderledes stærkt udrustede med sjælelige Evner end Menneskene i Bysamfund med høj Levestandard, med en helt udadvendt Livsførelse og med en mekanisk, materialistisk Livsanskuelse.
Af Naturfolk har særligt Indianerne gennem umindelige Tider udvist super normale Evner, det er vel derfor vi træffer saa mange Indianere (næst efter Indiere) som Kontrolaander hos Medier. Medierne kaldtes hos Naturfolkene, og gør det endnu, for Medicinmænd og Schamoner: Mellemled mellem den synlige Verden og de usynlige Magter og i Besiddelse af hemmelighedsfuld Magt. Heraf Ordet Magi. Vi læser i det ny Testamente (Matt. Kap. 2), at tre Magter (paa Græsk: Màgi) indfandt sig fra Østerland for at tilbede Jesusbarnet. De havde set hans Stjerne, og den angav dem Vejen til Betlehem. De magiske Kræfter kunde (sandsynligvis gennem Hypnose) overføres paa Genstande, som derved blev Bærere af disse Kræfter, blev Tabu der ikke maatte røres, blev Fetischer som dyrkedes. Disse Genstande kan være lykkebringende: Ringe, Ædelstene, Tænder og andre smaa Ting, og de kaldes da Amuletter og som Mønter, Lykkeskillinger. Kirkekristendommen overtog denne hedenske Kultus, idet den bestænkede Genstande med Vand, som igen var indviet, og disse Genstande blev da sakrimentale; som helligt Sakramente betragtedes da den usyrede Skive Hvedebrød, Hostien, der indviet blev forvandlet til Jesu Legeme, og Oljen, indviet, forvandlet til Jesu Blod. Ogsaa Vandet i et Kar, Præstens Messedragt, hans Ord fra Prækestolen (ex Catedra) er indviede og faar derved magisk Kraft. Da hele denne Magi er uden Forbindelse med de mediale Evner som laa til Grund for dem hos Naturfolkene, er den at betragte som Overtro, der blot kan have hypnotisk Indvirkning paa Troende. Og denne Overtro finder vi ogsaa hos moderne Ateister, naar de hænger Dukker og Dyr af Klude op i deres Bil eller Flyvemaskine for derved at værne sig mod Ulykker under Rejsen.
Man skelner fra ældste Tider mellem hvid og sort Magi. Den første skyldes Forbindelsen med gode, den anden med onde Aander. Som magisk Trylleformel virkede i den nordiske Oldtid Runekastning efter et Menneske, man vilde binde til sig, især ved Elskov. I Grækenland er der udenfor Hovedstaden, snart ikke den Haandbevægelse, eller det Minespil, man viser, eller Handling, man foretager sig, uden de har en magisk Betydning: Et Kors paa Muren, en lille tegnet Baad foran Døren, et Vædderhorn udenfor Huset, en omvendt Stol, Grimacer, Haand- og Fingergestus især dog onde Øjne er ildevarslende. Og med Rette. Thi Parapsykologien lærer os, at hvert eneste Udtryk for ond Lyst eller Tanke er Udsendelse af Sjælestraaler, der virker paa den, de sendes imod.
Da Kristendommen sejrede, blev Magi opfattet som Djævelskab. Troen skulde være den eneste Vej til højere Erkendelse. Astrologen, den store Profet Nostradamus opfattede dog Magi som et Klarsyn givet ham af Guddommen. Goethe lader sin Faust, træt af Kundskabsfylde ty til Magien, for ved den at naa til Viden om, hvad der holder Verden sammen i dens Inderste. Faust bekender:
Die Geisterwelt ist nicht verschlossen,
dein Sinn ist zu, dein Herz ist todt. –
Men han kaster sig i Armene paa den sorte Magi, for han vil opnaa Elskov, Rigdom og Magt, det som jo frister det jordbundne Menneske. Og som Hundredaarig beklager Faust sig over at have indladt sig med Magien og fortryder sin Pagt med den onde Aand. Da Elendighed, Bekymring, Skyldfølelse og Nød manifesterer sig for Faust i hans Palads som fire graa Kvinder, udbryder Oldingen bittert:
Könnt ich Magie von meinem Pfad entfernen, die Zaubersprüche ganz und gar verlernen, Stünd ich Natur vor dir ein Mann allein! Da waers der Mühe werth ein Mensch zu sein! Das war ich sonst, eh ichs im Düstern suchte.
(Fortsættes.)
  >>