Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er ofte hændt mig, at jeg, lige idet jeg skulde til at begynde et Foredrag over "Livets Bog", pludselig har følt en besynderlig Uro bemægtige sig mig. Til min Undren har jeg da følt, at hele mit i Forvejen vel tilrettelagte Stof ligesom gled bort fra mig, og med en ret voldsom sjælelig Anstrengelse har jeg maattet tvinge nogle nogenlunde vel formede Sætninger frem over Læberne for saa lidt efter lidt at komme i Gang og saa endelig med et føle det velsignede Ryk i hele Nervesystemet der fortæller, at nu er Inspirationen der – og Tankebillederne myldrer frem i Bevidstheden.

Men hvorfor har det da nogle Gange været saa pinefuldt at komme i Gang? har jeg spurgt mig selv, og det er egentlig Svaret herpaa, jeg mener vil kunne komme nogle af mine Tilhørere i den kommende Vinter til Gode.

Sagen er nemlig den, at idet man træder ind i en Sal med Mennesker som man skal tale for, undervise, føler man med det samme, om den aandelige Atmosfære, der udstraaler fra Forsamlingen, er af en saadan Karakter, at den er i Harmoni med de Vibrationer der udstraaler fra en selv, ja er stimulerende for disse og dermed gør, at man pludselig føler sig "godt oplagt". Thi det er nemlig Hovedbetingelsen for hele et Foredrags Forløb, at den, som skal holde det, er i en Stemning, der tillader de fine aandelige Energier at vibrere igennem ham paa en saadan Maade, at Tilhørerne føler, at de igennem den Talende er i Kontakt med den Verden, de er mødt op for at lære om; og den Stemning kan kun bringes til Veje, ved at hver enkelt, der møder op, i Forvejen har mobiliseret al sin Kærlighed og Velvilje til Fordel baade for den, han skal høre paa, og alle de, han er omgivet af. Dersom alle, der gik til Foredrag af den Art, det er blevet mig beskaaret at skulde holde, indfandt sig med den her nævnte Indstilling, var dét ingen Sag at tale om disse ofte saa svære Emner, men Sandheden er desværre den, at mange møder med en ganske forkert og forkastelig Indstilling. Alt for ofte har jeg været Vidne til, naar jeg, før jeg begynder, lige tager et Vue over mine Tilhørere, at nogle sidder med lukkede "kolde" Ansigter, andre med omtrent "ligegyldige" og atter andre med saa "sfinksagtige" Miner, at man ikke ved sig selv er klar over, om de er mødt op for bagefter i en Kritik, der blottet for alle Hjertets Egenskaber, ikke levner den stakkels Taler Ære for en Skilling, og altsaa i Virkeligheden aldeles uvidende om, at de netop ved denne deres Holdning har været hæmmende for Foredragets gunstige Forløb.

Naar man en Stund har betragtet den Slags Ansigter, er det, at al Følelse af "Oplagthed" forlader en og i sin Angst klynger man sig da til de kærligt smilende Øjne der er rettet mod en, for igennem den Kraft der her strømmer til ens Sjæl at samle Kræfter til det Fremstød for det Gode ethvert Foredrag over Livets Bog er. Og det skyldes udelukkende alle disse kærlige Tanker og Smil der rettes mod en, at man ikke lige midt i det hele gaar i Staa, pakker sine eventuelle Sager sammen og lister ud af den nærmeste Bagdør.

Thi Sandheden om aandelige Foredrag er og bliver jo den, at den Talende i langt mindre Grad end ved Foredrag over fysiske Realiteter er sig selv, der foregaar for Taleren over aandelige Realiteter en langt rigere Vekselvirkning mellem Over- og Underbevidsthed end hos den, i hvis Lod det er faldet at skulde skænke sine Tilhørere en morsom Rejseskildring fra det fysiske Plan, og denne Vekselvirkning kan kun udløses fuldkomment, naar højere Kræfter bag ham, kan faa Indpas i hans Bevidsthed og være ham behjælpelig med den lynsnare Tilrettelæggelse af det Stof, der netop er helliget den Aften. At det er en svær Proces der foregaar i Foredragsholderens Bevidsthed ses bedst deraf, at han ofte bagefter et livfuldt spirituelt Foredrag næsten falder helt sammen, den stærke aandelige Strøm er slaaet fra, og tilbage staar nu "Redskabet" og maa klare sig med sin egen sjælelige Styrke.

Og det skal da være min Bøn til de, der læser disse Linier, at de ikke i den kommende Vinter vil indfinde sig i Studiekredsene Landet over, dersom de ikke af Hjertet føler en virkelig Trang til at lære disse guddommelige Ting at kende for at kunne omsætte dem til deres daglige Liv; at de ejheller raader andre til at deltage om hvem de føler, at de endnu ikke er "modne" nok til dette Arbejde, der kræver en stærk og vedholdende Koncentrationsevne for at Udbyttet skal blive efter Forventningerne, thi jeg siger dem som min ærligste Overbevisning, at jeg tusind Gange hellere vil tale for nogle faa, der virkelig er besjælede af en inderlig Trang til Sandhedserkendelse, end for en Sal med hundrede Tilhørere af hvilke maaske ikke engang Halvdelen er mødt op paa andet Grundlag, end "at det kunde jo være helt morsomt at høre hvad han har at sige".

 

 

Kommentar: Det sidste tekstafsnit i den trykte udgave af denne artikel skulle have stået under artiklen om H. C. Ørsted. Denne fejl er rettet her i webudgaven af Kosmos.