Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Supplement til Artiklen: Tænkeren H. C. Ørsted).

(Sluttet).

"Aldrig", svared ham Anspann, "jeg nægter Forstandens Triumfer,
Smyk kun, saa godt du formaar, dem med Liv; min anende Længsel
Drages dog hen mod en Tid, da Livet ej var et Genskin,
Set gennem Tankernes Glar. Tilgiv, Solgudens Ildvogn
Mere lokker min Sans, end eders livløse Kugle,
Der ej Lyset kan se, som selv den udstraaler, ej føle
Herligheden af egen Kraft eller Glæden, den skaber!
Uden Lyst ved min Tak og uden Tak til sit Ophav,
Vandrer som Uhrets Hjul den iblinde, og hele vor Himmel
Drives, berøvet hver Gud, en Træl for den sejrende Tyngde.
Nej, beholder for mig al eders Visdom, tillader,
At jeg frit mig betror til de gyldne Drømme fra Oldtid,
Da Oreadernes Vrimmel befolkede Bjerget, en Dryas
Leved i Træet, og klar af Najadens Urne flød Kilden;
Lad i Digterens Spor mig dem søge, hos ham kun de leve."
Nu den begejstrede Kalchas tog Ordet og fyrigt ham svarte:
"Hvo er saa dorsk, at han nægter at følge den livfulde Digter
I den Verden han skaber, udsmykket med Visdom og Skønhed!
Og vi skulde forsmaa den Digterverden, som skabtes
Af det herlige Folk, hvis Fakkel opklared Evropa!
Nej, saa daarlig er Ingen iblandt os; men heller ej vil vi
Lade med Blindhed os slaa ved Digterglansen fra Hellas,
Sandheden selv har en Kraft og et Liv og en himmelfødt Skønhed
Som forgæves Du nægter. Naar haanligt Du siger, at Tyngden
Hele vor Himmel behersker, Du glemmer dens højere Udspring.
Hin mod Jorden nedtrykkende Kraft, hvortil Du kun sigter,
Er i Sandhed et Glimt af en altforenende Grundkraft! –
Sammenholdende Alt, i Alt bestandigt tilstede,
Er for det højere Blik den en alnærværende Handlen
Af den den evige Magt, som danned og ordner det Hele.
Lign kun frit ved et Uhr det store Verdeners Gangværk!
Begges Væsen ved Tangen fik Tilvær; i hint vistnok ringe,
Skabt ved Menneskevid, og af laante Kræfter kun drevet.
Dette med Guddomsforstand og med evigtspirende Kræfter.
Viljeløst, der er sandt, er hver en Del af vor Verden,
Lig hvert Led af den Krop, vor egen Vilje bestyrer;
Men en besjælende Aand dem gør til et levende Hele.
Hine Love, som ordne saa strengt de himmelske Baner,
Kan ved Maskiner Du ligne; men fra et højere Stade
Staa de klart for vort Blik, en Enhed af levende Tanker,
Som dog for Sansen sig ytrer, paa talløse Maader mangfoldig.
Solen, saa mægtig for os, kun ses som tindrende Stjerne
Fra utallige Verdner, hvis Sole som himmelske Lamper
Atter forskønne vor Nat. Den Klode, som bærer os Alle,
Staar en Planet for andre, hvis mægtige Masser dog Gengæld
Gøre os maa, ved selv af os at beskues som Smaalys
Paa det hvælvede Blaa. Som Jorden om Axe sig drejer,
Drejer sig hver Planet, dog hver i sit tilmaalte Tidsrum;
Derfor synes om hver den himmelske Hvælving at vandre
For dens Beboeres Blik; saa Dagen skifter med Natten,
Hvile vexler med Daad, som paa vor jordiske Hjemstavn.
Ligervis har enhver af hine Kloder sit Kredsløb
Om den straalende Sol, og frydes ved Tidernes Vexel
Og de de rullende Aar, hver efter sin Afstand fra Solen.
Atter fremmaner min Aand sig Oldtids Mænd til vor Nutid,
Giver dem Serør i Haand, og viser dem Bjerge paa Maanen,
Maaner om fjerne Planeter i deres ordnede Kredsløb.
Lad for den undrende Sans hver lysende Prik nu paa Himlen
Opgaa en straalende Sol, af talrige Kloder omkranset;
Naar den anende Sjæl da skuer det mægtige Alrum,
Fyldt med beslægtede Væsner, med stræbende Kræfter og Tanker,
Skulde den savne med Længsel endnu den agende Solgud,
Eller Luna med Nymfer omringet, og væbnet med Jagtspyd?
Heller ej vilde den savne Dryader og Kildernes Nymfer,
Blev det den givet at se det skjulte Kredsløb paa Jorden,
Hvori Kilden fremsprudler, og Græsset frugtbart bedugges,
Hvor man Aandedræt ser hos de tause, duftende Vækster,
Og hvor Vindens Pust af et livudbredende Kredsløb,
Som omfatter vor Jord, er et Led, som ikke tør savnes.
Vendtes Blikket omsider til Livets mangfoldige Sysler,
Hvor den opfindsomme Tanke betjenes af lænkefrie Hænder,
Mon ej til Verdens de syv Vidundere de føjed vel tusind?
Thi saa talrig en Flok der er, at eet kun af mange
Nævnes den Baad, som os førte herhid gennem Skyernes Rige.
Hvad Naturen kun lærte den letbevingede Luftsøn,
I det himmelske Blaa med svævende Flugt sig tumle,
Det fuldbyrder nu Kunst; majestætisk hæver dens Værk nu
Jordens Beboere saa højt, som Ørnen ej naar i sin Kraftflugt.
Hist os minder ikariske Strand, at Fablen selv voved
Knapt en Luftart at skabe, som Dødelige var rykket;
Pris da den Tid, hvor slig Bedrift sig taber i Mængden!"