Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1939/11 side 82
Helmer Fogedgaard:
Livet i Mineralriget.
Den, som begynder at studere Aandsvidenskab, faar paa mange Omraader Anledning til at revidere sine hidtidige Meninger og Begreber. Mens det er almindeligt at betragte Planter og Dyr som levende Væsener, vil det for de fleste Mennesker være noget nyt og dristigt – for ikke at sige fantastisk – at tale om Liv i Forbindelse med Mineralerne. Det er imidlertid nyttigt at faa klaret Begreberne ogsaa paa dette Punkt, og vi vil derfor i det følgende gaa nærmere ind paa det interessante Spørgsmaal.
I den gængse Videnskab skelnes der mellem, hvad der er organisk og uorganisk. De levende Væseners Legemer er opbygget af Stoffer, som i deres specielle Sammensætning kaldes organiske, mens de uorganiske tilhører den saakaldte livløse Natur. Martinus' Analyser viser os imidlertid, at det er uden Mening at betragte noget som livløst. Liv afslører sig altid i Form af Bevægelse. Da der ikke kan komme noget af intet, kan Bevægelse heller ikke skabes, uden at der maa staa en eller anden Livsform bag dette Fænomen.
Den moderne Atomfysik har afsløret for os, hvordan Elektronerne bevæger sig i faste og regelmæssige Baner omkring Atomkernen. Da her saaledes er Tale om baade Bevægelse og Lovmæssighed, skulde det være nemt at se, at det er Livsytringer, vi staar overfor. At Lovmæssighed er en Form for "Ordenssans", der nødvendigvis maa have en Bevidsthed til Ophav, understreger kun yderligere for os, at der maa staa et levende Væsen bag de paagældende Funktioner.
Det er i denne Forbindelse meget interessant at lægge Mærke til, at den teoretiske Fysiks nyeste Resultater synes at pege i Retning af et tilsyneladende Dilemma, som gaar ud paa, at den for den klassiske Fysik og Filosofi yderst fundamentale Aarsagslov ikke skulde være absolut gældende i Atomernes Verden. Da Aarsagsloven ogsaa betinger Skæbnedannelse (Karma) og for hele vor Erkendelse er af meget fundamental Natur, er det jo ikke ligefrem opmuntrende at høre, at den kan svigte.
Imidlertid skal Antagelser af denne Art nok senere vise sig at være en Fiktion. For den aandsvidenskabeligt Studerende kommer det her til stor Nytte at vide, at der ogsaa for Mineralerne er Tale om Liv. Og betragter vi de enkelte Atomer som Individer, er der intet underligt i, at de reagerer forskelligt og tilsyneladende gør Aarsagsloven illusorisk. Naar man først er blevet klar over, at det er "den livløse Natur", der er en Illusion, staar Aarsagsloven stadig uantastet.
Meget tyder da ogsaa paa, at noget er ved at dæmre for de store og intuitivt arbejdende Videnskabsmænd, selv om de meget forsigtigt advarer nogen imod at tro, at de skulde have "forvildet" sig ud i metafysiske Spekulationer. Typisk i saa Henseende er en Artikel om "Biologi og Atomfysik" ("Naturens Verden", Hefte 10, 1938) af vor store Landsmand Professor Niels Bohr. Det hedder her bl. a.: "Virkningskvantets Eksistens udtrykker faktisk et hidtil ukendt Træk af Individualitet hos fysiske Processer, som ikke lader sig forene med den klassiske Fysiks Forestillinger". – Springet over til den rigtige Erkendelse synes her kun at være et Tidsspørgsmaal.
Naar det ikke er umiddelbart indlysende for alle Mennesker, at der ogsaa er Liv i Mineralriget, skyldes det i første Række, at man ved en ordinær Betragtningsmaade hverken mærker noget til Bevægelse, Bevidsthed eller andre Former for de sædvanlige Livsfunktioner. Men dette skyldes jo, som Martinus har forklaret os, at Mineralernes Bevidsthedsliv er indadvendt, fordi de hører hjemme i Salighedsriget (det sidste Rige i den Spiral, der gaar forud for vor Spiral). Manifestation. Al Materie er Legemer (X-3)
Populært sagt er Materien Aandens ydre for Jeg'er (X-1), og den Form eller Hensigtsmæssighed, hvori Legemerne fremtræder som Redskaber for Jeg'et, giver et Maal for Skabeevnen (X-2). Da ingen af de 3 X'er kan eksistere alene, men altid maa være forbundet med de to andre, kan der heller ikke eksistere Stof eller Materie, som ikke er en Del af et levende Væsen. I hele Tilværelsen eksisterer der intetsomhelst, der er dødt. Det er en Umulighed, ogsaa af den Grund, at noget dødt alene af rent principielle sansemæssige Aarsager vilde ophøre med at eksistere. Altsaa: Mineralerne er levende. Alt er Liv!